Klage over manglende information om alvorlig lægemiddelbivirkning

Overlæge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin kejsersnitoperation af <****> den 9. juli 1999 på gynækologisk-obstetrisk afdeling, <****>.

De læger, som var involveret i behandlingen af <****> på gynækologisk-obstetrisk afdeling, <****> i perioden fra den 9. til den 12. juli 1999, har ikke overtrådt lægeloven.

Overlæge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin operation af <****> den 12. juli 1999 på gynækologisk-obstetrisk afdeling, <****>.

var 26 år, andengangsgravid og i uge 29 + 4, da hun onsdag den 7. juli 1999 var til kontrol på . En ultralydsscanning af fosteret viste tegn på nedsat vækst i forhold til graviditetens længde, samt påvirket blødning gennem navlesnorspulsåren, hvorfor man på gynækologisk-obstetrisk afdeling valgte at forløse barnet ved kejsersnit.

Overlæge fra gynækologisk-obstetrisk afdeling foretog fredag den 9. juli 1999 kejsersnit på , og kl. 10.03 fødte et levendefødt drengebarn på 37 cm og 1097 g, som straks skreg igennem.

Opholdet på operationsafdelingen varede 1 time og 25 minutter, hvorefter blev kørt til opvågningsafdelingen, hvor man i de følgende timer observerede rigelig blødning fra skeden og en faldende blodprocent.

blev fredag den 9. juli 1999 kl. 16.40 overflyttet fra opvågningsafdelingen og til barselsgangen. Hun blev tilset af en læge den 9. juli 1999 kl. 23.15 på grund af smerter i maven, men maven blev fundet blød, og der var hørlige tarmlyde.

Lørdag den 10. juli 1999 kl. 7.30 blev vurderet af en læge på grund af forudgående blodtryksfald. Efter ny vurdering kl. 9.30 med fortsat lavt blodtryk blev flyttet tilbage til intensivafdelingen, hvor hun fik blodtransfusion og væskebehandling. Der kom nogen bedring i tilstanden, og blodtrykket stabiliserede sig.

Efter et døgns ophold blev hun flyttet tilbage til barselsgangen søndag den 11. juli 1999. klagede over smerter i ryggen, og der udviklede sig diffus ømhed i maven. Blodtrykket faldt igen.

På baggrund af nogle blodprøver og en ultralydsundersøgelse fik man mistanke om bugspytkirtelbetændelse.

Mandag den 12. juli 1999 kl. 1.20 blev der fundet tegn på bughindereaktion, og der var manglende tarmlyde, hvorfor der blev foretaget et indgreb i bughulen. Ved indgrebet, der blev foretaget af overlæge fra gynækologisk afdeling, fandt man en 1,5 cm stor læsion i tarmen, som blev syet.

I de følgende timer blev tilstanden præget af lavt blodtryk, vigende urinproduktion, og temperaturforhøjelse tydende på blodforgiftning (sepsis). Bugen blev tiltagende spændt, og der kom udsivning af væske gennem operationsarret.

Mandag den 12. juli 1999 kl. 16.50 blev reopereret af en overlæge fra kirurgisk gastro-enterologisk (mave-tarm) afdeling, som fandt stort væskeindhold i bugvæggen og diffus betændelse af bughulen, medens den tidligere lukkede tyndtarmsperforation var sufficient.
Det videre forløb var karakteriseret ved fortsatte problemer med recidiverende infektioner, sammenvoksninger i bughulen med bylddannelser og fisteldannelser (rør mellem tyndtarm og skede).

Den 28. august 1999 kom der multiorgansvigt, og døde.

Ifølge obduktionen var den tilgrundliggende dødsårsag bughindebetændelse med komplikationer (blodforgiftning og organsvigt).

Der er klaget over, at det ikke blev opdaget, at havde en rift i tarmen, som var opstået under kejsersnittet, og at riften ikke blev syet sammen straks.

