Klage over behandling af kariesangreb

Cheftandlæge <****> har overtrådt tandlægelovens § 12, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i forbindelse med sin behandling af <****> i perioden fra februar 1983 til marts 2000 i tandklinikken på <****>.

Det skal desuden indskærpes overfor cheftandlæge <****>, at han viser større omhu i sit fremtidige virke.

, der er autist, blev i 1983 henvist fra Kommunale Tandpleje til tandklinikken på , da det ikke var muligt at behandle ham i den kommunale tandpleje.

I perioden fra 1983 og indtil oktober 1998 var der i alt 76 konsultationer jævnt fordelt over perioden, hvor der blev lavet fyldninger i mælketænder, trukket mælketænder ud, givet fluorbehandling og lavet fyldningsbehandling i blivende tænder.

Senere i oktober 1998 henvendte sig akut til tandklinikken med hævelse (absces) ud for -6 (første store kindtand i venstre side af underkæben). Cheftandlæge påbegyndte rodbehandling af -6 og gav penicillin og smertestillende tabletter. Rodbehandlingen af -6 blev fortsat ved 2 konsultationer i 1998.

I 1999 var der i alt 13 konsultationer. I januar blev 8- (visdomstand i højre side af underkæben) fjernet under narkose. Ved alle 13 konsultationer fortsatte rodbehandlingen af -6. Der var flere gange igen ny hævelse udfor -6, og der blev givet penicillinbehandling.

I januar 2000 fortsatte rodbehandlingen af -6 ved to konsultationer. I marts 2000 blev der lavet fyldninger i 7+ (anden store kindtand i højre side af overkæben), 6+ (første store kindtand i højre side af overkæben), 4+ (første lille kindtand i højre side af overkæben), 7- (anden store kindtand i højre side af underkæben) og 6- (første store kindtand i højre side af underkæben).

Den 27. marts 2000 ordinerede cheftandlæge på baggrund af en telefonisk henvendelse fra s mor, der oplyste, at havde smerter fra –6, penicillin og smertestillende tabletter.

Den 29. marts 2000 opsøgte tandlægevagten, der ikke ville trække -6 ud uden, at var under penicillinbehandling.

Behandlingshjemmet, hvor boede, meddelte den 30. marts 2000 , at de havde fundet en anden behandlingsløsning. blev samme dag undersøgt på , hvor der blev taget 9 røntgenbilleder, og der blev konstateret et større behandlingsbehov.

Der er klaget over, at cheftandlæge i perioden fra februar 1983 til marts 2000 af ikke modtog en korrekt behandling, herunder relevant pleje og vedligeholdelse.

For så vidt angår kariesbehandlingen har Patientklagenævnet lagt vægt på, at cheftandlæge i perioden fra 1988 og frem til marts måned 2000 flere gange behandlede 7+, 6+, 4+, 7- og 6- med fluorbehandlinger (non operativ kariesterapi) og fyldningsterapi. Det fremgår af journalen, at der blev givet hyppige fluorbehandlinger.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at cheftandlæge har oplyst, at , havde meget vanskelig ved at opretholde en mundhygiejne af bare nogenlunde rimelig standard. Generelt var tandsættet præget af belægninger/plak på samtlige flader. Efter s flytning fra hjemmet til det nye bosted var mundhygiejnen blevet væsentlig dårligere.

Nævnet kan oplyse, at karies er en tandsygdom, der skyldes sygdomsfremkaldende bakteriebelægninger, der ligger uforstyrret på tandoverfladen i lang tid. Når bakteriebelægningerne fjernes, går en igangværende kariesproces i stå. Fluorbehandling af det begyndende kariesangreb bidrager yderligere til at sænke hastigheden, hvormed et kariesangreb udvikler sig. Bliver igangværende kariesangreb ikke standset, udvikler processen sig, og det bliver nødvendigt at behandle den kariesangrebne tand med en fyldning. Hvornår det i det enkelte tilfælde er nødvendigt at behandle den karierede tand med en fyldning, er et skøn, som den enkelte tandlæge foretager over udviklingshastigheden i hvert enkelt tilfælde ved at afveje kariesangrebets dybde, dets udvikling over tid over for hyppigheden og graden af fjernelse af de sygdomsfremkaldende belægninger. Som supplement til de kliniske undersøgelser kan tandlægen benytte sig af sammenbidsrøntgenbilleder (bite-wing røntgenbilleder) af kindtænderne, hvorved man får et indtryk af, hvor dybt kariesangrebet går ind i tanden. Dette er en god hjælp til at foretage det rigtige behandlingsvalg, men ved vurdering af udviklingshastigheden af et kariesangreb, kan det være nødvendigt at tage flere billeder over tid.

