Klage over manglende diagnostik og information om forholdsregler efter knæskade.

Reservelæge <***>har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 29. november 1999 på skadestuen, <***>.

Den 29. november 1999 pådrog <***> sig en knæskade under badmintontræning. I forbindelse med et spring landede han på venstre ben og vred om i knæet og fornemmede et smæld i knæet. Han blev derefter med stærke smerter transporteret til skadestuen, <***>.

Det fremgår af skadeseddelen, at reservelæge <***>undersøgte <***>s venstre knæ. Der var ingen hævelse eller misfarvning og ingen tegn på væske i knæet. Der var ømhed hele vejen langs ledlinien og ingen sikker løshed i knæet, men på grund af smerter kunne dette ikke undersøges tilstrækkeligt. Der blev taget et røntgenbillede af venstre knæ, der ikke viste unormale forhold. Der blev ordineret støttebind, is og krykkestokke samt fornyet kontrol i skadeambulatoriet 1 uge efter samt smertestillende medicin.

Da <***> fortsat havde stærke smerter i venstre knæ, henvendte han sig 2 dage efter, det vil sige den 1. december 1999, til en praktiserende speciallæge i ortopædkirurgiske sygdomme. Denne fandt ifølge journalen, at der var løshed i knæet, og konkluderede, at der var tale om overrivning af ledbånd på indersiden af knæet, øverste korsbånd og muligvis skade af en menisk. <***> fik en bevægeindskrænkende bandage og ordination af fysioterapi.

Den 7. december 1999 var <***> i skadeambulatoriet og blev tilset af en overlæge, der ordinerede fortsat bandagering.

Reservelæge <***>har i sin udtalelse til, sagen anført, at det ofte ikke er muligt at undersøge et knæ lige efter skaden på grund af smerter, og man derfor ordinerer fornyet undersøgelse et stykke tid efter ved speciallæge. Som regel efter ca. 1 uge.

Der er klaget over, at man ved skadestuebesøget den 29. november 1999 på <***> ikke opdagede, at <***> havde en skade, og over at han først blev sat til kontrol 8 dage efter. Derudover er der klaget over, at informationen om, hvilke forholdsregler <***> skulle tage i forbindelse med skaden, var mangelfuld, fordi han ikke blev oplyst om, hvorvidt han måtte støtte på benet og bruge det normalt.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til kritik af reservelæge <***> behandling af <***> den 29. november 1999 på skadestuen, <***>.

Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af skadeseddelen, at læge <***> foretog en relevant beskrivelse af hændelsesforløbet, og at det fremgår, at der er foretaget en korrekt undersøgelse af knæet, suppleret med en røntgenundersøgelse.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at da der ikke var ansamling i knæet, og røntgenundersøgelsen ikke viste tegn på knoglebeskadigelse, var det i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig praksis, at der blev aftalt kontrolundersøgelse efter en uge og udleveret støttebind og krykkestokke med henblik på aflastning i den mellemliggende tid. Desuden blev der anbefalet relevant smertebehandling.

Nævnet har desuden, for så vidt angår information om, hvorledes <***> skulle forholde sig i tiden efter skadestuebesøget, lagt vægt på, at det fremgår af skadeseddelen, at <***> blev tilrådet anvendelse af støttebind og is samt anvendelse af krykkestokke til aflastning af benet, og at han fik at vide, at han kunne tage smertestillende medicin.

Nævnet kan oplyse, at vurdering af akutte knæskader kan være meget vanskelige, idet man ofte er i den situation, at patienterne af smerteårsager ikke kan medvirke ved de relevante mekaniske undersøgelser, det vil sige undersøgelse for bevægelighed og såkaldt side- og skuffeløshed.

Nævnet kan endvidere oplyse, at man kun meget sjældent foretager akut behandling for korsbåndsskade, og at skadens omfang normalt ikke forværres af, at man venter en uge inden fornyet undersøgelse.