Klage over manglende information om alvorlig lægemiddelbivirkning

Jordemoder <****> har ikke overtrådt lov om jordemødre ved sin behandling af <****> i forbindelse med hendes nedkomst den 19. maj 2000 på fødeafdelingen, <****>.

Reservelæge <****> og afdelingslæge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved deres behandling af <****> den 19. maj 2000 på fødeafdelingen, <****>.

De læger, som var involveret i informationen til <****> på <****> i perioden fra den 19. til den 25. maj 2000 har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling.

var 24 år, førstegangsfødende og i uge 40, da hun den 11. maj 2000 kl. 14.30 henvendte sig på barselsgangen, , på grund af formodet vandafgang.

Ved ankomsten blev undersøgt af en jordemoder, som foretog en hindesprængning med udtømmelse af klart fostervand og påsatte overvågning med CTG (apparat der måler fostrets puls og livmoderens sammentrækninger på en strimmel).

Kl. 17.00 fandt en anden jordemoder, at der var begyndende småveer og gav lavement.

To timer senere overtog jordemoder varetagelsen af s fødselsforløb og fandt livmodermunden 3 cm åben (fuldt åben er 10 cm). Kl. 20.25 blev der opsat drop med vestimulerende middel på grund af manglende veer, og der blev tillige påsat caputelektrode til registrering af fostrets puls.

Kl. 21.40 konstaterede jordemoder forandringer på CTG kurven og tilkaldte derfor reservelæge , som kom kl. 22.00 og tog en blodprøve fra fostrets hoved. Jordemoder lagde en pudendusblokade, hvorefter reservelæge anlagde en hård sugekop, som hun trak i to gange før den sprang af. Afdelingslæge blev tilkaldt og genanlagde sugekoppen, men efter et træk sprang den af, hvorfor han med en tang forløste hovedet uden problemer, og kl. 22.35 forløste jordemoder en pige, som straks blev afnavlet og overgivet til en børnelæge.

Moderkagen blev født spontant umiddelbart efter, og man konstaterede en total sprængning af lukkemusklen, hvorfor blev kørt til operationsgangen og blev syet sammen i spinal anæstesi.

Der er klaget over, at man ikke anlagde rygmarvsbedøvelse (epiduralblokade), og at de to første sugekopper var defekte.

Endvidere er der klaget over, at man ikke foretog klip i mellemkødet forinden anlæggelse af tang, og at man ikke foretog kejsersnit.

Endelig er der klaget over, at ikke blev informeret om den mislykkede anlæggelse af sugekop og efter fødslen ikke fik information om omfanget af skaden på hende selv.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere jordemoder for hendes behandling af den 19. maj 2000 på .

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at henvendte sig den 19. maj 2000 kl. 14.30 på grund af formodet vandafgang fra kl. 8.00 samme dag, samt at en jordemoder en halv time senere fandt livmoderhalsen 1 cm, livmodermunden åben for 2 fingerbredder, og en hindeblærer foran fostrets hoved, der stod fast. Jordemoderen foretog hindesprængning med udtømmelse af klart fostervand, hvorefter der blev påsat overvågning med CTG.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at overvågning med CTG foregår på den måde, at der sættes et lille apparat på moderens mave. Apparatet måler fostrets puls samtidig med livmoderens sammentrækninger, og tegner to kurver for henholdsvis pulsen og sammentrækningerne på en strimmel.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at en anden jordemoder kl. 17.00 overtog, og fandt begyndende småveer, siven af klart blodtilblandet fostervand, og at der på grund af travlhed ikke kunne opsættes et drop med vestimulerende medicin (S-drop). Jordemoderen gav lavement med henblik på udtømmelse af tarmene og kl. 19.00 fandt hun god hjertelyd.

Nævnet kan oplyse, at det er vigtigt for fremdriften i fødslen at få tømt sine tarme, idet det ved tomme tarme og blære er lettere for fostrets hoved at komme ned i bækkenet.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at jordemoder kl. 19.10 overtog varetagelsen af s fødselsforløb og ved sin undersøgelse fandt livmoderhalsen udslettet, livmodermunden 3 cm åben og hovedet over spinae (to små knoglefremspring ca. midt i bækkenet), samt fandt hyppige småkontraktioner.

