Klage over lægelig undersøgelse og behandling samt sygeplejemæssig observation

De læger på medicinsk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> den 3. og 4. december 1999, har ikke overtrådt lægeloven.

De sygeplejersker på medicinsk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> den 3. og 4. december 1999, har ikke overtrådt lov om sygeplejersker.

, der var 82 år, blev den 3. december 1999 indlagt på medicinsk afdeling, , på grund af mistanke om betændelsestilstand i skjoldbruskkirtlen.

Den 3. december 1999 blev undersøgt af reservelæge , som efter undersøgelsen opretholdt mistanken om betændelsestilstand i skjoldbruskkirtlen og tilføjede mistanke om mavetilfælde. På denne baggrund ordinerede reservelæge foretagelse af diverse prøver og noterede, at hvis der opstod mavesmerter, måtte der gives en Ketogantablet à 5 mg ved behov.

blev i afdelingen modtaget af sygeplejerske , som konstaterede rødme og hævelse på den ene side af halsen, hvilket hun informerede aftenvagten om med henblik på observation og med henblik på stillingtagen på aftenstuegang. var ved modtagelsen klar, men træt og klagede over mavesmerter, hvorfor sygeplejerske efter ordination gav hende en Ketogantablet 5 mg.

Senere gennemgik reservelæge de foreløbige blodprøvesvar vedrørende .

Sygeplejerske tilså som aftenvagt og konstaterede, at hun havde en hævelse på halsen med lettere rødme. Da de pårørende var bekymrede for, om der var tale om en borreliainfektion, tilkaldte sygeplejerske forvagten reservelæge . Ved cirka 22-tiden blev der målt temperatur, puls og blodtryk.

Sygeplejerske overtog nattevagten kl. 23.30. Hun tilså mange gange i løbet af vagten, ligesom hun flere gange i løbet af vagten talte med , som på intet tidspunkt blev vurderet som dårlig eller virkede sløv. sov i øvrigt roligt med normal vejrtrækning ved de fleste tilsyn. Hun blev sidste gang tilset af sygeplejerske cirka kl. 06.45, hvor hun sov.

Den 4. december 1999 om morgenen var ifølge sygeplejerske sløv og slap, og hun svarede kun svagt på tiltale. På denne baggrund kontaktede sygeplejerske den lægelige forvagt, og der blev målt temperatur, puls og blodtryk.

Herefter tilså reservelæge som forvagt . Hun fandt, at var svær at komme i kontakt med og at hun havde øjendrejning, og hun mente, at var nakkestiv. Afdelingslæge tilså herefter som bagvagt . Han fandt, at hun var bevidsthedssløret, men at hun reagerede på berøring. Afdelingslæge fandt, at ikke var egentlig nakke-/rygstiv. Der var ingen feber. Der blev ordineret Narkanti 0,4 mg, idet der var mistanke om medicinpåvirkning på grund af den Ketogantablet, der var givet aftenen før. Herefter vågnede lidt mere op, men svarede fortsat ikke på tiltale.

Den 4. december 1999 om formiddagen umiddelbart efter vagtskifte kl. 9.00 og rapport fra afgående læger fandt afdelingslæge , at det var svært at komme i kontakt med . Der var målt temperatur, blodtryk og puls, og havde ikke feber. Afdelingslæge fandt, at var nakkestiv med slaphed af højresidige lemmer og med spontane bevægelser og forstærkede reflekser på venstresidige lemmer. Han havde mistanke om hjerneblødning, og ordinerede akut CT-scanning af hjernen, idet han dog anførte, at der var ventetid på undersøgelsen. Afdelingslæge noterede endvidere, at hvis CT-scanning af hjernen var normal, skulle der foretages lumbalpunktur.

