Klage over antidrepressiv behandling og manglende indhentelse af samtykke fra de pårørende.

Praktiserende læge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> den 24. februar, den 18. maj og den 7. juni 2000.

Praktiserende læge <****> har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin behandling af <****> den 18. maj og den 7. juni 2000.

Læge foretog den 24. februar 2000 den årlige gennemgang af den medikamentelle behandling af 89- årige , herunder ordinationen af vanddrivende medicin.

Den 18. maj 2000 fandt personalet fra plejehjemmet, at virkede vrissen og vrangvillig, hvorfor læge aftalte med personalet, at han ville forsøge at give en antidepressiv behandling med Cipramil.

Den 7. juni 2000 meddelte personalet, at fik det bedre under Cipramil behandlingen, hvorfor læge valgte at fortsætte behandlingen i nogen tid.

fik 2. august 2000 ny læge, der ophørte med Cipramil behandlingen og satte dosis af vanddrivende medicin ned. Den samme dag blev akut indlagt på med sort afføring. Der fandtes hverken frisk eller ældre blod i afføringen og to dage senere blev udskrevet til Plejehjem, hvor han afgik ved døden den 18. august 2000.

Der er klaget over, at læge ordinerede behandling med Cipramil 20 mg dagligt til , herunder at han ikke indhentede samtykke til behandlingen fra nærmeste pårørende.

Endvidere er der klaget over, at læge ordinerede Furix Retard 60 mg (vanddrivende middel) til .

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere praktiserende læge for hans behandling af i maj og juni 2000, herunder hans ordinationer af vanddrivende middel og antidepressiv medicin.

Nævnet har lagt vægt på, at første gang blev undersøgt af læge den 11. april 1996, hvor han fandt, at havde ret kraftig hævelse ved anklerne og på underbenene, hvorfor læge ordinerede det vanddrivende middel Centyl og overvejede at ophøre med det blodtryksnedsættende middel Lomir, der kan medføre ødemer.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at trods den vanddrivende behandling med Centyl, fandt læge den 4. oktober 1996, at havde ret udtalte hævelser ved anklerne, hvorfor læge valgte at supplere Centyl behandlingen med det vanddrivende middel Furix Retard 60 mg. Læge valgte, at anvende Retard formen, fordi havde problemer med at holde på urinen, hvorfor han ville forsøge at give en jævn vanddrivende effekt i dagens løb.

Nævnet kan oplyse, at Furix Retard er et stærkere virkende vanddrivende middel end Centyl, og at Retard formuleringen indebærer at effekten er langsomt indsættende og uden den dramatiske pludselige effekt, som man ser ved almindelig Furix.

Videre har nævnet lagt vægt på, at den valgte behandling med Furix Retard hjalp, idet det ikke siden var nødvendigt at justere den vanddrivende behandling, der sammen med den øvrige medikamentelle behandling blev gennemgået en gang årligt, senest den 24. februar 2000.

Det er nævnets opfattelse, at Furix Retard 60 mg er en ret beskeden dosis, og Retard formuleringen til en ældre mand med hævede ben med ledsagende vandladnings problemer var hensigtsmæssig.

Nævnet har også lagt vægt på, at ifølge plejehjemspersonalets og lægens opfattelse blev påvirket af hustruens død den 28. november 1999, og at personalet den 18. maj 2000 meddelte lægen, at virkede vrissen og vrangvillig, hvilket læge tolkede som en mulig depressiv reaktion.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at læge aftalte med personalet, at han ville forsøge at give en antidepressiv behandling med Cipramil. Han påbegyndte behandlingen med 20 mg dagligt efter gode erfaringer med denne startbehandling efter anbefaling fra den lokale gerontopsykiatriske afdeling. Læge anmodede plejehjemmets personale om tilbagemeldinger om ændringer i s tilstand, og under alle omstændigheder melde tilbage efter 3 ugers forløb.

Videre har nævnet lagt vægt på, at personalet den 7. juni 2000 meddelte læge , at fik det bedre under Cipramil behandlingen, hvorfor læge valgte at fortsætte behandlingen i nogen tid.

Nævnet kan oplyse, at Cipramil er et antidepressivt middel, der anvendes til såvel unge som ældre, og startdosis justeres efter individuelle overvejelser, samt at sædvanlig dosis er 20 mg dagligt, men hos særligt svækkede anbefales start på 10 mg.

Det er nævnets opfattelse, at der i s tilfælde ikke var forhold der pegede på, at var specielt svækket, og beslutningen om at begynde med 20 mg dagligt var derfor i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at læge til sagen har oplyst, at det var hans opfattelse, at selv kunne give sin mening til kende indtil sommeren 2000, og havde derfor selv evne til at give informeret samtykke, hvorfor læge ikke fandt det nødvendigt at indhente samtykke fra pårørende.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ikke var diagnosticere dement, og der var ikke etableret værge foranstaltninger, samt at ordinationerne blev foretaget efter samtaler med og i samarbejde med sundhedsfagligt personale på plejehjemmet.

På denne baggrund finder nævnet ikke anledning til at kritisere at læge ikke indhentede samtykke fra de pårørende.