Klage over behandling af korsbåndslæsion og skade på menisk

Overlæge <****> har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 31. januar og 28. februar 2000 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>.

Overlæge <****> har ikke i øvrigt overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> fra den 29. december 1999 til den 10. januar 2000 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>.

forvred den 27. december 1999 højre knæ under brydning, hvorfor han henvendte sig på skadestuen, . Der blev foretaget en røntgenundersøgelse, der viste, at der var sket en afsprængning af den yderste del af højre skinnebens ledhoved ved ydersiden af knæet. Endvidere vurderede man, at ledbåndet på indersiden af højre knæ var sprængt. På grund af kraftig hævelse af knæet samt smerter kunne det ikke vurderes, hvorvidt der var en korsbåndsskade. Der blev anlagt en knæskinne, og fik krykkestokke med hjem til aflastning.

Dagen efter blev det ved morgenkonferencen på ortopædkirurgisk afdeling besluttet at foretage en fornyet vurdering af knæet, og den 29. december 1999 blev undersøgt af overlæge . På grund af kraftig smertereaktion var det ikke muligt at foretage en fuldstændig undersøgelse af knæet. Overlægen fandt, at der foruden det påviste brud også var en skade af de udvendige ledbånd, og fik en hængselbandage og 2 krykkestokke til aflastning. Der blev aftalt yderligere kontrol i ambulatoriet.

Den 10. januar 2000 blev igen undersøgt af overlæge i ortopædkirurgisk ambulatorium. Der var fortsat smerter og hævelse af knæet, men ifølge journalen angav , at han havde det bedre. Bandagen blev løsnet, og der blev givet instruktion i aktive, ubelastede øvelser. Ved kontrollen den 31. januar 2000 angav nogen fremgang. Han blev instrueret i bevægeøvelser uden bandage. Ved den afsluttende kontrol den 28. februar 2000 angav , at han ikke længere brugte stokke og skinne indendørs, og at han var begyndt at træne knæet i kondiinstitut.

Den 16. maj 2000 blev undersøgt på en Idræts klinik, . På grund af mistanke om korsbåndslæsion, skade på menisken og læsion af det ydre ledbånd på indersiden af knæet blev der den 18. maj 2000 foretaget kikkertundersøgelse, hvor mistanken blev bekræftet. Der blev fjernet en del af menisken, hvilket forbedrede bevægeligheden, og ved kontrollen den 25. maj 2000 blev det besluttet at rekonstruere forreste korsbånd den 29. august 2000.

Der er klaget over, at overlæge den 29. december 1999 alene udstyrede med en skinne og vurderede, at benet var brækket, men at ledbånd og korsbånd var i orden.

Der er endvidere klaget over, at overlæge ikke var tilstrækkelig omhyggelig ved kontrollerne fra den 10. januar til den 28. februar 2000, idet han vurderede, at forholdene i knæet fortsat var i orden, og idet han ikke foranstaltede en røntgenundersøgelse som anført i journalen den 28. februar 2000.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for at kritisere overlæge s behandling af den 29. december 1999 og den 10. januar 2000.

Nævnet kan oplyse, at akutte knæforvridninger kan være meget svære at vurdere i den akutte fase, idet der ofte er stor smertereaktion ved undersøgelse i denne fase. Det er derfor ikke usædvanligt at man f.eks. ikke kan påvise skuffeløshed ved undersøgelse inden for de første uger efter et traume. Samtidig kan bevægeligheden af knæleddet være påvirket af generel hævelse, således at f.eks. en manglende strækkeevne ikke alene kan tages som udtryk for f.eks. indklemning af en læderet menisk.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at der såvel den 29. december 1999 som den 10. januar 2000 blev foretaget undersøgelser, der inkluderede undersøgelse for bevægelighed og stabilitet. Der blev på den baggrund anbefalet fortsat behandling med stabiliserende hængselbandage samt aftalt fornyet kontrol.

Nævnet finder imidlertid, at overlæge ved de ambulante undersøgelser den 31. januar og den 28. februar 2000 har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed, idet der udfra journalen ved disse undersøgelser ikke blev foretaget en undersøgelse af knæleddet.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at det af journalen den 31. januar og den 28. februar 2000 fremgår, at oplyste, at der havde været nogen fremgang, og at han blev instrueret i bevægeøvelser.

Overlæge har i sine bemærkninger til sagen oplyst, at han foretog en knæundersøgelse ved disse konsultationer. Da dette imidlertid ikke fremgår af journalen, finder nævnet det ikke godtgjort, at der den 31. januar og den 28. februar 2000 blev foretaget knæundersøgelser. Det er således nævnets vurdering, at overlæge burde have foretaget en klinisk undersøgelse, hvilket ifølge journalen ikke blev udført. Da der var forløbet nogle uger, siden skaden indtrådte, kunne en undersøgelse, der viste manglende strækkeevne, have skabt mistanke om læsion i knæleddet. Samtidig ville man formentlig kunne have påvist tegn på korsbåndslæsion. Ved at foretage undersøgelsen ville man have opnået en reel status for knæleddets tilstand ved afslutningen af behandlingen.

Nævnet finder endelig, at der ikke var indikation for at foranstalte en røntgenundersøgelse den 28. februar 2000.

Nævnet skal hertil oplyse, at der normalt ikke er indikation for røntgenundersøgelser efter knæforvridninger, bortset fra umiddelbart efter skaden, idet det, der undersøges for i efterforløbet, er bløddelsskader.