Klage over tvangsbehandling med depotmedicin

Sundhedsvæsenets Patientklage-nævn ændrer den afgørelse, der er truf-fet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn i <***> s Amt den 10. november 1999, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsmedicinering af <***> med depotmedicin ikke er opfyldt.

<***> bestod medicinsk embedseksamen i 1964 og arbejdede efterfølgende som forsker og læge indtil begyndelsen af 1970'erne. På dette tidspunkt debuterede en sindslidelse, som senere dannede grundlag for, at <***> blev førtidspensioneret.

<***> var fra 1973 til 1993 i behandlingskontakt med <***>, hvor han i perioder flere gange var tvangsindlagt på behandlingsindikation. I de mellemliggende perioder blev <***> ambulant behandlet.

Siden 1993 var <***> i behandlings-kontakt med <***>, hvor han første gang blev tvangsindlagt den 16. august 1993 på behandlingsindikation.

Siden januar 1994 var <***> i ambulant behandling på <***>, hvorunder han blev behandlet med antipsykotisk medicin - senest i depotform, injektioner Trilafon dekanoat. Imidlertid nedtrappede <***> i løbet af første halvdel af 1999 på eget initiativ medicinen til en uvirksom dosis, og han udeblev flere gange fra den ambulante behandling.

Den 16. juli 1999 lykkedes det igen at få <***> til at møde til en samtale i Distriktspsykiatrisk Ambulatorium, hvorunder det på ny blev forsøgt at overtale ham til en frivillig behandling med medicin i tilstrækkelig doser ambulant eller ved frivillig indlæggelse, men <***> ønskede ikke at medvirke.

<***> blev den 19. juli 1999 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, <***>, på behandlingsindikation, da han fandtes tiltagende psykotisk, paranoidt fortolkende, affektspændt og forpint.

Den 21. juli 1999 blev <***> ved tvang overflyttet til psykiatrisk afdeling, <***>, hvor han ved gennemgang den 22. juli 1999 fremstod psykotisk med forfølgelses- og storhedsforestillinger. <***> var helt uden sygdomsindsigt og ønskede ikke at medvirke ved den tilbudte behandling. <***>s frihedsberøvelse blev revurderet, og han blev tvangstilbageholdt.

Under indlæggelsen på psykiatrisk afdeling, <***>, blev <***> løbende psykiatrisk vurderet og i den forbindelse skønnet fortsat produktiv psykotisk med behov for behandling.

Den 23. juli 1999 lykkedes det at overtale <***> til frivilligt at indtage Trilafon gennem munden i form af tablet/mikstur Trilafon 4 mg x 2 daglig med dosisøgning til 12 mg x 2 dagligt. En måling af koncentrationen af Trilafon i blodet viste imidlertid, at denne lå under den anbefalede koncentration - formentlig som udtryk for, at <***> ikke tog medicinen regelmæssigt. <***> blev derfor forsøgt overtalt til at genoptage behandlingen med Trilafon i depotform, hvilket lykkedes den 11. oktober 1999, hvor han fik injektion Trilafon dekanoat 108 mg.

Den 25. oktober 1999 nægtede <***> på ny frivilligt at medvirke ved behandling med Trilafon, såvel i depotform som gennem munden, og overlæge <***> besluttede derfor den 28. oktober 1999, at <***> skulle tvangsbehandles med injektion Trilafon dekanoat 108 mg ugentligt med senere overgang til injektion l ml (108 mg) hver 14. dag, når hans psykiske tilstand igen var stabil.

Begrundelsen for beslutningen om tvangsmedicinering var, at <***> fortsat var produktiv psykotisk, ligesom hans kliniske tilstand var præget af storheds- og forfølgelses-forestillinger med formelle tankeforstyrrelser. <***> var tidvis højtråbende og vredladen, helt uden sygdomsindsigt og uden indsigt i, at han tidligere var blevet bedret ved behandling med antipsykotisk medicin. Det blev fra afdelingen anført, at <***>s manglende bedring i sin psykiske tilstand under indlæggelsen, overvejende var en konsekvens af, at han ikke regelmæssigt fik antipsykotisk medicinsk behandling, og at han siden den 11. oktober 1999 slet ingen behandling havde fået.

Yderligere blev det i forbindelse med begrundelsen for tvangsbehandlingen af <***> anført, at der under den tidligere behandling med Trilafon, herunder også som depotpræparat, ikke var observeret specielle bivirkninger. <***> havde flere gange tidligere været indlagt i forbindelse med medicin-svigt, og det var afdelingens erfaring, at han, når han genoptog den medicinske behandling, igen ville blive rimeligt velfungerende og ville kunne udskrives.

<***> klagede over beslutningen om tvangsmedicinering, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 10. november 1999 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> s Amt. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering af <***> som beskrevet i erklæring af 1. november 199 fra overlæge <***> . Nævnet lagde i sin afgørelse lagt vægt på, at <***> fortsat fremtrådte sindssyg, var uden sygdomsindsigt og i øvrigt behøvede den medicinske behandling for igen at kunne blive rimeligt velfungerende.

Af hospitalsjournal og tvangsprotokol fremgår det, at tvangsbehandlingen efterfølgende den 11. november 1999 blev iværksat som beskrevet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at <***> var psykotisk, uden sygdomsindsigt og uden indsigt i, at han tidligere var blevet bedret ved behandling med antipsykotisk medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at <***> siden tvangsindlæggelsen ca. 3 måneder forinden var forsøgt motiveret for frivilligt at genoptage den tidligere behandling med antipsykotisk medicin, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet den 28. oktober 1999. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> tidligere var behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt på hans tilstand.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at den foreslåede behandling med Trilafon i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det af journalen ikke i tilstrækkeligt omfang kan anses for godtgjort, at daglig medicinering ville udgøre en særlig belastning for <***>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer således den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>s Amt om tvangsmedicinering af <***>.