Klage over utilstrækkelig behandling af sukkersyge

Vagtlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 24. maj 1999 kl. 2.50 ved sygebesøg.Vagtlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 24. maj 1999 kl. 8.53 ved sygebesøg.

Sagsnummer:

0019218

Offentliggørelsesdato:

19. oktober 2000

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Vagtlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 24. maj 1999 kl. 2.50 ved sygebesøg.

Vagtlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 24. maj 1999 kl. 8.53 ved sygebesøg.

 

<***> havde haft insulinkrævende sukkersyge i 3½ år. <***> havde været i byen lørdag den 22. maj 1999 og fået en del alkohol. Han kom hjem om morgenen, hvorefter han sov det meste af den efterfølgende dag. Blodsukkeret blev om aftenen målt til 14,7 mmol, hvilket er en noget forhøjet værdi. Han havde ikke spist ret meget i løbet af aftenen, men havde haft mavesmerter og opkastninger, hvorfor vagtlægen blev tilkaldt.

Læge <***> tilså <***> den 24. maj 1999 kl. 02.50. Han fandt, at <***> var let at vække og svarede adækvat på de stillede spørgsmål. Blodtrykket var 130/80. Pulsen var 80, og der var intet abnormt at finde ved undersøgelsen af maven. Læge <***> konkluderede, at det muligvis kunne dreje sig om en maveinfektion, og han anbefalede <***> at spise noget, før han indtog sin insulin.

Den 24. maj 1999 kl. 08.53 kontaktede forældrene på ny lægevagten, fordi <***> talte i vildelse og ikke havde spist noget. Læge <***> tilså <***>, som kunne vækkes og reagerede relevant, men var sløv. Læge <***> forklarede <***>s fader om tilstanden og den påkrævede hospitalsindlæggelse og rekvirerede en ambulance med udrykning. Han følte dog ikke <***>s tilstand så akut, at det var nødvendigt, at han forblev hos <***> sammen med forældrene, til ambulancen ankom.

Kort før ambulancen kom, fik <***> hjertestop, og Falckfolkene begyndte genoplivningsforsøg, som blev fortsat på modtagelsen i <***>, men uden resultat. Dødsårsagen var hjertestop som følge af biokemiske forstyrrelser i blodet (ketoacidose med forhøjet kaliumindhold), som var en følge af sukkersyge med manglende insulinindtagelse.

Der er klaget over, at den vagtlæge, der tilså <***> kl. 03 om natten, begik en fejl, idet han ikke målte blodsukker eller tog en urinprøve eller andet, således at det kunne have været konstateret, hvor syg <***> var.

Der er endvidere klaget over, at den vagtlæge, der tilså <***> kl. 09 om morgenen, ikke afventede ambulancens ankomst og således forlod <***> i en hjælpeløs tilstand.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at vagtlæge <***> tilså <***> den 24. maj klokken 02.50 på grund af opkastninger og mavesmerter. <***> havde insulinkrævende sukkersyge og havde om aftenen den 23. maj 1999 målt sit blodsukker til 14,7 mmol, hvilket er lettere forhøjet. Vagtlægen fandt ved sin undersøgelse normal puls og blodtryk, og <***> var let at vække og svarede adækvat på stillede spørgsmål.

Nævnet har lagt vægt på, at der blev givet vejledning vedrørende føde- og væskeindtagelse, samt fortsat insulin.

Patientklagenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge <***>s undersøgelse af <***> den 24. maj 1999 kl. 2.50. <***>s tilstand på undersøgelsestidspunktet, gav ikke anledning til mistanke om alvorligere komplikationer til sukkersygelidelsen, og hans tilstand var forenelig med lettere mavetilfælde, som følge af en tur i byen. <***> befandt sig endvidere under betryggende omstændigheder, idet han kunne observeres af sine forældre, og han var kredsløbsstabil og ved fuld bevidsthed. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om vagtlæge <***> havde sikret sig en laboratoriemæssig status (blodsukker + urinundersøgelse).

Nævnet kan oplyse, at et forløb med usikker væske- og fødeindtagelse samt usikkerhed med hensyn til insulinindgift indebærer et risikomoment.

Nævnet har videre lagt vægt på, at vagtlæge <***> har oplyst, at han udbad sig en urinprøve med henblik på undersøgelse for ketonstoffer, men at <***> ikke kunne levere en sådan. Vagtlæge <***> medbragte ikke blodsukkerapparat, og <***>s eget apparat kunne ikke bringes til at fungere.

Patientklagenævnet finder videre, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge<***>s behandling af <***> den 24. maj 1999 kl. 8.53.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at <***>s forældre på ny kontaktede vagtlægen, idet <***>s tilstand var forværret. Han havde ikke været i stand til at indtage føde og talte nu i vildelse. Vagtlæge <***> fandt ved sin undersøgelse, at <***> var varm og tør med fri vejrtrækning og regelmæssig kraftig puls. Vagtlægen målte blodsukkeret med et blodsukkerapparat, som viste”high”, hvilket betyder, at blodsukkeret var over 20 mmol/l. Læge <***> fandt ikke, at der var acetonelugt ved <***>. Han vurderede, at der var tale om optræk til koma i forbindelse med dårligt reguleret sukkersyge, og deraf følgende forstyrrelser af kroppens syrebase- og saltbalance (præcoma diabeticum).

Nævnet har videre lagt vægt på, at vagtlæge <***> på den baggrund rekvirerede ambulance med udrykning. Han fandt dog ikke <***>s tilstand så alarmerende, at han fandt sin egen tilstedeværelse fortsat påkrævet.

Nævnet finder således, at der ikke er grundlag for at kritisere, at vagtlæge <***> ikke forblev hos <***>, indtil ambulancen kom. <***>s tilstand var relativt udramatisk, og sagens ulykkelige udgang var på det foreliggende grundlag ikke muligt at forudse.

Nævnet kan oplyse, at de meget komplicerede metaboliske (stofskiftemæssige) omstændigheder, der viste sig at foreligge, gjorde simpel genoplivning udsigtsløs, idet tilstanden krævede akut korrektion af samtlige abnorme omstændigheder, hvilket ikke var muligt i hjemmet. Væsentlige afvigelser fra det normale kaliumindhold i blodet udgør en betydelig risiko for hjertemæssige komplikationer, og dette i sammenhæng med syreophobning og meget højt blodsukker, kan forklare det ulykkelige og noget usædvanlige forløb. Det skal bemærkes, at det er absolut usædvanligt, at der så hurtigt som i dette tilfælde indtræder hjertestop hos en patient, der kort forinden var kredsløbsstabil og vågen.