Nævnet finder, at da der samtidigt med de løbende behandlinger af i form af fluorbehandlinger og fyldningsterapi, var en meget dårlig mundhygiejne, burde dette have givet anledning til, at cheftandlæge med mellemrum tog sammenbidsrøntgen for at få et bedre overblik over kariessituationen. Endvidere burde der foreligge røntgenbilleder (enoral røntgen) af de tænder, der havde store destruktioner, for at vurdere, om der var forandringer ved rodspidserne, som kunne være tegn på betændelsestilstande i nervekanalerne og i den omkringliggende knogle.

Videre har nævnet lagt vægt på, at der fra det mangeårige behandlingsforløb fra februar måned 1983 og frem til marts måned 2000 kun foreligger brugbare sammenbidsrøntgen (bite-wing røntgen) optaget den 1. marts 1996. Cheftandlæge var klar over, at der var behov for at tage sammenbidsrøntgen for at vurdere kariessituationen, idet behovet for sådanne billeder fremgår af journalen vedrørende undersøgelserne den 8. juli 1996, den 23. april 1997 og den 12. januar 1999.

Desuden har nævnet lagt vægt på, at der til trods for disse notater ikke blev foretaget yderligere røntgenoptagelser, der kunne understøtte den kliniske undersøgelse og dermed bidrage til et væsentlig bedre diagnostisk overblik.

Nævnet finder, at diagnosen ?nerven er gået til på grund af karies, og der er opstået betændelse i knoglen omkring rodspidsen? (necrosis pulpae 4+ cum parodontitis apikalis chr), er tegn på, at diagnostikken ikke har været tilstrækkelig.

Tillige har nævnet lagt vægt på, at 3 røntgenbilleder og 6 sammenbidsrøntgenbilleder (bite-wings røntgenbilleder), der blev optaget på den 30. marts 2000, viser, at der var flere behandlingskrævende kariesangreb.

Nævnet finder på denne baggrund, at cheftandlæge har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin undersøgelse og behandling af for kariesangreb.

For så vidt angår behandlingen af -6 har nævnet lagt vægt på, at cheftandlæge den 7. oktober 1998 noterede i journalen, at han i generel anæstesi ville præparere (beslibe) -6 og tage aftryk til krone på tanden. Årsagen til den påtænkte behandling var, at tanden var knækket i stykker (affraktureret). Af journalen fremgår endvidere, at den 21. oktober 1998 henvendte sig med en akut hævelse i venstre side af underkæben, og cheftandlæge fandt ifølge journalen, at der var absces (betændelse) ud for -6 og påbegyndte rodbehandling af tanden, der ikke blev færdigbehandlet samme dag. Samtidig blev der ordineret smerte- og penicillinbehandling.

Videre har nævnet lagt vægt på, at der i nervekanalrummet på -6 var bakterier, der medførte en betændelsesagtig tilstand i kanalrummet og i den omkringliggende knogle ved tandens rodspidser, hvorfor det var nødvendigt, at foretage udrensning over flere seancer, dels ved mekanisk udrensning og dels ved medikamentbehandling, for at sikre, at der ikke var betændelse i nervekanalen, inden den skulle rodfyldes.

Desuden har nævnet lagt vægt på, at der ved behandlinger af -6 den 28. oktober 1998, den 9. december 1998, og den 12. januar 1999, skete en bedring af situationen. Den 12. januar 1999 blev der taget røntgenbillede af -6, men billedet var ikke anvendeligt.

Nævnet finder, at der burde være taget nye røntgenbilleder af -6, så cheftandlæge kunne have fået et radiologisk overblik over situationen.

Tillige har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at der ved kontrollen den 4. februar 1999 stadigvæk var hævelse ud for -6. Der blev foretaget udrensning af tanden, samt igen ordineret penicillinbehandling frem til næste konsultation den 12. februar 1999. Ved konsultationen den 12. februar 1999, blev -6 ifølge journalen igen udrenset, og penicillinbehandlingen blev fortsat nogle dage endnu.

Nævnet finder, at cheftandlæge under hensyn til, at der var gået næsten fire måneder siden betændelsesprocessen opstod, uden at der var en bedring af situationen, burde have taget røntgenbillede af -6 for at få overblik over rodanatomi og betændelsen i det omkringliggende knoglevæv, samt eventuelt have overvejet andre behandlings former, herunder kirurgisk frilæggelse af tandens rodspidser, udskrabning af betændelse, afskæring af rodspidsen med efterfølgende fyldning (rodspidsamputation med retrograd fyldning) eller hvis prognosen var tvivlsom, da tandudtrækning (tandekstraktion).