Nævnet har også lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at kl. 20.10 havde vandlanding på toilettet, og at jordemoder kl. 20.25 anlagde en venflon og tog en såkaldt ”Bas-test”, samt påbegyndte drop med vestimulerende medicin på grund af primær vesvækkelse. Jordemoder påsatte caputelektrode og fandt CTG-kurven normal.

Nævnet kan oplyse, at fostrets puls også kan måles ved hjælp af en såkaldt "caputelektrode", hvilket er en lille elektrode, som man sætter fast på fostrets hoved, når man kan nå dette i fødselsvejen. Fordelen ved en caputelektrode er, at man får en bedre udskrift af pulsen.

Nævnet kan oplyse, at hvis en fødende skal have anlagt rygmarvsbedøvelse er det almindeligt, at man anlægger den, når veerne begynder at tage til i styrke og hyppighed, idet man ikke anlægger rygmarvsbedøvelse, før der er brug for den smertestillende effekt. Nævnet finder derfor, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at jordemoder afventede effekten af det vestimulerende drop var, førend hun bestilte en rygmarvsbedøvelse.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at jordemoder kl. 21.15 noterede, at epiduralblokaden ikke kunne nå at blive anlagt, og at hun tilbød lattergas på maske, men at ikke brød sig om det. Ved sin undersøgelse fandt jordemoder livmodermunden 7 cm åben og tegnblødning, samt normal CTG-kurve.

Det er nævnets opfattelse, at der i forløbet fra kl. 20.25 til kl. 21.15 var en relativt hurtigt fremgang i fødslen i betragtning af, at var førstegangsfødende, og jordemoder s vurdering om, at en rygmarvsbedøvelse ikke kunne nå at få effekt, idet den sidste del af fødslen formodentlig ville være ligeså hurtig, finder nævnet ikke anledning til at kritisere.

Nævnet har også lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at jordemoder kl. 21.43 fandt CTG kurven med øget variabilitet (øget udsving) med dyk ned til 100 og basislinen steget til ca. 175, hvorfor hun gav ilt og kontaktede reservelæge .

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at jordemoder til sagen har oplyst, at livmodermunden var fuldt åben kl. 21.43.

Desuden har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at jordemoder anlagde en pudendusblokade, inden reservelæge anlagde sugekoppen.

Nævnet kan oplyse, at ved en pudendusblokade giver man en injektion direkte i skeden i nærheden af bækkenet, hvorved man blokerer pudendusnerven, hvilket gør den nederste del af skeden følelsesløs.

Nævnet kan oplyse, at en jordemoder har pligt til at tilkalde læge ved afvigelser fra det normale fødselsforløb. Det er nævnets opfattelse, at jordemoder har gjort det de gange, der var behov herfor i s fødselsforløb.

Patientklagenævnet finder endvidere ikke anledning til at kritisere reservelæge eller afdelingslæge for deres behandling af den 19. maj 2000.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at reservelæge blev tilkalde på grund af CTG forandringer, og at hun kl. 22.00 fandt CTG kurven med tarchycardi.

Nævnet kan oplyse, at tachycardi er en tilstand med hurtig puls hos fostret, og den kan skyldes flere forhold, f.eks. blodmangel, medicintilførsel til moderen, temperaturforhøjelse og begyndende iltmangel.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at der blev taget en skalp-ph, som viste 7,08.

Nævnet kan oplyse, at man under fødslen på nogle fødesteder har mulighed for at tage en såkaldt skalp-ph, som måler surhedsgraden i blodet. Når fødslen er så langt fremskreden, at man har mulighed for at nå fostrets hoved, kan man tage en lille bitte blodprøve fra en af blodårerne på fostrets hoved. Værdien, som giver et billede af, om fostret under fødslen får nok ilt fra moderkagen, skal helst ligge over 7,20. Ligger den under denne værdi, er der indikation for en meget hurtig forløsning.

