Klage over lægeerklæring i pensionssag, kronisk træthedssyndrom

Speciallæge i psykiatri <****> har ikke overtrådt lægeloven ved afgivelsen af erklæring af 5. januar 2000 til <****> vedrørende <****>.

I 1990 havde en uge varende infektion, hvor hun var sengeliggende. Efterfølgende udviklede hun massiv træthed, muskel- og ledsmerter, muskelsvækkelse med tidvis egentlige lammelser og koncentrations- og hukommelsesbesvær. Hun fik i 1992 stillet diagnosen kronisk træthedssyndrom. Hun lider endvidere af arvelig hørenedsættelse.

I forbindelse med en pensionssag foretog speciallæge i psykiatri den 20. december 1999 en psykiatrisk undersøgelse af efter anmodning fra .

Ved undersøgelsen oplyste , at hun udover ovennævnte problemer gennem længere tid havde lidt af ca. 10 minutter varende episoder med fuldstændigt hukommelsestab. Yderligere havde hun forskellige legemlige klager såsom mavesmerter og diaré, men ingen angst eller depressive symptomer.

På baggrund af undersøgelsen udfærdigede speciallæge den 5. januar 2000 en erklæring til , hvori han konkluderende anførte, at der var tale om diagnoserne somatiseringstilstand (en tilstand med nervøst betingede legemlige symptomer), anfaldsvis (dissociativ) bevægelsesforstyrrelse, anfaldsvis hukommelsestab (dissociativ fugue, obs. pro), neurasteni (nervøsitet karakteriseret blandt andet ved almindelig legemlig træthed) og kronisk træthedssyndrom.

Der er klaget over, at de diagnoser, speciallæge anførte i erklæringen af 5. januar 2000, ikke er begrundet i undersøgelsesresultaterne.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af speciallæge for hans udfærdigelse af lægeerklæring den 5. januar 2000 vedrørende .

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at speciallæge ved udspørgen og undersøgelse af fandt, at der var legemlige symptomer fra flere organsystemer, træthed, anfaldsvis lammelse, koncentrationsbesvær og anfaldsvis hukommelsestab.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at speciallæge i erklæringen anførte diagnoserne somatiseringstilstand, dissociativ bevægelsesforstyrrelse, dissociativ fugue, neurasteni og kronisk træthedssyndrom.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at speciallæge i erklæringen anførte, at kronisk træthedssyndrom er en beskrivende betegnelse for tilstande, hvor velkendte årsager til træthed er udelukket. Han har endvidere anført, at han fandt, at ? sygdomsforløb og aktuelle symptomer ikke lod sig forklare alene med udgangspunkt i diagnoserne kronisk træthedssyndrom og neurasteni.

Nævnet finder, at speciallæge ikke udviste manglende omhu ved udfærdigelse af erklæringen af 5. januar 2000, idet det er nævnets vurdering, at de anførte diagnoser lader sig begrunde i de fund, han gjorde ved undersøgelsen.

Nævnet kan oplyse, at en læge ved udfærdigelse af en lægeerklæring skal give udtryk for sin faglige opfattelse af patientens tilstand.