Klage over tvangsmedicinering med depotmedicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvis den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 11. april 2000 om tvangsbehandling af <***> på <***>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at grundlaget for at indlede tvangsbehandling af <***> med depotmedicin ikke var til stede på det tidspunkt, hvor beslutningen om medicinering med Cisordinol Depot 200 mg blev truffet.

<***> er 66 år og bor alene i ældreegnet bolig, hvor hun, efter at have fået amputeret venstre ben, klarer sig som kørestolsbruger med hjemmehjælp. Gennem de sidste 20 år har <***> haft et periodisk overforbrug af alkohol, og i perioder har hun været i behandling med Antabus.

<***> var første gang indlagt på psykiatrisk afdeling i 1986 i forbindelse med alkoholmisbrug. I 1987 og 1991 var <***> indlagt på <***>, på mistanke om, at hun led af sindssygdom med forfølgelsesforestillinger (paranoid psykose). I 1996 og 1998 var <***> igen indlagt på <***>, hvor der i begge tilfælde var tale om tvangsindlæggelser af ca. 5-6 måneders varighed.

Under indlæggelsen i 1996 blev <***> tvangsbehandlet med injektioner Cisordinol Depot 100 mg i.m. hver 2. uge og i 1998 med Cisordinol Depot 200 mg i.m. hver 2. uge, uden at der i nogen tilfælde er beskrevet bivirkninger. I forbindelse med behandlingen i 1998 er der i journalen beskrevet god effekt på <***>s sindssygelige tilstand, mens det ikke ved nogen af indlæggelserne var lykkedes at bibringe hende en sygdomserkendelse, der kunne motivere hende for at fortsætte behandlingen efter udskrivelse.

Aktuelt blev <***> den 2. marts 2000 tvangsindlagt på <***>, da hun i ugerne forinden igen var blevet tiltagende psykotisk med vrangforestillinger. Hun mente blandt andet, at hun stod under Forsvarsministeriets, Dronningens og politiets beskyttelse, ligesom hun mente, at hun blev bestjålet for mad i sit hjem, og at hun var udsat for vanrøgt.

Ved indlæggelsen og i tiden derefter gav <***> udtryk for, at hun havde arvet 1,4 mia kroner og derfor købt firmaet A.P. Møller samt en større virksomhed. Hun havde planer på Børsen, med Lægeforeningen og Forsvarsministeriet, og hun mente, at hun ikke var indlagt i hospitalet, men kun var gæst. <***> gav udtryk for, at overlægen på afdelingen om natten sneg sig ind og kom gift i hendes astmamedicin, hvorfor hun ikke ville tage den.

I forbindelse med observationen af <***> på afdelingen, viste det sig, at hun på sin stue talte med imaginære personer, formentlig som udtryk for hørehallucinationer. <***> virkede forpint af sin tilstand, ligesom hun ofte var opkørt og vredladen og slog ud efter personalet. Tilstanden blev vurderet som forenelig med diagnosen sindssygdom med forfølgelsesforestillinger (paranoid psykose).

<***> blev fra indlæggelsen den 2. marts 2000 forsøgt motiveret for frivilligt at genoptage den tidligere behandling med injektioner Cisordinol Depot 200 mg i.m. hver 2. uge, men hun var vedvarende afvisende over for dette forslag.

Det blev derefter den 14. marts 2000 besluttet at tvangsbehandle <***> med injektioner Cisordinol Depot 200 mg i.m. med doseringsinterval i journalen anført til 2 uger.

Da <***> den 15. marts 2000 blev orienteret om beslutningen om tvangsbehandling, ønskede hun ikke i første omgang at klage over denne. Behandlingen blev derefter iværksat den 16. marts, 2000, hvor <***>s mod sin vilje, men uden anvendelse af fysisk magt, fik indgivet injektion Cisordinol Depot 200 mg i.m.

<***> klagede derefter den 28. marts 2000 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>s Statsamt, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev den 11. april 2000 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>, som godkendte beslutningen om tvangsbehandling af <***> med Cisordinol Depot 200 mg i.m. Det blev som begrundelse anført, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt, og at behandling med depotmedicin tidligere havde haft effekt på <***>s tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at <***>, både i en periode på nogle uger forud for tvangsindlæggelsen den 2. marts 2000, ved indlæggelsen og i perioden frem til beslutningen om tvangsbehandling blev truffet, var i en klart psykotisk/ sindssygelig tilstand, præget af blandt andet forfølgelsesforestillinger og hørehallucinationer. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at <***> måtte anses for at være uden sygdomsindsigt, forpint, og tidvist opkørt, ligesom hun gennem 12 dage var forsøgt motiveret for frivillig antipsykotisk medicinsk behandling, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at beslutningen om tvangsmedicinering med Cisordinol Depot 200 mg hver 2. uge ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet har herved lagt vægt på, at beslutningen om tvangsbehandling med depotmedicin i journalen er begrundet med, at det ikke tidligere havde været muligt at medicinere <***> frivilligt ved anvendelse af daglige injektioner. Derimod er det ikke beskrevet, at peroral tvangsbehandling med tablet eller mikstur ikke er mulig, ligesom det ikke kan anses for godtgjort, at daglige injektioner ville være særligt angstvoldende for <***> eller forbundet med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsmedicinering med depotmedicin er en mere indgribende foranstaltning end tvangsmedicinering med et tilsvarende præparat med almindelig virkningstid. Nævnet finder således, at betingelserne for tvangsbehandling af <***> med antipsykotisk medicin var opfyldt, hvorimod grundlaget for anvendelsen af depotmedicin ikke var til stede på tidspunktet, hvor beslutning om tvangsmedicinering af <***> med Cisordinol Depot 200 mg hver 2.uge blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund kun delvis tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 11. april 2000 om tvangsmedicinering af <***> på <***>.