Klage over mangelfuld diagnose (compartment syndrom)

Afdelingslæge <***> har overtrådt lægelovens § 6, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <***> den 13. december 1999 på skadestuen, <***>.

Reservelæge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 13. december 1999 på skadestuen, <***>.

Reservelæge B har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 13. december 1999 på skadestuen, <***>.

<***> henvendte sig den 13. december 1999 kl. 4 på skadestuen, <***>, efter at han den 12. december 1999 kl. 16.45 i forbindelse med håndboldspil havde trådt forkert på højre fod. Der havde været tiltagende smerter i højre underbens forreste muskelloge (tibialis anterior). Reservelæge A undersøgte <***>, herunder fortog trykmåling og indlagde ham til observation på grund af kliniske tegn til trykforhøjelse i en muskelloge såkaldt compartment syndrom. Af skadejournalen fremgår, at <***> skulle observeres for eventuel forværring af tilstanden, i hvilket tilfælde der skulle foretages akut spaltning af bindehinden omkring musklen.

Kl. 9 blev <***> tilset af reservelæge B. Ved sin undersøgelse konstaterede reservelæge B bl.a., at der var kommet lammelse af lægmuskulaturen (peronæuslammelse), førende til dropfod (slapt nedhængende fod på grund af lammelse) og fuldstændig ophævet bevægelse af fodleddet opad. Han vurderede, at peronæuslammelsen var forårsaget af den skinne, som var brugt til at hæve benet under sengelejet. Reservelæge B ordinerede et røntgenbillede og besluttede i øvrigt, at se tilstanden an nogle timer.

Kl. 14.40 undersøgte reservelæge B på ny <***> og fandt uændrede forhold fra undersøgelsen kl. 9. Han konfererede med bagvagten, afdelingslæge <***>, som ordinerede dropfodsskinne og efterfølgende kontrol i ambulatoriet 14 dage senere.

Den 15. december 1999 blev <***> af sin egen læge henvist til ortopædkirurgisk afdeling, <***>, hvor han blev indlagt, idet der blev fundet et fuldstændigt compartment syndrom. <***> blev opereret samme dag, hvor der blev foretaget spaltning af bindevævet uden om muskellogen.

Der er klaget over, at der ikke blev stillet en korrekt diagnose.

Nævnet kan oplyse, at patienter, som indlægges med klassiske tegn til compartment syndrom primært kan observeres, når der er foretaget trykmåling. Da muskelaktiviteten og følesansen er de faktorer, der primært påvirkes ved truende trykforhøjelse i en muskelloge, er en ændring til det værre med total dropfod og følesansændringer på benet kliniske fund, som bør medføre skærpede overvejelser vedrørende akut spaltning af muskellogen. Det er ligeledes klassisk, at smerten lindres, samt at pulsen fortsat er god i sådanne tilfælde.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for at kritisere reservelæge As undersøgelse og behandling af <***> den 13. december 1999.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at <***> blev indlagt den 13. december 1999 kl. 4 på grund af kliniske tegn til trykforhøjelse i en muskelloge (compartment syndrom). Reservelæge A fandt ved sin undersøgelse kl. 4 en hård og spændt forreste muskelloge på underbenet med smerter ved såvel passiv som aktiv bevægeudslag af bagfodskomplekset. Der blev påvist god puls i fodens arterier, god kapillærrespons men lettere følesanspåvirkning på fodens ydre tæer. Der blev foretaget trykmåling i forreste muskelloge og påvist et tryk varierende fra 25 til 31 mmHg. Reservelæge A ordinerede på den baggrund indlæggelse, elevation, kølige omslag, tæt observation samt spaltning af muskellogen ved forværring.

Patientklagenævnet finder, at den af reservelæge A iværksatte behandling, observation og strategi var relevant og tilstrækkelig. Da trykmålingen viste et tryk på ca. 30 mmHg var det acceptabelt at starte med observation, da der samtidig blev ordineret tæt observation samt akut spaltning ved enhver forværring.

Nævnet har lagt vægt på, at reservelæge B undersøgte <***> kl. 9 og konstaterede aftagende smerter, dropfod med lammelse af musklerne i den forreste loge medførende manglende evne til opadføring af foden, samt nedsat følesans på udsiden af underbenet. Reservelæge B vurderede, at tryk fra den skinne, benet var eleveret på, var årsagen til de observerede ændringer, alternativt at der kunne være tale om et brud eller ledskred på udsiden af underbenet opadtil, idet der var ømhed her.

Nævnet kan oplyse, at lægnerven passerer denne region, og et forhold som det anførte kan udløse ovenstående symptomer.

Nævnet har videre lagt vægt på, at reservelæge B på den baggrund skønnede, at det var nødvendigt med et røntgenbillede for at udelukke brud eller ledskred. Røntgenbilledet viste intet abnormt, hvorefter han kl. 14.40 kontaktede bagvagten.

Patientklagenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at kritisere, at reservelæge B vurderede, at det kliniske billede, der lignede trykpåvirkning af lægnerven, kunne forekomme, idet <***> lå med benet eleveret på skinne. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om reservelæge B ved sin observation af den ændrede tilstand den 13. december 1999 kl. 9 umiddelbart havde konfereret med den ortopædkirurgiske bagvagt, inden han valgte at fortsætte observationen samt tage et røntgenbillede.

Nævnet har herved lagt vægt på, at årsagen til indlæggelsen var observation for compartment syndrom, hvor nedsat muskelaktivitet og følesansændringer er kardinalsymptomer.

Nævnet finder, at afdelingslæge <***> har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin vurdering og behandling af <***> den 13. december 1999.

Nævnet har lagt vægt på, at reservelæge B ved sin undersøgelse kl. 14.40 fandt uændrede forhold i forhold til sin undersøgelse kl. 9. Han kontaktede afdelingslæge <***>, der telefonisk ordinerede dropfodsskinne samt kontrol efter 14 dage.

De kliniske iagttagelser, som reservelæge B, telefonisk meddelte afdelingslæge <***> kl. 14 burde have ført til, at afdelingslæge <***> selvstændigt vurderede <***>.

Nævnet finder således, at afdelingslæge <***> udfra de gjorde iagttagelser burde have vurderet tilstanden på ny med trykmåling, alternativt muskelloge-spaltning.