Klage over, at en invaliditetserklæring til et forsikringsselskab først blev afgivet ca. 6 uger efter, at undersøgelsen var foretaget

Praktiserende læge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved afgivelsen af erklæring af 28. januar 2000 til forsikringsselskabet <****> vedrørende <****>.

henvendte sig den 15. december 1999 i konsultationen hos praktiserende læge , idet det var aftalt, at denne skulle udfylde en invalideattest til s forsikringsselskab. var omkring et halvt år tidligere blevet opereret på grund af et brud på venstre håndled, og der skulle nu foretages en vurdering af mengraden.

Omkring den 20. januar 2000 henvendte sig til sit forsikringsselskab, hvor hun erfarede, at invalideattesten endnu ikke var modtaget. Herefter kontaktede hun flere gange læge for at rykke for attesten.

Den 3. februar 2000 meddelte forsikringsselskabet , at attesten var modtaget.

Der er klaget over, at læge først sendte invalideattesten til forsikringsselskabet i begyndelsen af februar 2000, når hun allerede den 15. december 1999 var blevet undersøgt med henblik på udfærdigelse af attesten.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at læge udfærdigede invalideattesten den 28. januar 2000, hvilket er ca. 6 uger efter undersøgelsen.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at attesten ikke var af en sådan art, at tidspunktet for udfærdigelsen heraf havde behandlingsmæssige konsekvenser.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at læge i sin udtalelse har anført, at han normalt udfærdiger attester til forsikringsselskaber indenfor to til tre uger, men at der på grund af julen var færre arbejdsdage og mindre personale i klinikken til rådighed.

På denne baggrund finder nævnet, at læge ikke unødigt forhalede afgivelsen af invalideattesten til s forsikringsselskab ved at udfærdige og afsende denne cirka seks uger efter stedfunden undersøgelse.

Nævnet kan oplyse, at praktiserende læger hyppigt anmodes om skriftlige udtalelser i form af attester og erklæringer. Omfanget af disse varierer meget, og resurseforbruget i forbindelse med udfærdigelse heraf varierer tilsvarende. Der er ikke fastsat nøjagtige krav til, hvor lang tid der må gå fra den undersøgelse, der skal danne grundlag for erklæringen, til erklæringen udfærdiges. Det er den enkelte praktiserende læge, der må skønne, hvilke erklæringer der har hastekarakter.