Klage over manglende grundlag for tvangsbehandling efter to dages indlæggelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 7. januar 2000, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsbehandling af <***> på psykiatrisk afdeling, <***>, ikke var opfyldt på det tidspunkt,
hvor beslutningen herom blev truffet.

<***> havde været indlagt 24 gange på psykiatrisk afdeling, <***>, under diagnosen paranoid skizofreni og periodevist alkoholmisbrug. I starten af 1980 fik han dom til anbringelse for manddrab, der efterfølgende blev konverteret til behandlingsdom. Sanktionen blev ophævet for to år siden. <***> havde i lange perioder været i behandling med indsprøjtning med Serenase. Siden efteråret 1997 havde han været i behandling med tabletter Zyprexa. Tidligere indlæggelser havde ofte været foranlediget enten af skadeligt brug af alkohol eller medicinsvigt. Der havde efter det oplyste været god effekt på hans psykiske tilstand ved behandling med antipsykotisk medicin. <***> havde været fulgt via Distriktspsykiatrisk <***>, hvor han senest havde været i behandling med tabletter Zyprexa 30 mg dgl., den seneste kontakt var den 9. december 1999 i form af telefonkontakt ved behandlende overlæge.

Aktuelt havde <***> gennem et stykke tid ikke indtaget sin antipsykotiske medicin. Han opsøgte den 9. december 1999 egen læge og fremtrådte psykotisk, vredladen og latent aggressiv. Egen læge følte sig utryg ved ham og kontaktede Distriktspsykiatrisk <***> med henblik på, om <***> kunne tvangsindlægges på behandlingsindikation. Man konkluderede, at såfremt han henvendte sig i modtagelsen, skulle han søges indlagt.

Den 27. december 1999 henvendte <***> sig i psykiatrisk modtagelse, <***>, sent om aftenen. Han ville ikke oplyse om hvorfor, men han sad og skrev breve til forskellige i en erstatningssag. Idet han fandtes sindssyg og i behov for behandling, blev han tilset af vagthavende læge på medicinsk afdeling, der udfærdigede tvangsindlæggelsespapirer på farlighedskriteriet, idet han fandt <***> sindssyg og fandt ham at være til fare for både sig selv og andre.

Ved indlæggelsen fandtes <***> vågen og bevidsthedsklar, men lettere usamlet. Han frembød ikke tegn på formelle tankeforstyrrelser, men den følelsesmæssige kontakt med ham var dårlig. Han forekom neutral af stemning. Det psykomotoriske tempo var ikke naturligt. Han udtalte sig manieret og proklamatorisk, virkede tidvis noget opkørt, vredladen og fremsatte personrettede trusler om at ordne navngivne personer. Han gav udtryk for forfølgelses og navnlig storhedsvrangforestillinger. Han var uden sygdomsindsigt. I afdelingen fremtrådte han fortsat urolig og omkringvandrende og ind imellem verbalt aggressiv. Han blev straks ved indlæggelsen tilbudt beroligende medicin i form af tabletter Rivotril 1-2 mg ved behov max. x 4 i døgnet og 2 mg ved behov til natten. Han accepterede at indtage denne medicin.

Den 29. december 1999 traf fungerende overlæge <***> beslutning om, at <***> skulle tvangsbehandles med mikstur/tabletter Cisordinol 20 mg om nødvendigt halv dosis som indsprøjtning, og når det var muligt hel eller delvis overgang til behandling med Zyprexa i sædvanlige doser, og således at medicineringen skulle justeres afhængig af effekt og bivirkninger inden for sædvanlig doseringsområde.

<***> klagede ved sin patientrådgiver den 30. december 1999 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>. Klagen over beslutningen om tvangsbehandling af ham blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 7. januar 2000 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering. Der blev som begrundelse anført, at <***> på indlæggelsestidspunktet blev fundet sindssyg og var kendt med lidelsen paranoid skizofreni, samt at han i sin aktuelle tilstand ikke kunne antages at være i stand til at samarbejde om en ambulant behandling. Nævnet lagde vægt på, at han tidligere havde været i behandling med antipsykotisk medicin med god effekt.

Af lægejournalen fremgår, at tvangsbehandlingen blev påbegyndt den 7. januar 2000, hvor <***> under sproglig protest indtog mikstur Cisordinol 20 mg. Siden blev behandlingen gradvis ændret til tabletter Zyprexa stigende til 20 mg dgl.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet bedømmelse, at <***> var sindssyg, og at det havde været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til en helbredelse eller en betydelig bedring af hans tilstand ellers var blevet væsentlig forringet. Nævnet har lagt vægt på, at han led af sindsspaltningssygdom (skizofreni).

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at beslutningen om tvangsbehandling blev truffet 2 dage efter <***>s indlæggelse. I dette tidsrum havde han efter det oplyste ikke været væsentlig forpint, angstpræget eller selvmordstruet. Ved indlæggelsen blev han beskrevet som tidvis anspændt, urolig og latent aggressiv. Det fremgår ikke af journalen, at han skulle være i risiko for at udvikle et delirium. Videre har nævnet lagt vægt på, at han ved indlæggelsen accepterede at indtage den ordinerede beroligende medicin. Hvis han kørte yderligere op, ville man kunne bedre hans psykiske tilstand ved en beroligende indsprøjtning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på den beskrevne baggrund, selvom han havde været indlagt på afdelingen 24 gange tidligere, at <***> burde have haft yderligere betænkningstid, inden beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet den 29. december 1999.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer således den afgørelse, der er truffet den 7. januar 2000 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at beslutningen om tvangsmedicinering den 29. december 1999 ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.