Det er nævnets opfattelse, at surhedsgraden i blodet på 7,08 tydede på en ikke uvæsentlig iltmangel hos barnet.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at reservelæge efter jordemoderens anlæggelse af pudendusblokaden anlagde en hård sugekop og trak samtidig med veerne to gange, hvorefter sugekoppen sprang af.

Det er nævnets opfattelse, at beslutningen om anlæggelse af sugekop var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, idet livmodermunden var helt åben, og hovedet stod dybt.

Nævnet kan oplyse, at den anvendte sugekop var en hård kop, og at koppen virker ved, at man ved hjælp af undertryk får suget fødselssvulsten, dvs. hævelsen på barnets hoved, ind i sugekoppen, således at træk i koppen overføres til barnets hovedhud, hvorved barnet kan trækkes frem. Det er en sjælden, men kendt komplikation, at en sugekop ikke holder tilstrækkelig fast, og den kan springe af i tilslutning til træk på koppen. Dette er ikke et udtryk for, at koppen er defekt, men må i den aktuelle situation betragtes som et hændeligt uheld.

Nævnet har også lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at afdelingslæge blev tilkaldt og genanlagde sugekoppen, som efter et træk sprang af, og at han derfor uden problemer forløste hovedet med en tang.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at afdelingslæge til sagen har oplyst, at han anså barnet i farezonen på grund af skalp-ph-værdien, og derfor vurderede, at barnet skulle forløses hurtigst muligt, hvilket efter afdelingslæge s opfattelse var ved hjælp af en tang, samt at der på grund af tidspresset ikke blev anlagt et klip i mellemkødet (episiotomi).

Det er nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at anlægge en fødselstang, idet hovedet på dette tidspunkt stod så dybt, og fødslen var så fremskreden, at denne metode var langt den hurtigste til at få barnet forløst.

Nævnet kan oplyse, at det er almindeligt at anlægge klip i mellemkødet i tilslutning til en tangforløsning. Klippet kan anlægges før eller efter anlæggelse af tangen, almindeligvis anlægges klippet først, når der trækkes på tangen, og hovedet træder ned mod bækkenbunden. Om det er nødvendigt at anlægge et klip i mellemkødet, beror på et skøn, som udøves at fødselshjælperen i den aktuelle situation. Hvis mellemkødet skønnes meget eftergiveligt, kan man undlade at anlægge klip i mellemkødet.

Endvidere kan nævnet oplyse, at der ikke er videnskabelig dokumentation for, at risikoen for sprængning af mellemkødet og endetarmens lukkemuskel er mindre, når man anlægger klip i mellemkødet, end når man undlader at anlægge klip i mellemkødet.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at man kl. 22.35 konstaterede en total overrivning af endetarmsmusklen, og at denne blev syet på operationsgangen i spinalanæstesi af reservelæge superviseret af afdelingslæge .

Endelig har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at den 22. maj 2000 (tre dage efter fødslen) blev instrueret i vene og knibeøvelser, samt i aflastende regime grundet total sphincterruptur, og at hun den 25. maj 2000 (6 dage efter fødslen) blev informeret om, at man eventuelt kunne tage stilling til ”plastik” efter endt opheling og afsluttet fysioterapi, samt at ikke helt forstod, hvad der var sket, hvorfor dette blev forklaret nærmere. Det fremgår videre af journalen fra den 25. maj 2000, at spurgte om risikoen for fortsat inkontinens og blev informeret om, at man ikke kunne give nogen prognose før efter endt fysioterapi. Ved spørgsmål om foretagelse af eventuel ”plastik” af arret, blev ifølge journalen informeret om, at der ind i mellem kan komme sekundære gener ved samleje.

På denne baggrund finder nævnet ikke anledning til at kritisere de involverede læger, for deres information om overrivelsen af endetarmsmusklen til under hendes indlæggelse på i maj 2000.