Klage vedrørende manglende handlingsplan og udskrivning af psykisk syg patient

De læger på psykiatrisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 15. september til den 10. december 1999, har ikke overtrådt lægeloven.

I perioden fra den 15. september til den 10. december 1999 var indlagt på psykiatrisk afdeling, . havde været indlagt et år tidligere for depression og var blevet behandlet med den antidepressive medicin Noritren med god virkning.

Ved indlæggelsen den 15. september 1999 havde en samtale med overlæge A. Han oplyste, at han tilskyndet af egen læge var ophørt med Noritren-behandlingen, og at han derefter havde fået det dårligt. Han havde derfor genoptaget behandlingen, indtil han igen mærkede bedring i symptomerne, hvorefter han havde skiftet behandling til naturmedicin.

Overlæge A, psykiatrisk afdeling, vurderede som værende afdæmpet, lettere usamlet og usikker. Der blev planlagt behandling med beroligende medicin og sovemedicin i form af Oxazepam og Domnamid i en kort observationsperiode på et par døgn, idet overlægen anbefalede, at Noritren-behandlingen herefter blev genoptaget.

Den 16. september 1999 havde en anden læge en samtale med . Hun fandt s stemningsleje let sænket, men vurderede, at han ikke virkede selvmordstruet, ligesom der ikke var nogen egentlige psykotiske symptomer. Da var skeptisk over for behandlingen med Noritren på grund af bivirkninger, blev det aftalt at begynde behandling med et andet antidepressivt middel Remeron 15 mg de første tre dage, herefter 30 mg.

Den 20., 21. og 22. september 1999 var der samtaler med vedrørende den fortsatte behandling med antidepressiv medicin. Endvidere blev det aftalt, at afdelingen rekvirerede journal fra neurologisk afdeling, hvor havde været indlagt nogle måneder tidligere.

Ved samtale den 6. oktober 1999 med overlæge B blev det, efter ønske fra , besluttet at aftrappe behandlingen med Remeron igen, da behandlingen ingen effekt havde haft. Imidlertid fortrød dette dagen efter, hvorefter behandlingen blev påbegyndt igen.

Ved samtale den 12. november 1999 med lægen tilkendegav , at han ikke syntes medicinen havde hjulpet. Lægen opfattede derimod, at havde fået det klart bedre. Ved samtale den 19. november 1999 med lægen blev det aftalt, at skulle udskrives den 22. november 1999 til fortsat indlæggelse i daghospital.

Den 10. december 1999 havde og hans hustru en samtale med lægen, hvor gav udtryk for, at han fortsat var angst og nervøs. Det blev aftalt, at han skulle fortsætte med Remeron i 6 måneder, og at han skulle udskrives til ambulant behandling. gav udtryk for at være tilfreds med denne plan.

var til samtale hos psykolog sammen med sin hustru den 13. december 1999 og den 6. januar 2000. Den 7. januar 2000 begik selvmord.

Der er klaget over, at der ikke blev lagt en handlingsplan for , som indeholdt terapisamtaler, enkeltmands- og psykologsamtaler og støtte til fysisk aktivitet.

Endvidere er der klaget over, at blev udskrevet den 22. november 1999 på trods af, at han ikke havde det bedre.

Endelig er der klaget over, at man på hospitalet ikke vurderede s selvmordstanker.

Patientklagenævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at der dagen efter s indlæggelse blev udarbejdet en behandlingsplan af lægen. Af behandlingsplanen fremgik, at fremtrådte lettere deprimeret og uden psykotiske symptomer. Endvidere var han indstillet på at genoptage medikamentel antidepressiv behandling, og at indlæggelsen var forventet til at være af kortere varighed, måske et par uger.

Nævnet har videre lagt vægt på, at under indlæggelsen havde regelmæssige samtaler med afdelingens læger, ligesom han modtog psykoterapeutisk behandling i form af deltagelse i afdelingens samtalegruppe to gange ugentligt under ledelse af afdelingens psykolog, og at sammen med sin hustru påbegyndte parterapeutiske samtaler med afdelingens psykolog.

Nævnet har yderligere lagt vægt på, at indgik i en netværksgruppe, og at han deltog i afdelingens program med leg og motion.

Nævnet har ved afgørelsen tillige taget i betragtning, at lægen informerede s kone om, at såfremt den planlagte efterbehandling ikke fungerede, kunne man overveje, om skulle henvises til videre psykoterapeutisk behandling på .

Patientklagenævnet finder herefter, at lægerne løbende revurderede den planlagte behandling, og at fik tilbudt en behandling, der omfattende såvel medikamentel, psykoterapeutisk som miljøterapeutisk behandling.

Nævnet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for kritik af den handlingsplan, der blev lagt i forbindelse med s indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

For så vidt angår udskrivningen af til døgnpatient, har nævnet lagt vægt på, at godt to måneder efter indlæggelsen blev udskrevet som døgnpatient til fortsat behandling i afdelingen som dagpatient.

Nævnet har videre lagt vægt på, at man i afdelingen var opmærksom på såvel s som hans hustrus bekymring omkring udskrivningsplanerne, og at man på udskrivningstidspunktet havde registreret en tydelig bedring i patientens tilstand.

Nævnet finder ikke, at beslutningen om at blev udskrevet til dagpatient kan kritiseres, idet man ved at lade overgå til fortsat indlæggelse som dagpatient sikrede, at han fortsat havde tæt kontakt til afdelingen. Herudover sikrede lægerne, at den igangværende behandling, herunder den psykoterapeutisk og miljøterapeutisk behandling, kunne fortsætte uændret i endnu en periode.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere, at blev udskrevet til dagspatient fra afdelingen den 22. november 1999.

Hvad angår lægernes vurdering af s sindstilstand, kan nævnet oplyse, at det hos depressive patienter forekommer, at de overfor både sig selv, deres nærmeste og de, der deltager i behandlingen, i høj grad formår at skjule de tanker, de måtte have om at berøve sig selv livet, og at det kan komme bag på omgivelserne, når de fører selvmordsplaner ud i livet.

Nævnet har lagt vægt på, at lægen dagen efter indlæggelsen havde en samtale med , hvor han tilkendegav, at han ikke havde ønsker om at dø, samt at han på intet tidspunkt havde følt, at livet ikke var værd at leve, men at han følte sig så forpint, at han havde brug for hjælp. Lægen vurderede, på denne baggrund, at ikke var selvmordstruet.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at regelmæssigt under indlæggelsen havde længerevarende samtaler med afdelingens læger, heraf flere samtaler med overlæge B, og at der på intet tidspunkt af journalen fremgår, at gav udtryk for selvmordstanker. Ej heller havde afdelingens læger eller andet personale, herunder afdelingens psykolog, på noget tidspunkt haft fornemmelse af, at havde tanker om at berøve sig selv livet.

Nævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for kritik af afdelingens vurdering af s mentale tilstand.