Klage over tvangsbehandling med depot efter indledende daglig medicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvis den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 5. juli 2000 om tvangsbehandling af <***> på psykiatrisk afdeling, <***> Sygehus.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at grundlaget for at indlede tvangsbehandling med depotmedicin ikke var til stede.

<***> blev første gang indlagt på en psykiatrisk afdeling i juni 1999 efter at have sparket en kvindelig turist i det indre København. Han frembød ved denne indlæggelse symptomer på sindssygdom i form af hørelseshallucinationer, ligesom han var præget af vrangforestillinger af storhedskarakter samt tankestyring. Han var meget udskældende og verbalt truende. Han var uden sygdomserkendelse og blev tvangsbehandlet med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol. Han blev i oktober 1999 udskrevet til fortsat distriktspsykiatrisk opfølgning, fra hvilken han imidlertid efter et par måneders forløb ophørte.

Han blev under daværende indlæggelse mentalobserveret på <***>, og det fremgår, at han i marts 2000 efter straffelovens § 16 stk. 1, er idømt behandling på en psykiatrisk afdeling. Dommen er anket, men endnu ikke behandlet i landsretten.

Den 16. juni 2000 blev <***> genindlagt på psykiatrisk afdeling, <***> Sygehus, mod sin vilje. Han havde forinden en adfærd, der bevirkede, at moderen og søsteren følte sig truet på livet, og han blev af den psykiatriske udrykningstjeneste fundet svært psykotisk.

Han fandtes ved indlæggelsen psykotisk og præget af vrangforestillinger af såvel forfølgelses- som storhedskarakter. Han var præget af privat logik og var undertiden vredladen. Han var uden nogen form for sygdomserkendelse eller indsigt.

<***> blev tvangstilbageholdt den 20. juni 2000 på behandlingsindikation. Han havde siden den 17. juni 2000 været forsøgt motiveret for behandling med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol 8 mg, idet der ved den tidligere indlæggelse var god effekt af behandling med dette medikament.

Da <***> fortsat afviste at modtage behandling, blev der den 28. juni 2000 truffet beslutning om tvangsbehandling i form af peroral indgivet Cisordinol i dosering 10-20 mg dagligt, alternativt som daglige injektioner og på lidt længere sigt i form af Cisordinol decanoat op til 200 mg i.m. hver 14. dag.

<***> klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>.

Klagen blev herefter den 5. juli 2000 behandlet, og nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering af <***>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at <***> befandt sig i en sindssygelig tilstand (paranoid skizofreni) med vrangforestillinger af såvel forfølgelses- og storhedskarakter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at <***> gennem 12 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> tidligere havde modtaget Cisordinol med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform til anvendelse på længere sigt i behandling af <***> ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke findes godtgjort, at peroral tvangsbehandling med tablet eller mikstur ikke ville være muligt, ligesom det ikke anses for godtgjort, at daglige injektioner ville være særligt angstvoldende for <***> eller forbundet med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal oplyse, at beslutning om, hvorvidt en patient skal tvangsmedicineres med depotmedicin bør foretages på grundlag af en vurdering af patientens aktuelle tilstand på beslutningstidspunktet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund delvis tiltræde den afgørelse, der er truffet den 5. juli 2000 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen for så vidt angår tvangsbehandling med depotmedicin.