Klage over tandbehandling på skadestue og manglende orientering af forældrene

Overtandlæge <****> har ikke overtrådt tandlægeloven i forbindelse med sin behandling af <****> 29. april 2000 på Sygehus 2.

Overtandlæge <****> har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin information i forbindelse med behandlingen af <****> 29. april 2000 på Sygehus 2.

på 16 år blev indbragt til skadestuen på Sygehus 1 efter at være væltet på sin knallert og slået højre fortand ud samt en del af venstre fortand. Ved ankomsten til skadestuen medbragte den udslåede tand i mundhulen.

Efter at have konfereret med overtandlæge på Sygehus 2 blev det aftalt, at skulle behandles dér.

På skadestuen på Sygehus 2 blev undersøgt af overtandlæge , som ikke fandt grundlag for penicillinbehandling eller bedøvelse. Overtandlæge satte tanden lige op på plads, og der blev påsat en plastskinne til fastholdelse af tanden.

Da var til kontrol hos skoletandlægen en uge senere manglede der 2 mm i, at tanden var helt på plads, og der var betændelse i tandlejet.

Der er klaget over, at ikke fik en korrekt behandling på skadestuen, herunder at han ikke blev bedøvet eller fik ordineret penicillin, samt at tanden i første omgang ikke blev sat ordentligt på plads, men manglede 2 mm.

Endvidere er der klaget over, at man ikke tog kontakt til s forældre.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til kritik af den måde overtandlæge satte tanden på plads på den 29. april 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at man på Sygehus 1 i først omgang modtog , som var væltet på sin knallert og havde slået højre fortand, som han medbragte i mundhulen. På Sygehus 1 fandt man uden tegn på svimmelhed, kvalme eller opkastninger, men der var hudafskrabninger i ansigtet samt på højre håndryg.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at man efter at have konfereret med overtandlæge på Sygehus 2 aftalte, at skulle behandles dér.

Videre har nævnet lagt vægt på, at blev undersøgt af overtandlæge på Sygehus 2 og at tanden på tidspunktet for undersøgelsen, havde været ude i halvanden time, men opbevaret i mundhulen.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at overtandlæge fandt tanden med et ukompliceret brud på kronen, og et ukompliceret brud på de to tænder på hver side af tanden, samt at han fandt tanden ren, hvorfor han ikke ordinerede pencillinbehandling.

Nævnet har også lagt vægt på, at overtandlæge til sagen har oplyst, at tanden blev sat lige op på plads, og der blev påsat en plastskinne til fastholdelse af tanden, hvorefter blev bedt om at bide sammen for at sikre, at tanden var kommet helt på plads.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at fik oplyst, at han ikke måtte bide af med fortænderne, og der blev anbefalet blød kost i 2 uger, samt kontrol hos egen tandlæge 1 til 2 uger senere.

Patientklagenævnet finder endvidere ikke anledning til kritik af, at overtandlæge ikke bedøvede , inden han foretog på pladssætningen.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at overtandlæge vurderede, at det ville give mindre ubehag at indsætte tanden uden bedøvelse end at bedøve, idet der ved bedøvelse skulle gives to stik, ét under overlæben og ét i ganen lige bag fortænderne.

Nævnet kan oplyse, at ifølge litteraturen er det sædvanligvis ikke nødvendigt med bedøvelse i forbindelse med påpladssætning af en udslået tand.

Det er imidlertid nævnets opfattelse, at såfremt der under behandlingen er tale om smerte og anmodning om bedøvelse fra patientens side, bør patienten bedøves. Det er ikke muligt hverken ud fra journaloplysninger eller klagen at slutte om dette var tilfældet.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til kritik af, at overtandlæge ikke ordineret penicillinbehandling i forbindelse med behandlingen på skadestuen.

Nævnet kan oplyse, at ifølge litteraturen er der ikke forskel i udfaldet ved en ordination af antibiotika ved udslåede tænder eller en undladelse af ordination.

Det er derfor nævnets opfattelse, at det ikke er nødvendigt med penicillinbehandling i forbindelse med en ren udslået tand, som har været opbevaret i patientens egen mund.

For så vidt angår klagen over, at man ikke kontaktede forældrene kan nævnet oplyse, at det følger af lov om patienters retsstilling § 8 jf. § 7 og Sundhedsstyrelsens vejledning, at patienter der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandlingen. Normalt skal forældrene også informeres.

Hvorvidt forældrene skal informeres om 15 til 17 årige patienter, må vurderes ud fra blandt andet behandlingens karakter, sygdommens alvor, oplysningernes art, den unges alder og modenhed og behovet for opfølgning i hjemmet, herunder udøvelsen af forældrenes omsorgspligt.

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ved behandlingen var 16 år, og således selvstændigt kunne give informeret samtykke til behandlingen..

Nævnet finder, at det må antages, at en ung på 16 år, kan forstå information om, at han ikke måtte bide af med fortænderne og burde spise blød kost.

Nævnet finder dog, at det ud fra en samlet vurdering havde været hensigtsmæssigt, om der som minimum var blevet søgt telefonisk kontakt med hjemmet, inden behandlingen blev iværksat, og om, var blevet medgivet skriftlig orientering med henblik på opfølgning i hjemmet, således at forældrene kunne opfylde omsorgspligt.