Klage over øjenlæges behandling af barn med bygningsfejl og langsynethed

Øjenlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> i perioden fra den 21. februar 1996 til den 15. december 1998 i sin klinik.

Den 21. februar 1996 blev <***> undersøgt af øjenlæge <***>, som fandt, at <***> var langsynet og havde bygningsfejl på begge øjne. Øjenlæge <***> fandt dog ikke grundlag for at iværksætte behandling med briller, men anbefalede ifølge journalen, at <***> skulle møde til kontrol efter ½ år.

Den 13. januar 1997 undersøgte øjenlæge <***> igen <***>s øjne og ordinerede briller med styrke, der korrigerede helt for bygningsfejlen, men kun delvis for langsynetheden. Ifølge journalen tilrådede øjenlæge <***> kontrol efter ½ år.

Den 26. januar 1998 konstaterede øjenlæge <***>, at <***> tilsyneladende ikke rigtig havde gået med brillerne, og han anbefalede derfor, at <***> skulle fortsætte med at bruge briller, idet der var lidt større forskel på synsstyrken på de to øjne, end der tidligere havde været. Øjenlægen ordinerede desuden behandling for amblyopi (?dovent øje?) med Skopolamin (øjendråber) i venstre øje og tilrådede kontrol efter 3 måneder.

Den 4. marts 1998 kontaktede <***>s moder øjenlæge <***> på grund af gener ved brug af øjendråberne, og øjenlægen anbefalede, at hun kun dryppede <***>s øjne én gang om ugen.

Den 14. juli 1998 var <***> til kontrol, og øjenlæge <***> konstaterede ved undersøgelsen, at synsstyrken på de to øjne var blevet mindre.

Ved kontrol den 15. december 1998 var synsstyrken steget en smule. Øjenlæge <***> ordinerede nye brilleglas, der fortsat korrigerede fuldt for bygningsfejlen, men kun delvist for langsynetheden.

Efterfølgende blev <***> undersøgt hos en optiker og en anden øjenlæge, som ordinerede en brille, der korrigerede fuldt for såvel langsynethed som bygningsfejl.

Der er klaget over, at øjenlæge <***> i perioden fra den 21. februar 1996 til den 15. december 1998 stillede en forkert diagnose og derfor fejlbehandlede <***>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af øjenlæge <***>s behandling af <***> i perioden fra den 21. februar 1996 til den 15. december 1998.

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at øjenlæge <***> ved den første konsultation den 21. februar 1996 konstaterede, at <***> havde en mindre bygningsfejl og en moderat langsynethed på begge øjne, dog mest udtalt på højre side. Da <***> ikke havde tendens til skelen, og da synsstyrken i øvrigt var normal for alderen, finder nævnet, at øjenlæge <***> på relevant vis skønnede, at der endnu ikke skulle påbegyndes nogen form for behandling, men i stedet anbefales en kontrolundersøgelse efter ½ år.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at mindre grader af bygningsfejl og langsynethed hos små børn normalt ikke bliver korrigeret med brilleglas, hvis alt i øvrigt peger mod en normal synsudvikling. Korrektion med brilleglas bliver derimod bl.a. anvendt som et hjælpemiddel til optræning af synet i tilfælde af truende eller foreliggende amblyopi.

Videre har nævnet lagt vægt på, at øjenlæge <***> ved den følgende undersøgelse den 13. januar 1997 ordinerede behandling med briller, der tilsigtede at udligne bygningsfejlen samt udligne sideforskellen i langsynetheden, idet han vurderede, at der var risiko for udvikling af amblyopi.

Nævnet finder, at det i denne forbindelse var i overensstemmelse med almindelig praksis, at øjenlæge <***> ikke korrigerede fuldt ud for langsynetheden, da denne i sig selv ikke kunne give amblyopi, medmindre der udløstes skelen. Nævnet finder derfor, at øjenlæge <***> på relevant vis valgte at undgå de stærke brilleglas for derved at gøre amblyopibehandlingen lettere at gennemføre.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at øjenlæge <***> ved undersøgelsen den 26. januar 1998 konstaterede en tiltagende forskel i synsstyrke som tegn på begyndende amblyopi af højre øje. Han supplerede derfor på relevant vis brillebehandlingen med Skopolamin-dråber i venstre øje og anbefalede kontrol efter 3 måneder.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at man ved udtalt amblyopi af højre øje normalt vil behandle med en klap for øjet på et tidligt tidspunkt, men at som i <***>s tilfælde når der behandles med øjendråber er tale om en meget beskeden amplyopi, må anses for værende i overensstemmelse almindelig anerkendt lægefaglig standard.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at øjenlæge <***> den 15. december 1998, efter at have konstateret at <***>s syn var blevet bedre, ændrede brilleglassene i svagere retning, men med fortsat udligning af bygningsfejl og sideforskel i langsynetheden. Han anbefalede desuden kontrol efter ½ år.

