Klage over vurdering af selvmordsfare og efterfølgende observation

Overlæge <***> har ikke over-trådt læge-loven ved sin journalføring af behandlingen af <***> den 31. marts 1999 på psykiatrisk afdeling, <***> .

Overlæge <***> har ikke overtrådt læge-loven ved selve behandlingen af <***> den 31. marts 1999 på psykiatrisk afdeling, <***> .

De sygeplejersker, der havde ansvaret for pleje og observation af <***> den 31. marts 1999 på psykiatrisk afdeling, <***> , har ikke overtrådt lov om sygeplejersker.

<***> blev den 30. marts 1999 indlagt på <***> efter at have forsøgt at skære sig i venstre håndled med barberblad og efter indtagelse af 60 tabletter Stillnoct. Han blev indlagt til observation på intensiv afsnit. Ved indlæggelsen var der mistanke om akut blodprop i hjertet, men dette blev afkræftet. <***> ønskede ikke fortsat indlæggelse på intensiv afsnit og blev derfor tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling.

I lægeerklæringen i forbindelse med tvangsindlæggelsen, dateret den 31. marts 1999, kl. 4.45, blev anført, at <***> dagen før havde forsøgt at begå selvmord og fremtrådte i svært ophidset tilstand, der blev sidestillet med psykose, og fortsat fremtrådte selvmordstruende. Den modtagende læge ordinerede tæt observation samt beroligende medicin.

Ved gennemgangen den 31. marts 1999, om formiddagen af overlæge <***> blev <***> fundet fortsat at have et klart behov for udredning og behandling. Endvidere blev <***> beskrevet som desorganiseret. Tvangsindlæggelsen blev opretholdt.

Ifølge politirapporten har sønnen ved besøg hos faderen på <***> den 31. marts 1999, kl. 11 bemærket, at <***> gav udtryk for, at han stadig agtede at begå selvmord.

<***> havde besøg af bekendte/pårørende det meste af eftermiddagen, den 31. marts 1999, og sidste besøgende forlod afdelingen kl. ca. 18.40. Der var herefter ikke tilsyn med <***> før denne blev fundet liggende død på sin stue efter at være forblødt på grund af opskæring af håndledspulsåre.

For så vidt angår overlæge <***>, finder Patientklagenævnet, at hun ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af <***>.

Nævnet har lagt vægt på, at overlæge <***> ved vurderingen af <***> fandt, at han var lidt ejendommelig i kontakten, lidt usammenhængende samt desorganiseret. Der var indtryk af en dårlig formel kontakt, og det var ej heller muligt at få en følelsesmæssig kontakt, således at den emotionelle tilstand kunne vurderes. Overlægen fik et klart indtryk af en psykotisk tilstand, og på grund af et behov for udredning og behandling forblev <***> tvangsindlagt på farlighedskriteriet.

Videre har nævnet lagt vægt på, at overlæge <***> i udtalelse af 10. september 1999 har oplyst, at hun fandt <***> venlig og imødekommende, men med en ejendommelig kontakt, samt en kaotisk og usammenhængende tænkning. Tankegangen blev ikke fundet depressiv, og der blev taget aktivt afstand fra selvmordstanker. Indtagelsen af tablet Stillnoct blev på baggrund af overlæge <***>s viden som psykiater ikke tolket som en selvmords handling. Det blev derfor konkluderet, at <***> var psykiatrisk uafklaret, men ikke selvmordsfarlig, og han skulle derfor observeres som andre ikke selvmordstruede psykotiske patienter.

Nævnet har også lagt vægt på, at det ikke af journalen fremgår, hvordan <***> skulle observeres. Vurderingen fra indlæggelsen blev ikke kommenteret eller seponeret.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at den ledende overlæge har oplyst, at der ikke foreligger en skriftlig instruks for observation af patienter indlagt efter selvmordsforsøg, da denne patientgruppe er så varieret, at det ikke er muligt at opstille egnede retningslinier. Disse patienter skal derfor vurderes konkret.

Nævnet finder, at det ikke kan kritiseres, at overlæge <***> vurderede, at der ikke var selvmordsfare. Fejlskøn vil altid forekomme, og graden af selvmordsfare er meget vanskelig at vurdere.

Imidlertid finder nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge <***> havde journalført en konkret stillingtagen til selvmordsfaren og observationsbehovet.

Nævnet kan oplyse, at imellem 5% og 15% af selvmord indtræffer hos mennesker, der er indlagt i psykiatriske afdelinger eller netop er udskrevet derfra. Vurdering af selvmordsfare er selv for trænede psykiatere vanskelig, og tidvise fejlskøn kan ikke undgås. Visse deprimerede patienter kan have tilbøjelighed til såkaldt dissimulering, hvor de over for andre, herunder den undersøgende læge og muligt også i en vis udstrækning over for sig selv, benægter hvor syge de er, og således underdriver deres symptomer, hvilket øger risikoen for, at man kommer til at undervurdere selvmordsfaren hos den pågældende, der også kan handle med pludselige og ganske uventede selvmordshandlinger.

Vedrørende plejepersonalets observation af <***>, finder nævnet, at de ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed herved.

Nævnet har lagt vægt på, at <***> fra ankomsten til afdelingen og til kl. ca. 19 konstant var i samvær enten med pårørende eller plejepersonale. Plejepersonalet har oplyst, at <***> under indlæggelsen virkede venlig imødekommende og samarbejdsvillig.

Videre har nævnet lagt vægt på, at overlæge <***>, som har en højere charge end den modtagende læge, ved gennemgangen af <***> fandt, at han ikke var til fare for sig selv suicidalt. Overlægen konkluderede, at <***> var i en psykotisk tilstand.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at det i sygeplejekardex fra stuegangen ikke er noteret, hvordan <***> skulle observeres. Det er noteret, at patienten tog afstand fra selvmordstanker.

Nævnet finder, at plejepersonalet ikke kan kritiseres for observationen af <***>, idet plejepersonalet var i god tro i forhold til at handle i henhold til overlæge <***>s ordinationer, specielt fordi hun måtte kunne opfattes at lave overskøn på en yngre læges ordinationer, alene på baggrund af sin overlæge titel og speciallægeuddannelse.