Klage over mangelfuld diagnostik af kræft i tunge

Overtandlæge <***> har overtrådt tandlægelovens § 12, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i forbindelse med sin behandling af <***> i perioden fra den 29. april 1997 til den 5. januar 1999 på <***>.

Det skal desuden indskærpes overfor overtandlæge <***>, at han udviser større omhu i sit fremtidige virke.

I februar 1997 var <***> hos sin egen tandlæge, der konstaterede slimhindeforandringer på venstre side af tungens siderand udfor kindtænderne i underkæben. <***> blev henvist til nærmere undersøgelse på <***>.

Den 29. april 1997 var <***> til undersøgelse hos overtandlæge <***> på afdelingen for tand-, mund- og kæbekirurgi på <***>. <***> oplyste, at forandringerne havde været tilstede fra 1993, og overtandlæge <***> konkluderede, at det drejede sig om en ukarakteristisk slimhindeforandring, der ikke viste tegn på at være ondartet (malign).

Den 14. august 1997 kontrollerede overtandlæge <***> forandringerne på tungens siderand. Der var fortsat ingen mistanke om noget ondartet (malignitet), men en formodning om skade (traume) fra kindtænderne i venstre side af underkæben eller fra de store metalrestaureringer i disse tænder i form en elektrisk strøm (galvanisk strøm). <***> blev anmodet om at holde op med (seponere) naturlægemidlet Longovital.

Den 28. august 1997 meldte <***> afbud til kontrol hos overtandlæge <***>. Det blev oplyst, at hun fremover ville henvende sig ved forværring af foranledningerne på tungen.

Den 3. marts 1998 var <***> af egen tandlæge genhenvist til <***>, da forandringerne på tungen var blevet mere udtalte. Overtandlæge <***> mente fortsat, at det drejede sig om en ukarakteristisk slimhindeforandring. Der blev givet tid til kontrol tre måneder senere.

Den 23. juni 1998 var slimhindeforandringen på tungen ændret med sårlignende (ulcerationer) forandringer. Der blev taget kliniske fotos, som overtandlæge <***> ville diskutere (konferere) med en overtandlæge fra <***>. Det blev aftalt, at tilstanden skulle kontrolleres, når der var svar fra <***>. Der blev imidlertid ikke rettet henvendelse til overtandlægen fra <***>.

Den 30. november 1998 henvendte <***> sig selv til overtandlæge <***>, da forandringerne på tungen var blevet værre. Hun mente, at såret kunne være traumatisk betinget, da hun havde bemærket, at hun bed sig i tungen om natten. Overtandlæge <***> var enig i denne antagelse og tog aftryk til en bidskinne, der skulle hindre tungebidning om natten.

Den 7. december 1998 påbegyndtes tilpasning af bidskinnen. Slimhindeforandringerne på tungen var uændret af udseende, men der var fortsat smerter. Den 10. december 1998 blev skinnen tilpasset færdigt og udleveret.

Den 17. december 1998 blev bidskinnen kontrolleret. <***> havde nu bemærket, at hun også bed sig i tungen om dagen. Der var mindre rødme i forandringerne på tungen, men stadig sårdannelse (ulcerationer).

Den 30. december 1998 tog overtandlæge <***> en vævsprøve (biopsi) fra forandringerne på tungen. Den 5. januar 1999 forelå der svar fra undersøgelsen af vævsprøven (histologisk undersøgelse). Det drejede sig om en ondartet tumor (planocellulært carcinom) på tungens siderand.

Den 6. januar 1999 blev <***> henvist til behandling på onkologisk afdeling på <***>.

<***> afgik ved døden den 7. januar 2000.

Der er klaget over, at overtandlæge <***> ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af <***>, herunder at han ikke tidligere udtog biopsi, at han efter optagelse af kliniske fotos den 23. juni 1998 ikke konfererede med overtandlægen fra <***>, samt at han iværksatte behandling med bidskinne.

Patientklagenævnet finder, at overtandlæge <***> ikke har udvist omhu og samvittighedsfulhed ved sin undersøgelse af <***>, idet han findes at have handlet væsentligt under almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at overtandlæge <***> ved sin undersøgelse og behandling af <***> ikke sikrede diagnosen af en usædvanlig tungeforandring ved biopsi på et tidligere tidspunkt end den 30. december 1998 i et undersøgelsesforløb, der startede den 29. april 1997.

Det er nævnets opfattelse, at alle slimhindeforandringer i munden, som ikke kan diagnosticeres klinisk og alle sårdannelser, der ikke heler i løbet af ca. 14 dage, bør undersøges ved biopsi.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at slimhindeforandringen på venstre tungesiderand allerede ved undersøgelsen den 29. april 1997 var sårlignende, og at det af journalen den 3. marts 1998 fremgår, at den henvisende tandlæge var urolig ved tilstanden.

Det er nævnets opfattelse, at det kliniske foto fra den 3. marts 1998 viser en kraterformet, sårlignende slimhindeforandring med små knudeformede elementer (nodulære elementer) foroven i læsionen og forhorning (hyperkeratinisering) forneden. Endvidere er det nævnets opfattelse, at ved fravær af en skarp kant på en tand eller protese skal en forandring med dette udseende diagnosticeres ved vævsprøve (biopsi), idet risikoen for en cancerdiagnose er betydelig, og fordi forsinket diagnose påvirker prognosen i ugunstig retning.

Patientklagenævnet finder endvidere, at overtandlæge <***> ikke udviste omhu og samvittighedsfuldhed ved ikke at konferere de kliniske fotos med en kollega.

Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at der var diagnostisk usikkerhed omkring slimhindeforandringen, og det er nævnets opfattelse, at denne usikkerhed burde være forsøgt kompenseret ved indhentning af en second opinion.

Endelig finder Patientklagenævnet ikke anledning til at kritisere overtandlæge <***>, for at han iværksatte behandling med en bidskinne. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om denne behandling var påbegyndt på et tidligere tidspunkt.

Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at overtandlæge <***> først begyndte behandlingen med bidskinne den 30. november 1998 efter forslag fra <***>.

Det er videre nævnets opfattelse, at det ved mistanke om, at en sårdannelse eventuelt kunne være traumatisk betinget, var det relevant at søge lokal irritation elimineret.