Samme dag kl. 11.30 iværksatte afdelingslæge intravenøs (gennem en blodåre) behandling med et antibiotisk lægemiddel, Zinacef 1,5 g 3 x dagligt, som foreslået af mikrobiologisk afdeling, da der forelå oplysning fra klinisk mikrobiologisk afdeling om, at der var fundet stafylokokker i den udtagne blodprøve.

Samme dag kl. 12.45 viste CT-scanning, at hjernen var normal, og afdelingslæge foretog lumbalpunktur. Den udtagne rygmarvsvæske var klar, men havde et indhold, der tydede på en bakteriel infektion. Afdelingslæge konfererede denne undersøgelse med mikrobiologisk afdeling, som anbefalede ophør med Zinacef-behandlingen og iværksættelse af behandling med Gentamycin, penicillin og Diclocil, hvilket råd afdelingslæge fulgte.

Da det var konstateret, at havde blodforgiftning og meningitis, og da behandlingen herfor var iværksat, blev overflyttet til intensivt afsnit, da det blev vurderet, at hendes tilstand krævede tættere observation, end man kunne tilbyde på stamafdelingen.

blev herefter behandlet på intensiv afdeling, men trods intensiv behandling udvikledes såkaldt multiorgansvigt, og døde den 9. december 1999.

Der er klaget over, at ikke blev tilstrækkeligt undersøgt i indlæggelsesdøgnet.

Der er endvidere klaget over, at de foretagne blodprøver ikke blev kontrolleret.

Videre er der klaget over, at ikke modtog en fyldestgørende behandling, da hun mistede bevidstheden den 4. december 1999.

Der er endelig klaget over, at ikke i tilstrækkeligt omfang blev observeret af plejepersonalet. Klager har i den forbindelse henledt opmærksomheden på manglende måling af puls, blodtryk, temperatur samt observation af respirationsfrekvens og vandladning.

For så vidt angår klagen over, at ikke blev tilstrækkeligt undersøgt i indlæggelsesdøgnet, har nævnet lagt vægt på, at ifølge journalen blev indlagt, fordi hun i nogle dage havde haft tiltagende smerter i nakken og over skuldrene samt synkebesvær, tørhed i hals og mund og hævelse og ømhed fortil på halsen. Der havde tillige været turvise mavesmerter, som havde været helt slemme om natten, og havde haft svært ved at sove de sidste nætter. Reservelæge noterede i journalen, at følte sig meget mere slap og svag, end hun plejede at være, og at hun var svimmel og havde svedtendens. Ved undersøgelse af fandt reservelæge blodtryk på 120/60, puls på 120, samt temperatur på 37,8. Endvidere fandt reservelæge , at skjoldbruskkirtlen virkede diffust forstørret, øm og at der var rødme i huden ovenover. Ved føleundersøgelse af maven og indvendig føleundersøgelse af endetarmen fandt reservelæge normale forhold.

Videre har nævnet lagt vægt på, at ifølge journalen var akut medtaget, præget af væskemangel, slap og dvask, men at hun svarede fuldstændig relevant på alle spørgsmål.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at reservelæge ordinerede blodprøver ifølge ordinationsskema (hæmoglobin, leukocytter, differential tælling, trombocytter, Natrium, Kalium, Creatinin, Carbamid, blodsukker, C-reaktivt protein), herunder prøver til undersøgelse af skjoldbruskkirtlens funktion, samt til vurdering af eventuelt infektionstilstand, EKG, røntgenundersøgelse af brystkassen og efter konference med overlæge venyler til undersøgelse for eventuel blodforgiftning.

Nævnet har også lagt vægt på, at reservelæge har oplyst, at hun spurgte overlæge , hvorvidt der skulle indledes behandling på grundlag af de foreliggende symptomer. På baggrund af svaret noterede reservelæge , at hvis undersøgelserne viste, at skjoldbruskkirtlens aktivitet var kraftigt forhøjet og der var forhøjet sænkningsreaktion, kunne man påbegynde behandling med Prednisolon (binyrebarkhormon). Overlæge har i sin udtalelse bekræftet dette forløb.