Nævnet har også lagt vægt på, at cheftandlæge ved kontroller den 22. februar 1999, den 8. marts 1999, og den 15. marts 1999 noterede i journalen, at der forsat var hævelse i knoglen ud for -6. Tanden blev udrenset, og ved konsultationerne den 8. marts 1999 og den 15. marts 1999, blev der ordineret penicillinbehandling. Der blev fortsat ikke taget røntgenbillede af -6 for at få overblik over situationen.

Videre har nævnet lagt vægt på, at cheftandlæge den 22. marts 1999 noterede, at forholdene omkring -6 var pæne, men at der stadig var uddrivning af knoglen, og tanden blev derfor midlertidig aflukket. Den 31. maj 1999 noterede cheftandlæge i journalen, at den linguale flade (tandfladen, der vender ind mod tungen) var knækket af, og at der var åben adgang til rodkanalerne. Tanden blev udrenset og aflukket, og der blev udleveret penicillin til brug, hvis der igen skulle opstå hævelse i regionen. Der blev ikke taget røntgenbillede for at få oversigt over den nye situation.

Tillige har nævnet lagt vægt på, at der den 23. august 1999 atter var hævelse ved -6, og situationen var blevet forværret, idet der samtidig var opstået en åbning (fisteludgang) med pusafløb. Der blev igen foretaget udrensning og lagt en dækfyldning. Der blev fortsat ikke foretaget radiologisk undersøgelse af forholdene omkring -6.

Nævnet kan oplyse, at fisteldannelsen var tegn på, at behandlingen af betændelsen i knoglen omkring -6 ikke var lykkedes, og dermed ikke var under kontrol.

Nævnet finder, at da der var gået 10 måneder siden de første problemer opstod omkring –6, burde den forværrede situation på dette tidspunkt have givet cheftandlæge anledning til at overveje andre behandlingsformer.

Videre har nævnet lagt vægt på, at der den 20. december 1999 efter kontroller den 6. september 1999 og 19. november 1999 atter var problemer fra -6, og der var lugt fra tanden (foetor ex ore). Cheftandlæge foretog udrensning af tanden, og der blev givet penicillin til eventuel brug, såfremt der skulle opstå problemer. Ved tre efterfølgende kontroller den 29. december 1999, den 5. januar og den 9. februar 2000 blev der foretaget udrensning af -6, og det fremgår af journalen, at cheftandlæge den 9. februar 2000 noterede, at tilstanden var bedret, og at der ikke længere var hævelse og ømhed. Den 27. marts 2000 henvendte ´s mor sig telefonisk til cheftandlæge og fortalte, at atter havde smerter fra -6, og hun nævnte muligheden for at få tanden trukket ud. Cheftandlæge ordinerede penicillin og smertestillende tabletter.

Tillige har nævnet lagt vægt på, at der den 30. marts 2000 på blev taget røntgenbillede af -6, der viste, at tanden var stærkt destrueret, og at der var betændelse ved begge rodkomponenter (Parodontitis apikalis –6 cum fistula). Tanden blev næste dag trukket ud (extraheret) på . Behandling forgik uden problemer ved hjælp af lokalbedøvelse.

Nævnet kan oplyse, at hvis der i et sådant tilfælde ikke gribes ind, vil situationen blive yderligere forværret, og der vil opstå en tilstand, hvor hele tanden er omsluttet af betændelse (parodontitis totalis) og der foreligger en risiko for, at betændelsen kan sprede sig.

Nævnet kan ligeledes oplyse, at det er sædvanlig praksis, at der i forbindelse med en rodbehandling tages røntgenoptagelser, idet det ellers ikke er muligt af styre behandlingen.

Nævnet finder, at cheftandlæge burde have fulgt udviklingen løbende ved hjælp af røntgenoptagelser af –6. Da behandlingen ikke gav effekt efter 3-4 måneders forløb, burde cheftandlæge have overvejet andre behandlingsmuligheder, herunder rodspidsamputation med retrograd rodfyldning eller tandudtrækning. På denne måde kunne det uacceptabelt lange behandlingsforløb være undgået.

Nævnet finder således, at cheftandlæge har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin undersøgelse og behandling af –6 i perioden fra den 21. oktober 1998 til den 27. marts 2000.

Nævnet skal desuden indskærpe overfor cheftandlæge , at han viser større omhu i sit fremtidige virke.