Klage over utilstrækkelig behandling af hududslæt og gener fra knæ

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> fra den 17. juni 1996 til den 1. juni 1999 i sin praksis.

Sagsnummer:

00F003

Offentliggørelsesdato:

20. juni 2000

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> fra den 17. juni 1996 til den 1. juni 1999 i sin praksis.

 

Den 17. juni 1996 kontaktede <***> læge <***> på grund af symptomer fra højre knæ i form af hævelse og ømhed. Læge <***> blev igen den 7. august 1996 kontaktet af <***> med symptomer på ledsmerter fra højre knæ. Læge <***> henviste til røntgen af højre knæled, der viste slidgigt i knæleddet af lettere grad.

<***> henvendte sig igen den 5. november 1997 til læge <***> efter et fornyet vridtraume af højre knæ. Læge <***> havde mistanke om en lille blodsamling i knæet og henviste derfor <***> til skadestuen, <***>. Det blev vurderet, at der var tale om en forvridning af knæet. <***> fik lagt støttebind og fik en tid til kontrol hos speciallæge i ortopædkirurgisk ambulatorium den 24. november 1997. Ved denne undersøgelse blev det vurderet, at der kunne være mistanke om menisklæsion af højre knæ, og <***> blev skrevet op til kikkertundersøgelse af knæet til den 18. marts 1998, hvor man fjernede den udvendige menisk i højre knæ.

Ved konsultation den 24. april 1997 klagede <***> over et tiltagende kløende udslæt gennem den seneste måned spredt fra fødder til hals, men især koncentreret til underben, krop og brystparti. Læge <***> fandt, at der kunne være mistanke om fnat og henviste <***> til speciallæge i hudssygdomme. Speciallægen fandt, at der var tale om eksem med baggrund i allergisk reaktion overfor nikkel, formalin og formaldehyd.

<***> blev sat i behandling med hormoncreme og anden hudcreme. På grund af nyt tilkommet sår på højre underben blev <***> igen henvist af læge <***> til speciallægen den 25. august 1997. <***> fortsatte med at have symptomer på kløende udslæt og blev den l. juni 1999 på ny henvist til speciallæge, der konkluderede, at <***> fortsat var allergisk overfor de tidligere kemiske stoffer.

Der er klaget over, at læge <***> igennem 1½ år ikke tog <***>s symptomer fra højre ben og knæ alvorligt, men blot mente, at <***> var hysterisk. Det viste sig senere, at menisken i højre knæ var ødelagt, og at der var slidgigt i knæet.

Der er endvidere klaget over, at læge <***> ikke tog <***>s symptomer på allergi alvorligt, men mente, at hendes hududslæt var hysterisk betonet og fremkom, fordi hun kradsede sig selv.

Læge <***> har levet op til den almindelige anerkendte faglige standard ved sine undersøgelser af <***>s symptomer fra højre knæ.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det af læge <***> journalnotater fremgår, at han så <***> første gang den 17. juni 1996 på grund af smerter i højre knæ. Det fremgår videre, at han undersøgte knæleddet, med henblik på om der var beskadigelse i knæleddet, der krævede henvisning til nærmere undersøgelse på en specialafdeling. Læge <***> vurderede, at tilstanden alene krævede behandling med knæbandage, optræning og smertestillende tabletter. Ved konsultationen den 7. august 1996 på grund af ledsmerter i knæet blev <***> henvist til røntgenundersøgelse, der viste slidgigt af lettere grad. Da resultatet forelå, blev <***> henvist til fysioterapeut med henblik på genoptræning.

Nævnet har videre lagt vægt på, at læge <***> herefter så <***> igen den 5. november 1997 på grund af et nyt uheld med efterfølgende smerter i knæleddet. Det fremgår af journalen, at <***> foretog en fysisk undersøgelse af knæleddet, og da der var mistanke om beskadigelse af den inderste menisk, blev <***> henvist til vurdering på skadestuen.

Patientklagenævnet finder herefter, at læge <***> har foretaget tilstrækkelige og relevante undersøgelser af <***>s knæ, ligesom han relevant henviste hende til videre udredning, da der var mistanke om meniskskade. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at lægen ikke tog <***>s symptomer alvorligt.

Patientklagenævnet finder videre, at <***> har levet op til den almindelige anerkendte faglige standard i forbindelse med behandlingen af <***>s hudsymptomer.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at det af læge <***>s journal fremgår, at han den 24. april 1997 vurderede et udslæt på <***>s krop, som han vurderede kunne være forårsaget af fnat, uden at han sikkert kunne stille diagnosen. Han henviste derfor <***> til speciallæge i hudssygdomme. Læge <***> så igen <***> den 25. august 1997 på grund af et kradsningsforårsaget dybt sår på højre underben. Da der var betændelse i såret, podede <***> såret for at finde ud af, hvilken bakterie der forårsagede betændelsen. Han iværksatte endvidere medicinsk behandling med antibiotikum og henviste til fornyet vurdering hos speciallægen.

Nævnet har videre lagt vægt på, at <***> ved konsultationer den 3. juni 1998, og 29. oktober 1998 ønskede en måling af antistoffer i blodet for at kunne fastslå baggrunden for selve eksemet. Dette mente han ikke var muligt.

Nævnet skal bemærke, at en sådan antistofmåling er ikke mulig, hvilket også fremgår af speciallægens vurdering ved efterfølgende konsultationer.

Nævnet finder således, at læge <***> relevant undersøgte <***>s hudproblemer, ligesom han korrekt henviste til speciallæge, når han ikke var sikker på diagnosen eller ønskede en specialistvurdering.