Klager over tvangsbehandling med depot-præparater

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 2. august 2000 om tvangsbehandling af <****> på <****>.

er 31 år og uddannet kok. Han er aleneboende og har ikke tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling eller været behandlet for psykisk lidelse i øvrigt.

havde gennem et års tid før den aktuelle indlæggelse i tiltagende omfang isoleret sig og haft oplevelser af at være forfulgt. I december 1999 var han derfor til forsamtale hos speciallæge i psykiatri, som tilbød et videre behandlingsforløb, som dog ikke senere mødte til.

Aktuelt blev den 6. juli 2000 frivilligt indlagt på , hvor han senere fra den 12. juli 2000 blev tvangstilbageholdt på behandlingsindikation, da han krævede sig udskrevet.

I forbindelse med at før indlæggelsen havde følt sig forfulgt, havde han også følt sig overvåget af mange mennesker, som mente at han fejlede noget farligt og snart skulle dø. Han mente også, at en pige han engang havde kendt nu stod bag en forfølgelse af ham, ligesom han følte sig forgiftet, blandt andet gennem cigaretter, og han mente, at der gennem TV blev udsendt antydninger om hans person. havde fornemmelsen af, at nogen ville ham til livs, måske skyde ham, og at han blev overvåget i afdelingen. Således ville heller ikke spise mad fra hospitalet, idet han mente, at denne kunne være forgiftet. følte sig forandret som person, og han havde bedt andre personer sende ham signaler, der kunne ændre hans måde at tænke på. mente at kunne modtage sådanne signaler for eksempel, når han kørte på cykel.

I afdelingen vurderede man, at fremtrådte psykotisk med forskellige forfølgelsesforestillinger, angstpræget, muligt hørehallucineret, tidvist anspændt og forpint af tilstanden. Føde- og væskeindtagelsen var sparsom, ligeledes søvnen, idet man vurderede, at frygtede for at lægge sig til at sove. s tilstand blev vurderet i overensstemmelse med diagnosen sindssygdom med forfølgelsesforestillinger (paranoid psykose).

Fra indlæggelsens start var forsøgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin, og fra den 12. juli 2000 blev konkret tilbudt tabletter Zyprexa (Olanzapin) 5 mg dagligt, som han imidlertid vedvarende var afvisende overfor, idet han mente, at medicinen ville skade ham.

Det blev derefter den 24. juli 2000 besluttet at indlede en tvangsbehandling af med Cisordinol ( Zuclopenthixol) som mikstur 30 mg dagligt, subsidiært Cisordinol som injektioner 15 mg i.m. dagligt. Hvis fysisk magtanvendelse i forbindelse med injektioner gennem 1 uge viste sig nødvendig, overgang til Cisordinol Depot som injektion 200 mg i.m. hver 2. uge.

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i , og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i , som i afgørelse af 2. august 2000 godkendte beslutningen om tvangsbehandling af som beskrevet, idet nævnet fandt, at betingelserne herfor var opfyldt.

Tvangsbehandlingen af blev derefter iværksat den 2. august 2000, hvor der blev givet Cisordinol som injektion 5 mg i.m., for at vurdere hans reaktion herpå, og fra den følgende dag blev tvangsmedicineringen videreført peroralt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at både i en periode forud for indlæggelsen den 6. juli 2000, ved indlæggelsen og i perioden frem til beslutning om tvangsbehandling 24. juli 2000 var i en psykotisk / sindssygelig tilstand, præget af blandt andet svære forfølgelsesforestillinger, angst og forpinthed.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgnde foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har herved lagt vægt på, at gennem ca. 2 ½ uge var forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet, og at det måtte anses for en nødvendighed at anvende antipsykotisk virkende medicin som en del af behandlingen af s beskrevne psykotiske tilstand.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Vedrørende den mulige overgang til tvangsmedicinering med Cisordinol i depotform, hvis det skulle vise sig nødvendigt med fysisk magtanvendelse i forbindelse med daglige injektioner i over én uge, finder Patientklagenævnet dette i overensstemmelse med mindst indgnde foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at s frygt for, at medicinen ville skade ham kunne betyde, at daglige injektioner ville blive betydeligt angstvoldende for ham.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 2. august 2000 om tvangsmedicinering af på .

Afgørelsen er truffet af et flertal.
Nævnsmedlem <***> har afgivet følgende mindretalsudtalelse:
Hvad angår den mulige overgang til tvangsmedicinering med Cisordinol i depotform, anser jeg det ikke for tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at <***>s frygt for medicinens skadelige virkning vil bevirke at fysisk magtanvendelse vil være nødvendig. Jeg kan derfor ikke tiltræde den del af afgørelsen.
Jeg tager afstand fra en tvangsmedicinering af et depotpræparat på en formodet situation senere i behandlingsforløbet. Hvis en sådan situation opstår, kræver det en ny ordination, og såfremt der gøres indsigelse en ny behandling i Patientklagenævnet.