Klage over udredning og diagnostik af godartet hjernesvulst og manglende akut behandling heraf

Speciallæge i øjensygdomme <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> i perioden fra den 27. januar 1998 til den 8. april 1999.

De læger, der i perioden fra den 6. maj til den 27. oktober 1999 var involverede i behandlingen af <****> på <****> og på neurokirurgisk afdeling, <****>, har ikke overtrådt lægeloven.

På grund af irritation i øjnene konsulterede den 27. januar 1998 speciallæge i øjensygdomme .

Ved sin undersøgelse, der omfattede en oftalmoskopi, fandt speciallæge , at irritationen skyldtes øjenkatar, hvilket han behandlede med øjendråber. klagede desuden over et successivt nedsat syn på venstre øje, men da synsnedsættelsen kunne forklares ved en lille grå stær, som speciallæge fandt, og da bedømmelsen i øvrigt var lidt usikker, fordi der samtidig var øjenkatar, blev der aftalt en ny konsultation den 24. februar 1998. Ved den lejlighed kunne speciallæge ikke konstatere andre symptomer end synsnedsættelsen.

Det fremgår endvidere af speciallæge s udtalelse til sagen, at der blev aftalt et nyt besøg efter tre måneder, men henvendte sig først igen den 8. april 1999. Ved denne konsultation var der en kraftig forværrelse af venstre øjes syn, men stadig kun en meget lille grå stær. blev på den baggrund straks henvist til videre behandling på øjenafdelingen, .

De anførte datoer for konsultation er tilsvarende oplyst af sygesikringen.

Den 6. maj 1999 blev tilset af reservelæge på øjenafdelingen, . Ved undersøgelsen fandtes manglende foveareflex på venstre øje ved ophthalmoskopi, og fik ordineret en fluoresceinangiografi af begge øjne, hvorved man fandt normale forhold.

Den 5. juli 1999 blev derfor igen indkaldt til en undersøgelse ved overlæge , som ved undersøgelsen fandt en sart, begyndende afblegning af venstre synsnerve og et relativt skotom for rødt objekt.

På mistanke om en hypofysetumor henviste overlæge derefter til en MR-scanning, som fandt sted den 30. august 1999. Denne undersøgelse viste et venstresidigt kilebensmeningeom. Samme dag blev kontaktet af overlæge , som oplyste hende om en formentlig godartet tumor, og han henviste hende herefter til med henblik på operation. Af henvisningsseddelen fremgår det ligeledes, at overlæge på grund af den lange udredningstid anmodede om en hurtig modtagelse.

Den 15. september 1999 blev undersøgt af overlæge på neurokirurgisk ambulatorium, . Under henvisning til den medfølgende MR-scanning konstaterede han, at der formentlig var tale om et meningeom, udgående fra venstre side, voksende helt over midtlinien. Han vurderede, at det strakte sig frem ud i canalis opticus på venstre side, og han var ikke i tvivl om, at den omgav a. carotis.

Ved undersøgelsen diskuterede overlæge med og dennes ægtefælle muligheden for at behandle konservativt, således at arterien blev fuldt aflukket eller at forsøge operation med risiko for læsion af arterien. Man enedes om operation, hvorfor hun blev skrevet op til indlæggelse.

Den 25. oktober 1999 blev undersøgt på øjenafdelingen, . I sit journalnotatet af 26. oktober 1999 beskriver afdelingslæge, at meningeomet var 3-4 cm stort, og at grundigt blev informeret om den forestående operation og dens mulige risici. I journalnotatet fremhæves det, at hun specifikt blev informeret om risikoen for læsion af de store kar, idet tumor omkransede disse.

Ved operationen fandt man et godartet meningeom. Under indgrebet opstod imidlertid en rift på arteria cerebri, som ikke kunne sys sammen, hvorfor mediagrenen måtte aflukkes. Også første del af arteria cerebri anterior var omgivet af tumorvækst og under manipulationen i hjernen blev arterien revet over.

Man opgav derefter at foretage sig yderligere, og postoperativt blev det klart, at der var infarkt i storhjernen, og ved en CT-scanning blev der påvist en meget tæt venstre hemisfære.

Den 27. oktober 1999 afgik ved døden.

Der er klaget over, at speciallæge ikke på et tidligere tidspunkt henviste til en specialafdeling.

Der er endvidere klaget over, at ikke på et tidligere tidspunkt blev henvist til fra , herunder at hun her ikke tidligere fik foretaget en MR-scanning.

Der er tillige klaget over, at der forløb to måneder efter henvisningen, før blev opereret på neurokirurgisk afdeling, , og at hun ikke på et tidligere tidspunkt fik konstateret en nedsat lugtesans.

For så vidt angår den behandling, som modtog af speciallæge , finder Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik.

Patientklagenævnet har herved lagt vægt på, at speciallæge ved sin undersøgelse af den 27. januar 1998 fandt en mindre synsnedsættelse, som imidlertid var vanskelig at tolke på grund af øjenkatar.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at speciallæge den 24. februar 1998 foretog en kontrolundersøgelse med udvidede pupiller, hvorved han fortsat fandt synet nedsat, og at han på den baggrund konkluderede, at det drejede sig om lidt grå stær. Videre har nævnet lagt vægt på, at han tilrådede en ny kontrol den 10. juni 1998.

Endvidere har Patientklagenævnet lagt vægt på, at speciallæge ved sin undersøgelse den 8. april 1999 på baggrund af de objektive fund straks henviste til øjenafdelingen, .

Patientklagenævnet finder således ikke, at speciallæge havde mulighed for at konstatere nogen progression af synsforandringerne i 1998, idet udeblev fra den aftalte kontrol den 10. juni 1998.

I øvrigt kan Patientklagenævnet oplyse, at meningiomer oftest vokser særdeles langsomt, og at de derfor kan være vanskelige at diagnosticere på grund af langsomt fremadskridende og ofte ukarakteristiske symptomer.

For så vidt angår den behandling, som modtog af lægerne på , herunder at hun her ikke tidligere fik foretaget en MR-scanning, finder Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik.

Patientklagenævnet har herved lagt vægt på, at fik iværksat et undersøgelsesprogram inden for en måned, hvilket nævnet finder må anses for fagligt korrekt ud fra de anførte symptomer og senere fund.

For så vidt angår det forhold, at der forløb to måneder efter henvisningen, til at blev opereret, finder Patientklagenævnet ikke grundlag for at kritisere.

Patientklagenævnet har herved lagt vægt på, at s syn ved henvisningen til neurokirurgisk afdeling, allerede over lang tid var blevet reduceret i en sådan grad, at svulsten ikke ved ventetiden på to måneder ville kunne anses for at ville medføre en yderligere nedsat førlighed eller i øvrigt have indflydelse på den videre prognose. Nævnet finder i den forbindelse, at risikoen for komplikationer ikke kan anses for at være blevet større på grund af ventetiden.

Med hensyn til det forhold, at at hun ikke på et tidligere tidspunkt fik konstateret en nedsat lugtesans, finder Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik heraf.

Patientklagenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke i det foreliggende tilfælde kan anses for en relevant iagttagelse, om s lugtesans var nedsat, idet behandlingen, herunder ventetiden herpå, ikke ville være anderledes, om lugtesansen var blevet konstateret nedsat på et tidligere tidspunkt.