Videre har nævnet lagt vægt på, at reservelæge har oplyst, at s sygdomsbillede ikke var fuldt afklaret efter hendes undersøgelse. Reservelæge konstaterede den høje og uregelmæssige pulsfrekvens, men nåede ikke at se det ordinerede EKG, hvorfor hun ikke tog stilling til eventuel behandling af den dér påviste atrieflimren. Hun fandt ikke, at mavesmerterne var s primære problem, idet hun ikke havde smerter ved indlæggelsen, og idet undersøgelsen viste, at maven var fuldstændig upåfaldende.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at afdelingslæge har oplyst, at han ved overtagelse af bagvagten den 3. december 1999 kl. 15.00 blev orienteret om s tilstand, og at det heraf fremgik, at hun var relativt upåvirket, og at der var lagt en plan for udredning og eventuel behandling. Videre har han udtalt, at der, mens han fungerede som bagvagt, løbende blev konfereret om s tilstand, men at der ikke i løbet af den periode var observationer, der tydede på, at havde en sygdom, der krævede mere akut indgriben.

Patientklagenævnet har ligeledes lagt vægt på, at reservelæge den 3. december 1999 iværksatte en undersøgelse for borreliaantistoffer, da s søn og svigerdatter ved samtale gav udtrykt bekymring for om, hvorvidt kunne have en borreliainfektion.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at reservelæge efter samtale med vurderede, at der ikke var behov for genundersøgelse, idet var klar og svarede adækvat, og selv oplyste, at der ikke var en ændring af symptomerne. var træt, hvilket reservelæge gik ud fra skyldtes en nyligt indtaget Ketogantablet.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at ved indlæggelsen ikke viste symptomer og fund, som i almindelighed ville lede tanken hen på mistanke om meningitis eller alvorlig, livstruende infektion.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for kritik af den behandling, modtog i indlæggelsesdøgnet, idet der er nævnets opfattelse, at blev undersøgt og observeret i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Klager, , har anført, at der ikke burde have været ordineret Ketogan mod smerter, idet det er en dårlig ide at give uafklarede patienter morfika.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det er korrekt, at man skal være forsigtig med at ordinere smertestillende medicin til en ikke diagnostisk afklaret patient. Omvendt er det dog også god klinisk praksis at dæmpe patienters smerter, også på trods af manglende afklaring. For Ketogan gælder, at virkningens varighed normalt er ca. 4 timer og ved ikke afklarede patienter er det vigtigt at virkningen ikke er for langvarig. I mange tilfælde ville det være bedre at ordinere paracetamol, men denne medicin kan dog have indvirkning på patientens temperatur, hvorfor det i visse tilfælde kan være uhensigtsmæssigt at ordinere denne.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere, at der blev ordineret Ketogan 5 mg ved mavesmerter.

For så vidt angår klagen over, at de foretagne blodprøver ikke blev kontrolleret, har nævnet lagt vægt på, at reservelæge har oplyst, at hun gennemgik de foreløbige blodprøvesvar vedrørende . Svarene viste normal blodprocent, let forhøjede nyretal og forhøjet antal hvide blodlegemer. Undersøgelse for infektionsaktivitet (CPR), og fordeling af hvide blodlegemer forelå endnu ikke på dette tidspunkt, og på dette grundlag havde reservelæge ikke mistanke om alvorlig eller akut behandlingskrævende sygdom.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det er oplyst, at der den 3. december 1999 var forstyrrelser i ekspeditionen af laboratoriesvar, og at der ikke om aftenen den 3. december 1999 forelå svar på andre prøver end dem, som reservelæge gennemgik.

På denne baggrund finder nævnet det sandsynliggjort, at der blev foretaget kontrol af blodprøverne, i det omfang dette var muligt, og nævnet finder således ikke anledning til kritik heraf.

