Klage over undersøgelse og behandling i forbindelse med lungekræft

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <***> i november 1999 i <***>.

De læger, der var involveret i behandlingen af <***> på <***> den 26. november 1999, har ikke overtrådt læge-loven.

De læger, der var involveret i behandlingen af <***> på <***> i december 1999 og i januar 2000, har ikke overtrådt læge-loven.

I foråret 1999 konsulterede <***> sin praktiserende læge <***> flere gange, heraf to gange på grund af akut bronkitis. Det fremgår af praktiserende læge <***>s udtalelse og den fremsendte journal, at lægen igennem årerne havde forsøgt, dels at få <***> til at nedsætte sit tobaksforbrug eller at ophøre hermed, dels at få hendes lunger røntgenfotograferet, hvilket <***> havde modsat sig.

Den 14. november 1999 blev <***> indlagt akut på <***>, da hun var tiltagende hukommelsessvækket, havde problemer med at formulere sig, og havde klaget over hovedpine og svimmelhed. Den umiddelbare diagnose ved indlæggelsen var mulig hjerneblødning eller mulig svulst i hjernen samt bronkitis. Ved neurologisk tilsyn fandtes muligheden for en hjernesvulst at være størst, i betragtning af sygdomsbilledets udvikling. Ved akut CT-scanning af hjernen påvistes fire processer i hjernen og lillehjernen. På røntgenbillederne af lungerne fandtes et venstresidigt infiltrat. Man opfattede billedet som lungekræft med spredning til hjernen.

Der indledtes den 15. november 1999 behandling med Prednisolon, 100 mg daglig. Imidlertid gav forskellige undersøgelser anledning til mistanke om, at <***> kunne have en infektionssygdom, hvorfor der iværksattes undersøgelse med henblik på denne mulighed. Afdelingen drøftede med <***> afdeling og <***>, hvordan resultaterne skulle tolkes. Ved en drøftelse på en konference den 23. november 1999 enedes man om, at mistanken om infektiøs årsag til tilstanden måtte opretholdes. Ved en fornyet konference dagen efter fandt man mistanken om infektion så stærk, at man besluttede at ophøre med prednisolon- behandling.

I slutningen af november, efter et yderligere undersøgelsesprogram, var mistanken om infektion betydeligt svækket, og da <***> den 29. november 1999 havde fået forværrede symptomer i form af styrings-, mobiliserings- og hukommelsesbesvær, besluttede man at genoptage prednisolon- behandlingen. Den 2. december 1999 blev der foretaget lungebiopsi, og man konkluderede, at der var tale om lungekræft.

Herefter blev <***> overført til <***>, hvor hun fik strålebehandling fra den 21. december til den 27. december 1999 med umiddelbar god effekt på taleforstyrrelserne. Efter afslutning af strålebehandlingen blev prednisolon- behandlingen aftrappet, efter afdelingens praksis, med 25 mg hver tredje dag. Ved sidste besøg på afdelingen den 3. januar 2000, hvor <***> fik 25 mg Prednisolon daglig, var der fremgang i sprogfunktion og hukommelse.

Den 5. januar 2000 blev <***> på ny indlagt på <***>, denne gang på grund af forværring af talefunktionen og begyndende lammelser. Man genoptog derfor straks højdosis prednisolon- behandling med bedring af symptomerne til følge.

Der er klaget over, at praktiserende læge <***> i november 1999 ikke foranledigede, at <***> blev undersøgt nærmere, at lægerne på <***> den 26. november 1999 stoppede behandlingen med Prednisolon, samt at <***> i december 1999 blev trappet for hurtigt ud af prednisolon- behandlingen efter endt strålebehandling i forbindelse med indlæggelse på <***>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere den behandling, som praktiserende læge <***> foretog af <***> i foråret 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at <***> i løbet af 1999 udviklede gentagne lungebetændelser, der blev behandlet med antibiotika, men i henhold til praktiserende læge <***>s journal, ønskede hun sig ikke røntgenundersøgt. Eftersom ingen behandling eller undersøgelse må iværksættes uden patientens samtykke, i henhold til Lov om patienters retsstilling § 6, kan det således ikke kritiseres, at læge <***> ikke foretog sig yderligere.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere den behandling, som <***> modtog af lægerne på <***> den 26. november 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at sygdommen ved en CT-scanning blev fundet forenelig med spredning af kræft til hjernen, hvorefter <***> blev sat i behandling med Prednisolon.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at forskellige undersøgelser imidlertid senere gav anledning til mistanke om, at <***> kunne have en infektionssygdom, hvorfor der iværksattes undersøgelse med henblik på denne mulighed. Da mistanken om infektion senere blev yderligere forstærket, blev det besluttet at behandle i henhold hertil, og således ophøre med prednisolon- behandling.

Patientklagenævnet kan oplyse, at behandling med binyrebarkhormon i værste fald kunne have ført til en hastig forværring af tilstanden, såfremt der havde foreligget en hjerneinfektion.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere den behandling, som <***>, efter afsluttet strålebehandling, modtog af lægerne på <***> i december 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at prednisolon- behandlingen, i henhold til sædvanlig praksis, efter afslutning af strålebehandlingen, aftrappedes med 25 mg hver tredje dag. Desuden fik <***> og familien udleveret skriftlig instruktion herom, samt fik besked på, straks at henvende sig til afdelingen, hvis der kom forværring af symptomerne, således at prednisolon- behandlingen kunne blive genoptaget.

Nævnet kan endvidere oplyse, at en meget høj dosis Prednisolon kan medføre mange ubehagelige og undertiden fatale bivirkninger. Efter endt strålebehandling forsøges derfor altid hurtig aftrapning af behandlingen med Prednisolon. Det kan dog være nødvendigt, trods risiko for bivirkninger, igen at øge dosis, hvis det viser sig, at strålebehandlingen ikke medfører den ønskede effekt.