Der er endvidere klaget over, at man lod gå så lang tid, før man erkendte og reagerede på riften og en bughulebetændelse/blodforgiftning.
Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere overlæge for hans kejsersnitsoperation af den 9. juli 1999, herunder hans undersøgelser af tarmen i forbindelse med indgrebet.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at som 3- årig gennemgik en operation for en medfødt rørformet kanal gående mellem skede og endetarm, og at kanalen ved operationen blev lukket.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at i 1997 blev gravid for første gang, men graviditeten blev kompliceret af, at hun fik forhøjet blodtryk og æggehvide i urinen (truende svangerskabsforgiftning), og samtidig udviklede der sig nedsat koagulationsevne i blodet (HELLP-syndrom), og det blev nødvendigt at forløse barnet ved kejsersnit i 26. uge. Barnet vejede 650 g og døde 4 dage senere.

Videre har nævnet lagt vægt på, at siden blev fulgt i ambulatoriet for nyresygdomme, idet man ved en biopsi havde påvist kronisk nyresygdom (fokal/segmentar glomerulosclerose), og hun blev sat i behandling med to typer blodtrykssænkende medicin i form af tabletter Trandate 300 mg x 3 daglig og tabletter Lomir Retard 2,5 mg x 2 daglig.

Nævnet har også lagt vægt på, at fra 11. graviditetsuge i sit 2. svangerskab blev fulgt af lægerne på gynækologisk-obstetrisk afdeling på og nefrologisk afdeling (nyresygdom) i et tæt samarbejde.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at en ultralydsundersøgelse af ved en kontrol den 7. juli 1999, hvor graviditeten var 29 uger plus 4 dage, viste tegn på nedsat vækst hos fostret i forhold til graviditetens længde, samt påvirket blødning gennem navlesnorspulsåren, hvorfor man på gynækologisk-obstetrisk afdeling valgte at forløse barnet ved kejsersnit.

Videre har nævnet lagt vægt på, at overlæge den 9. juli 1999 fortog kejsersnit på , hvor han gik ind i bughulen via det ar, der var i bugen fra det tidligere foretagne kejsersnit, samt at han bemærkede megen arvævsdannelse og fandt, at blæren sad hårdt fastloddet til livmoderen og fik løsnet blæren, og kunne derefter foretage kejsersnittet på sædvanlig vis.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at overlæge kl. 10.03 forløste et levendefødt drengebarn på 1097 g, som straks skreg igennem, og at moderkagen blev fjernet manuelt og livmoderen syet sammen i to lag.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at overlæge efterfølgende undersøgte æggestokke og æggeleder, og fandt dem normale, samt at blodtabet blev skønnet til 3-400 ml, og der blev ikke fundet påfaldende blødning, inden bugvæggen blev lukket.

Desuden har nævnet lagt vægt på, at overlæge har til sagen oplyst, at han ikke så tarme i operationsfeltet, og at den senere påviste tarmlæsion lå uden for det beskrevne operationsfelt bag livmoderen.

Det er nævnets opfattelse, at ifølge operationsbeskrivelsen og udtalelsen fremgår det, at operationen blev udført på sædvanlig vis under overholdelse af afdelingens sædvanlige procedure ved kejsersnit. Der var ved operationen ingen mistanke om tarmlæsion.

Nævnet kan oplyse, at det er en kendt, men sjælden komplikation til operative indgreb i bughulen, at der kan opstå tarmlæsion især i tilfælde, hvor der er sammenvoksninger efter tidligere operationer. Ved et formodet ukompliceret operationsforløb er det ikke almindelig procedure, at tarmen gennemgås og undersøges for utilsigtede læsioner - dette foretages kun, hvis man er i
tvivl om der kunne være opstået en læsion, og en sådan mistanke havde man ikke i den aktuelle sag.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere de læger fra gynækologisk-obstetrisk afdeling, der var involveret i behandlingen af i perioden fra kejsersnit den 9. juli 1999 til operationen den 12. juli 1999.

Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at efter kejsersnitsoperationen den 9. juli 1999 blev kørt til opvågningsafdelingen, og i de følgende timer kom der rigelig blødning fra skeden, og livmoderen kontraherede sig ikke tilfredsstillende (atoni), hvorfor blev behandlet med livmoderkontraherende medicin (Syntocinon), og da det var uden effekt, fik hun indsprøjtet livmoderkontraherende medicin (Methergin) i en muskel, hvorefter blødningen fra livmoderen blev acceptabel.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at der samtidig hermed blev observeret en faldende blodprocent fra 9,5 den 7. juli 1999, til 5,0 den 9. juli 1999 kl. 22.50, og der blev ikke på de tagne laboratorieprøver fundet tegn på koagulationsdefekter i blodet.

Videre har nævnet lagt vægt på, at opholdt sig på opvågningsafdelingen fra 9. juli 1999 kl. 10.45 til kl. 16.40, hvor hun klagede over mavesmerter, men maven blev fundet blød ved undersøgelse, samt at i den givne periode fik ikke mere smertestillende medicin end afdelingen sædvanligvis anvendte efter disse indgreb (som injektion 2,5 mg Ketogan i åren kl. 11.40, og 2,5 mg i åren kl. 11.50, samt 5 mg Ketogan i musklen kl. 12 og 15.30). Endvidere genoptog man behandlingen med den blodtryksregulerende medicin i form af Trandate og Lomir Retard.

Nævnet har også lagt vægt på, at den 9. juli 1999 kl. 16.40 blev overflyttet fra opvågningsafdelingen og til barselsgangen, hvor hun opholdt sig til den 10. juli 1999 kl. ca. 9. Hun blev tilset af læge på overflytningsdagen kl. 23.15 og igen 10. juli kl. 7.30 på grund af smerter i maven, men i begge tilfælde blev maven fundet blød, og der var hørlige tarmlyde, om end sparsomme. Endvidere var blødningen gennem skeden ophørt. Hun blev fortsat dækket ind med stærkere smertestillende medicin i form af Vilan (tabletter Vilan 5 mg kl. 20.15 og kl. 22, samt Vilan 10 mg kl. 23.30 som injektion).

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at den 10. juli 1999 kl. 7.30 blev vurderet af en læge på grund af forudgående blodtryksfald til 104/59, (ved indlæggelsen havde hun 142/85). Blodtrykket blev målt til 127/61 og man holdt midlertidigt pause med den blodtrykssænkende medicin.

Nævnet har også lagt vægt på, at akutte blodprøver på dette tidspunkt viste fald i blodprocenten til 4,6, og at man forventede et fald i blodprocenten på grund af den tidligere blødning fra livmoderen, men samtidigt observerede man med henblik på, om hun skulle udvikle en tilstand (HELLP-syndromet) med henfald af røde blodlegemer, fald i blodpladeantallet og leverpåvirkning.

Videre har nævnet lagt vægt på, at efter en ny vurdering den 10. juli 1999 kl. 9.30 med fortsat lavt blodtryk blev flyttet tilbage til intensivafdelingen, hvor hun fik blodtransfusion og væskebehandling, samt at hun følte nogen bedring i tilstanden, og blodtrykket stabiliserede sig.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at den 11. juli 1999 kl. 10.00 blev flyttet tilbage til barselsgangen, hvor man ikke fandt nogen temperaturforhøjelse, men fandt afgang af luft fra tarmen, og der kunne høres tarmlyde i maven, om end sparsomt.

Nævnet har også lagt vægt på, at klagede over smerter i ryggen, og der havde udviklet sig diffus ømhed i maven, samt at blodtrykket igen faldt til 110/75, og de forskellige parametre viste blandt andet en voldsom stigning i blodet af enzymet ”amylase” fra 327 til 943, og det vurderede man som muligt tegn på akut betændelse i bugspytkirtlen. blev dækket ind med stærkt smertestillende medicin (Vilan 5 mg kl. 14 - 16.30 og kl. 17.30).