Nævnet finder således efter en samlet vurdering, at øjenlæge <***> ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen og diagnosticeringen af <***>.
Øjenlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> i perioden fra den 21. februar 1996 til den 15. december 1998 i sin klinik.

Den 21. februar 1996 blev <***> undersøgt af øjenlæge <***>, som fandt, at <***> var langsynet og havde bygningsfejl på begge øjne. Øjenlæge <***> fandt dog ikke grundlag for at iværksætte behandling med briller, men anbefalede ifølge journalen, at <***> skulle møde til kontrol efter ½ år.

Den 13. januar 1997 undersøgte øjenlæge <***> igen <***>s øjne og ordinerede briller med styrke, der korrigerede helt for bygningsfejlen, men kun delvis for langsynetheden. Ifølge journalen tilrådede øjenlæge <***> kontrol efter ½ år.

Den 26. januar 1998 konstaterede øjenlæge <***>, at <***> tilsyneladende ikke rigtig havde gået med brillerne, og han anbefalede derfor, at <***> skulle fortsætte med at bruge briller, idet der var lidt større forskel på synsstyrken på de to øjne, end der tidligere havde været. Øjenlægen ordinerede desuden behandling for amblyopi (?dovent øje?) med Skopolamin (øjendråber) i venstre øje og tilrådede kontrol efter 3 måneder.

Den 4. marts 1998 kontaktede <***>s moder øjenlæge <***> på grund af gener ved brug af øjendråberne, og øjenlægen anbefalede, at hun kun dryppede <***>s øjne én gang om ugen.

Den 14. juli 1998 var <***> til kontrol, og øjenlæge <***> konstaterede ved undersøgelsen, at synsstyrken på de to øjne var blevet mindre.

Ved kontrol den 15. december 1998 var synsstyrken steget en smule. Øjenlæge <***> ordinerede nye brilleglas, der fortsat korrigerede fuldt for bygningsfejlen, men kun delvist for langsynetheden.

Efterfølgende blev <***> undersøgt hos en optiker og en anden øjenlæge, som ordinerede en brille, der korrigerede fuldt for såvel langsynethed som bygningsfejl.

Der er klaget over, at øjenlæge <***> i perioden fra den 21. februar 1996 til den 15. december 1998 stillede en forkert diagnose og derfor fejlbehandlede <***>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af øjenlæge <***>s behandling af <***> i perioden fra den 21. februar 1996 til den 15. december 1998.

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at øjenlæge <***> ved den første konsultation den 21. februar 1996 konstaterede, at <***> havde en mindre bygningsfejl og en moderat langsynethed på begge øjne, dog mest udtalt på højre side. Da <***> ikke havde tendens til skelen, og da synsstyrken i øvrigt var normal for alderen, finder nævnet, at øjenlæge <***> på relevant vis skønnede, at der endnu ikke skulle påbegyndes nogen form for behandling, men i stedet anbefales en kontrolundersøgelse efter ½ år.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at mindre grader af bygningsfejl og langsynethed hos små børn normalt ikke bliver korrigeret med brilleglas, hvis alt i øvrigt peger mod en normal synsudvikling. Korrektion med brilleglas bliver derimod bl.a. anvendt som et hjælpemiddel til optræning af synet i tilfælde af truende eller foreliggende amblyopi.

Videre har nævnet lagt vægt på, at øjenlæge <***> ved den følgende undersøgelse den 13. januar 1997 ordinerede behandling med briller, der tilsigtede at udligne bygningsfejlen samt udligne sideforskellen i langsynetheden, idet han vurderede, at der var risiko for udvikling af amblyopi.

Nævnet finder, at det i denne forbindelse var i overensstemmelse med almindelig praksis, at øjenlæge <***> ikke korrigerede fuldt ud for langsynetheden, da denne i sig selv ikke kunne give amblyopi, medmindre der udløstes skelen. Nævnet finder derfor, at øjenlæge <***> på relevant vis valgte at undgå de stærke brilleglas for derved at gøre amblyopibehandlingen lettere at gennemføre.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at øjenlæge <***> ved undersøgelsen den 26. januar 1998 konstaterede en tiltagende forskel i synsstyrke som tegn på begyndende amblyopi af højre øje. Han supplerede derfor på relevant vis brillebehandlingen med Skopolamin-dråber i venstre øje og anbefalede kontrol efter 3 måneder.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at man ved udtalt amblyopi af højre øje normalt vil behandle med en klap for øjet på et tidligt tidspunkt, men at som i <***>s tilfælde når der behandles med øjendråber er tale om en meget beskeden amplyopi, må anses for værende i overensstemmelse almindelig anerkendt lægefaglig standard.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at øjenlæge <***> den 15. december 1998, efter at have konstateret at <***>s syn var blevet bedre, ændrede brilleglassene i svagere retning, men med fortsat udligning af bygningsfejl og sideforskel i langsynetheden. Han anbefalede desuden kontrol efter ½ år.

Nævnet finder således efter en samlet vurdering, at øjenlæge <***> ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen og diagnosticeringen af <***>.