Klage over tvangsbehandling med daglige injektioner i stedet for tabletter eller medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 28. april 2000, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsmedicinering af <***> med injektioner ikke var opfyldt.

<***> har aldrig tidligere været psykiatrisk indlagt eller behandlet. Hendes far og samlever har oplyst, at hun i ca. 10 år har haft tilbøjelighed til at se uvenlighed og personlig forfølgelse, hvilket har været i misforhold med, hvad andre har oplevet. Hun har i nogle år ikke altid været enig med sine praktiserende læger om behandlingen, idet hun selv har ønsket behandling for lungeinfektion, som ikke var fundet, hvorimod de praktiserende læger, især den sidste som har behandlet hende efter at hun er flyttet til Bornholm, har anbefalet antipsykotisk virkende medicin.

Hun er uddannet sygeplejerske men har kun arbejdet sporadisk som sådan i de senere år. Hun bor med samlever og tre børn i alderen 7-15 år.

<***> blev indlagt ved tvang som værende farlig den 11. februar 2000 efter at egen læge havde fundet hende paranoid, aggressiv, truende, tankeforstyrret, præget af springende tankegang og bizarre udtalelser, som var uforståelige for børnene, der blev bange for hende.

Under indlæggelsen fremtrådte hun psykotisk, præget af uindfølelige vrangforestillinger og umotiverede aggressivitetsudbrud, manglende sygdomserkendelse og ukorrigerbar insisteren på at være seksuelt chikaneret samt have en legemlig sygdom.

Efter to en halv måneds indlæggelse, først med observation for psykosesymptomer, herefter med forsøg på at motivere for medikamentel behandling, blev der den 19. april 2000 besluttet tvangsbehandling med daglig indgift af Cisordinol som injektion 10 mg samt supplerende Akineton 5 mg.

<***> modtog medicinen en gang og accepterede herefter behandling med Risperdal som dråber 3 mg dgl. fordelt på to doser. Tilstanden synes i begyndende bedring herefter, men <***> fremtrådte fremdeles uden sygdomserkendelse.

<***> klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>.

Klagen blev herefter den 28. april 2000 behandlet. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at <***> var præget af vrangforestillinger, privat ukorrigerbar opfattelse af realiteterne og manglende sygdomserkendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at <***> blev tilstrækkeligt motiveret forud for beslutningen om tvangsbehandling. Nævnet har lagt vægt på, at hun i en længere periode forud for beslutning om tvangsmedicinering blev truffet blev forsøgt motiveret for frivillig behandling. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der var grundlag for at antage, at sygdommen ikke kunne bedres uden anvendelse af medicinsk behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder tillige, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at der blev besluttet tvangsbehandling med injektioner på trods af, at der var mulighed for at forsøge at <***> medicinen peroralt. Nævnet finder således, at der primært burde være ordineret medicin til peroral indtagelse. Nævnet har herunder lagt vægt på, at det ikke findes godtgjort, at det ikke ville have været muligt at tilbyde <***> peroral medicin, hvilket understøttes af at hun kort tid efter beslutningen om tvangsmedicinering indtog medicin Risperdal som dråber.

Betingelserne for tvangsbehandling var således ikke opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet den 28. april 2000 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>.
Nævnet bemærker, at der burde have været ført tvangsprotokol den 19. april 2000.