For så vidt angår klagen over, at ikke modtog en fyldestgørende behandling, da hun mistede bevidstheden den 4. december 1999 har nævnet lagt vægt på, at afdelingslæge ved undersøgelse af den 4. december 1999, foretog relevante undersøgelser og fandt, at hun ikke havde feber og endvidere fandt, at der på baggrund af symptomerne kunne være tale om blødning eller blodprop i hjernen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at afdelingslæge iværksatte relevante undersøgelser af , og at behandlingen af blev iværksat og ændret efter samtale med mikrobiologisk afdeling og i overensstemmelse med svar på foretagne prøver.

Patientklagenævnet kan oplyse, at nakkestivhed kan ses både ved hjerneblødning og meningitis.

Nævnet har også lagt vægt på, at afdelingslæge tilså som den første patient på vagten, og umiddelbart derefter iværksatte videre undersøgelser af .

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at afdelingslæge har anført, at han ved undersøgelsen fandt, at var kredsløbs- og åndedrætsstabil samt endvidere, at han lagde vægt på, at hun ikke havde feber.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at afdelingslæge straks iværksatte yderligere undersøgelser med henblik på nærmere udredning, da han blev informeret om, at der var fundet stafylokokker i blodet, og endvidere satte i antibiotisk behandling.

Nævnet kan oplyse, at da ikke havde feber, var undersøgelse med lumbalpunktur på det tidspunkt relativt kontraindiceret.

Nævnet har yderligere lagt vægt på, at afdelingslæge straks, da svaret på CT-scanningen forelå, foretog lumbalpunktur og bestilte akut svar på prøverne, og da svaret herpå forelå umiddelbart derefter foretog tilpasning af den antibiotiske behandling.

Nævnet finder herefter ikke anledning til at kritisere de undersøgelser og den behandling, der blev iværksat i forbindelse med, at s tilstand forværredes.

For så vidt angår klagen over, at ikke i tilstrækkeligt omfang blev observeret af plejepersonalet, har nævnet lagt vægt på, at sygeplejerske ifølge sygeplejekardex foretog relevante observationer af i afdelingen og meddelte disse til aftenvagten.

Nævnet har lagt vægt på, at sygeplejerske ifølge sygeplejekardex udførte relevant pleje omfattende observationer og handlinger på informationer fra pårørende ved at tilkalde forvagten.

Nævnet har videre lagt vægt på, at sygeplejerske har oplyst, at blev tilset hyppigt i løbet af vagten, og at tilstanden var uændret.

Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at sygeplejerske ifølge sygeplejekardex udførte relevante og hyppige observationer af .

Nævnet har lagt vægt på, at sygeplejerske foretog relevante observationer og handlinger på baggrund af det iagttagede ved at tilkalde den lægelige forvagt, og at der herefter blev målt temperatur, puls og blodtryk.

På denne baggrund finder nævnet, at der ikke blev udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved den sygeplejefaglige behandling af . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om sygeplejerske havde foretaget måling af temperatur, puls, blodtryk og respiration ved modtagelse af på afdelingen. Endvidere finder nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om sygeplejerske havde foretaget måling heraf ved påbegyndt vagt, og om sygeplejerske havde foretaget måling af disse værdier en gang i løbet af sin vagt.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der ifølge sygeplejekardex ikke blev foretaget måling af temperatur, puls, blodtryk og respiration i overensstemmelse hermed.

Nævnet finder, at det er vigtigt at måle værdier omfattende temperatur, puls, blodtryk og respiration ved modtagelse af en akut, ældre medtaget patient. Disse værdier er vigtigt parametre i den samlede vurdering af patientens tilstand og af diagnostisk betydning.

Endelig finder nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om sygeplejerske havde noteret i sygeplejekardex, hvordan s tilstand havde været i løbet af nattevagten.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der i sygeplejekardex ikke findes notater vedrørende s tilstand i løbet af nattevagten.