Nævnet kan oplyse, at enzymet ”amylase” er forhøjet ved bugspytkirtellidelser.

Desuden har nævnet lagt vægt på, at der i den yderligere udredning blev foretaget ultralydsundersøgelse af øvre del af bughulen, som ikke afkræftede, at det kunne dreje sig om bugspytkirtelbetændelse, samt at fortsat ikke havde temperaturforhøjelse, men urinmængden var aftagende, og blodtrykket vigende, så der måtte gives medikamentel behandling for at holde det oppe.

Det er nævnets opfattelse, at blev observeret, tilset og undersøgt samt behandlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet kan oplyse, at det er et kendt klinisk forløb i forbindelse med tyndtarmslæsioner, at der kan gå flere dage, før læsionen giver anledning til reaktion fra bughinden (peritoneal reaktion, der viser sig ved, at maven bliver spændt med muskelværn ved undersøgelse samtidig med at tarmlydene aftager) og dette medfører, at der er indikation for operation.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere overlæge for hans operation af den 12. juli 1999.

Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at man den 12. juli 1999 kl. 1.20 fandt tegn på bughindereaktion (spændt, øm), og da der var manglende tarmlyde (tegn på muligt tarmslyng), blev der foretaget et indgreb i bughulen (explorativ laparatomi).

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at overlæge fra gynækologisk afdeling ved operationen udtømte 1½ l tynd, afføringslugtende væske fra bughulen, og fandt tegn på betændelsestilstand, idet der i den del af tyndtarmen, der var nærmest tyktarmen fandtes udfældninger af stoffet fibrin.

Videre har nævnet lagt vægt på, at overlæge ved operationen syede en 1,5 cm stor læsion ca. 26 cm fra, hvor tyndtarmen gik over i tyktarmen, samt at han fandt livmoderen velkontraheret og selve sammensyningen upåfaldende, ligesom blæren var intakt uden læsioner.

Nævnet har også lagt vægt på, at bughulen ved operationen den 12. juli 1999 kl. 1.20 blev rengjort med Ringerlaktatvæske, og at overlæge havde kontakt med gastro-enterologisk afdeling på sygehuset angående behandlingen af læsionen, og den antibiotiske behandling, der blev startet med 3 slags medicin (Metronidazol, penicillin og Gentamycin).

Desuden har nævnet lagt vægt på, at tilstanden de følgende timer blev præget af lavt blodtryk, vigende urinproduktion, og temperaturforhøjelse tydende på blodforgiftning (sepsis). Bugen blev tiltagende spændt, og der kom udsivning af væske gennem operationsarret. Man frygtede, at var ved at udvikle et såkaldt Compartment-syndrom. Nævnet kan oplyse, at dette er en tilstand, hvor der som følge af vævsbeskadigelsen kommer en voldsom væskeudtrædning i vævet.

Endelige har nævnet lagt vægt på, at den 12. juli 1999 kl. 16.50 blev reopererede af en overlæge fra kirurgisk gastro-enterologisk (mave-tarm) afdeling, som fandt stort væskeindhold i bugvæggen og diffus betændelse af bughulen med såkaldte Fibrinbelægninger overalt på tarme og bughule, medens den tidligere lukkede tyndtarmsperforation var lukket. Der var 1½ liters væske i bughulen, som stod under tryk. Tyndtarmen var sammenklæbet, og den øverste del af tyndtarmen delvist afklemt af sammenklæbningerne.

Det er nævnets opfattelse, at læsionen ved operationen den 12. juli 1999 kl. 1.20 blev korrekt lukket og der blev indledt behandling med tre forskellige antibiotika, og bughulen blev "rengjort", hvilket vil sige skyllet med fysiologisk væske.

Det er nævnets opfattelse, at denne behandling var i overensstemmelse med almindelig anerkend faglig standard.