Klage over behandling af sår hos sukkersygepatient

På baggrund af en anmodning fra <***>, på vegne af læge <***>, om genoptagelse af en sag, hvor Patientklagenævnet traf afgørelse den 14. juli 1997, har nævnet truffet følgende nye afgørelser:

Vagtlæge <***>har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> i perioden fra den 10. til den 18. juli 1995 i lægehuset i <***>.

Patientklagenævnet fandt ved sin afgørelse af 14. juli 1997, at <***>havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke var tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld, da han behandlede <***> den 18. juli 1995 i Lægehuset i <***>.

<***> har oplyst, at sagen har været forelagt Retslægerådet. Retslægerådet fandt, at læge <***>havde behandlet <***> i overensstemmelse med god lægefaglig praksis

Patientklagenævnet har herefter fundet grundlag for at behandle klagen igen.

<***> trådte den 9. juli 1995 en torn op i højre 4. tå, hvilket han ikke mærkede på grund af nedsat følesans som følge af sukkersyge. Efter ca. et døgn opdagede og fjernede <***> tornen.

Den 10. juli 1995 kontaktede <***> vagtlæge <***>, som fandt et rødt område mellem 3. og 4. tå strækkende sig ca. 5 cm op på fodryggen, foruden ømhed i fod og underben. Der blev påbegyndt antibiotikabehandling, samt aftalt kontrol i Lægehuset i <***> den 12. juli 1995.

Ved kontrolundersøgelsen den 12. juli 1995 blev <***> igen undersøgt af læge <***>. Han fandt aftagende hævelse i foden, ingen varme, men rødme over det meste af forfoden. Alment var <***> i bedring og havde ikke feber. Det fremgår af journalen, at læge <***>var klar over, at <***> havde sukkersyge.

Læge <***>anbefalede henvisning til kirurgisk afdeling til vurdering af og eventuel yderligere behandling af såret. <***> afviste dette på grund af forestående ferie, hvorfor der aftaltes aflastning af foden.

Ved kontrol den 14. juli 1995 fandt læge <***>foden mindre hævet, men rødmen uændret. Antibiotikabehandlingen øgedes, og der blev aftalt ny kontrol den 18. juli 1995.

Den 18. juli 1995 fandt læge <***>fortsat sår svarende til indstikstedet, hvor der var lidt tør hud, men ikke vævsdød. Rødmen havde fordelt sig og foden var ikke varm. Antibiotikabehandlingen blev herefter reduceret, og der blev aftalt kontrol den 21. juli 1995.

Den 21. juli 1995 blev <***> indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, hvor 4. højre tå blev amputeret på grund af vævsdød og betændelse.

Der er klaget over den behandling <***> modtog af læge <***>i perioden fra den 10. til den 18. juli 1995.

Patientklagenævnet kan oplyse, at ethvert sår hos en diabetiker skal behandles energisk og omhyggeligt, og det er velkendt, at selv små læsioner hos diabetikere kan få katastrofale følger.

Nævnet finder, at læge <***>har været opmærksom på problemstillingen, idet kontrollerne af <***> blev udført med passende tæt hyppighed, og at han iværksatte relevant behandling med bredspektret antibiotikum.

Nævnet finder ikke, at der i perioden fra den 10. til den 18. juli 1995 var indikation for kirurgisk behandling.

Nævnet har herved lagt vægt på, at Retslægerådet, på baggrund af forløbet, hvor læge <***>skønnede, at der stadig var fremgang , og hvor <***> allerede havde afslået henvendelse til hospitalsafdeling, ikke finder grundlag for at fastslå, at tilstanden den 18. juli 1995 burde have medført hospitalsindlæggelse.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at de observationer fodterapeut <***> gjorde ved behandlingen af <***> den 20. juli 1995, ifølge Retslægerådets udtalelse, ikke kan lægges til grund for en mistanke om større vævsdød i foden.