Klage over behandling af håndledsbrud

Læge <***> har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <***> den 22. december 1998 på <***> .

Læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 29. december 1998 på <***> .

Afdelingslæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 14. og 15. december 1998 og den 5. januar 1999 på <***> .

Afdelingslæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 19. januar 1999 på <***>.

<***> henvendte sig den 14. december 1998 på skadestuen, <***> , efter at være faldet i hjemmet og havde taget for sig med højre hånd.

Afdelingslæge <***> undersøgte hånden og fandt mistanke om brud, hvorfor der blev taget røntgenbillede, som viste et tværbrud i den nederste del af spolebenet med <***> vinkling af bruddet bagover. Der fandtes normale blødnings- og nerveforhold af højre hånd. Afdelingslæge <***> anså stillingen af bruddet for acceptabel og lagde gipsskinne fra albue til knoer med hånden i bagoverbøjet og indadvendt vinkling. <***> fik en tid til røntgenkontrol 7 dage senere. <***> fik mundtlig og skriftlig instruktion af sygeplejersken, en såkaldt gipsvejledning. <***> blev anbefalet 400 mg Ibuprofen tre gange om dagen mod smerter.

Røntgenbillederne blev den følgende morgen revideret ved en konference, og der var ifølge afdelingslæge <***> intet at bemærke til beskrivelsen af røntgenbillederne og den givne behandling.

<***> henvendte sig igen den 16. december 1998 på grund af gipsgener.

Der blev fundet diffus hævelse og blålig misfarvning af håndryggen og fingrene. Der fandtes endvidere normale blødnings- og nerveforhold i hånden. Da gipsen sad stramt på håndryggen blev denne løsnet, uden at skinnen blev bevæget. <***> fik en smertestillende stikpille i forbindelse med behandlingen.

<***> kom til røntgenkontrol den 22. december 1998, hvor læge <***> fandt en forkortning på 5 mm i forhold til de første røntgenbilleder. Han fandt ikke grundlag for at ændre behandlingen og aftalte ny røntgenkontrol en uge senere.

Ved fornyet røntgenkontrol den 29. december 1998 var smerterne på brudstedet aftagende. Bruddets stilling blev skønnet at være uændret, idet billederne dog ikke var helt sammenlignelige på grund af lidt forskellige projektioner. Læge <***> vurderede, at knoglebruddet var i begyndende heling, hvorfor der ikke blev foretaget ændringer i behandlingen. Gipsen blev tilrettet, og der blev aftalt kontrol den 11. januar 1999.

<***> henvendte sig i skadestuen den 5. januar 1999 på grund af smerter fra brudstedet. Ved røntgenkontrol skønnede afdelingslæge <***>, at forholdene var uændrede. Han anlagde en såkaldt sandwichbandage for at få mere ro i håndleddet, og henviste <***> til ergoterapi. Der blev aftalt fornyet kontrol den 18. januar 1999.

Den 19. januar 1999 blev bandagen fjernet af afdelingslæge <***>. <***> oplyste, at der fortsat var en del smerter. Der blev fundet hævelse og tryksår over anden kno. Røntgen viste en forkortning af højre håndled og opheling i fejlstilling. <***> blev opfordret til at fortsætte genoptræningen.

Der er klaget over den behandling <***> modtog på skadestuen, <***>, den 14. december 1998 samt den efterfølgende behandling i forbindelse med kontrolbesøgene.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for kritik af afdelingslæge <***>s behandling af <***> den 14. og den 15. december 1998.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at røntgenundersøgelsen den 15. december 1998 viste et løst brud af typen Older 3 eller højere, som var i ret vinkel med en forkortning på 5-7 mm. Det er på baggrund heraf i overensstemmelse med sædvanlig praksis, at der den 14. december 1998 blev iværksat en konservativ behandling med gips, som blev fastholdt den 15. december 1998.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for kritik af den behandling, <***> modtog af læge <***> ved kontrolundersøgelsen den 22. december 1998.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at røntgenundersøgelsen ikke viste noget, der kunne begrunde
en ændring af den konservative behandling.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for kritik af læge <***>, afdelingslæge <***> og afdelingslæge <***>s behandling af <***> den 29. december 1998, den 5. januar 1999 og den 19. januar 1999

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at bruddet blev behandlet på et acceptabelt lægefagligt niveau, idet der, på trods af bruddets forskydning, ikke kunne forventes et bedre funktionelt resultat, om man ved de ambulante undersøgelser havde besluttet at behandle operativt med fornyet påpladssætning og anlæggelse af ekstern fiksation.

Patientklagenævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om <***> var blevet informeret om, at bruddet ville hele op i en vis fejlstilling, men at dette ikke ville have nogen større indflydelse på det funktionelle resultat.

Patientklagenævnet finder endvidere, at det havde være hensigtsmæssigt, om lægerne havde journalført overvejelserne om, hvorfor man undlod at anlægge ekstern fiksation.