Klage over ordination af terrænfrihed på psykiatrisk sygehus

1. reservelæge <****> har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****> henholdsvis den 22. og den 23. maj 2000.

Den 31. januar 2000 blev tvangsindlagt på , da han var psykotisk, og havde optrådt aggressiv og truende. Han havde kendt skizofreni. Han havde ikke indtaget medicin i et halvt år forinden indlæggelsen, eller haft kontakt med det psykiatriske system.

Ved indlæggelsen blev han sat i medicinsk antipsykotisk behandling, hvilket han accepterede. Endvidere accepterede han frivillig indlæggelse, og dermed overflytning til åbent afsnit den 4. februar 2000. Men eftersom han fortsat var psykotisk og forpint samt behandlingskrævende, planlagde man døraflåsning samt tvangtilbageholdelse ved eventuelt udskrivelsesønske.

Ved samtale med den 1. marts 2000, fandt lægen ham fortsat psykotisk, og han ønskede selv at blive nedsat i medicin på grund af træthed, hvilket herefter blev imødekommet. fremsatte endvidere ønske om terrænfrihed henholdsvis den 1. marts og den 13. marts, hvilket begge gange blev afvist.

Imidlertid blev s tilstand mere stabil på den antipsykotiske behandling, og han angav selv, at han havde det bedre og var indstillet på fortsat at modtage medicin. Døraflåsningen blev dermed ophævet, og der blev den 10. april 2000 ordineret udgangstilladelse 2 timer dagligt med henblik på værkstedsterapi.

Den 8. maj 2000 ønskede medicinændring, hvilket blev imødekommet, og man opretholdt hans udgang 2 timer dagligt. Et par dage herefter ophørte han imidlertid med at tage medicin, hvorefter han blev tiltagende psykotisk med vrangforestillinger. Han blev den 11. maj 2000 informeret om påtænkt tvangsbehandling, hvilket han ikke klagede over.

Den 12. maj 2000 forlod han afdelingen, og ringede efterfølgende og oplyste at han ikke ønskede at være indlagt eller at modtage medicin. mødte imidlertid op på afdelingen igen, og blev tvangtilbageholdt den 18. maj 2000 på grund af behov for medicinering. Endvidere fandt man indikation for overflytning til lukket psykiatrisk afdeling på grund af aggressiv verbal adfærd.

accepterede overflytningen og modtog frivilligt sin medicin. Umiddelbart efter ankomsten til afdeling faldt til ro. Han havde få diskrete tankeforstyrrelser, men havde ikke vrangforestillinger eller hallucinationer. Frihedsberøvelsen blev derfor ophævet den 19. maj 2000.

blev efterfølgende generet af somatiske vrangforestillinger, men uden andet psykotisk tankeindhold. Da han tog medicinen uproblematisk og var rolig, ordinerede 1. reservelæge den 22. maj 2000, 2 timers selvstændig udgang. Da dette forløb uden problemer, blev det dagen efter udvidet til 2 x 2 timers udgang.

Den 24. maj 2000 havde ikke taget sin medicin i 2 dage. Han blev beskrevet som værende tiltagende forpint med noget hurtigtkørende tankegang, ligesom han var optaget af kropslige vrangforestillinger. Han overholdt imidlertid aftalerne vedrørende udgang.

Den 25. maj 2000 vendte han ikke tilbage efter udgangen, men kontaktede afdelingen telefonisk og gav udtryk for udskrivningsønske. Han kunne ikke motiveres for indlæggelse, men derimod ambulant kontrol.

Der er klaget over, at på afdeling , fik bevilget 2 x 2 timer udgang dagligt uden ledsager. s forældre har oplyst, at de havde gjort hospitalet opmærksom på, at han på så tidligt et tidspunkt som 5 dage efter overførslen til den nye lukkede afdeling ville udeblive for at unddrage sig den ordinerede behandling.

Patientklagenævnet finder ikke, at der er grundlag for kritik af 1. reservelæge s undersøgelse af samt ordination af terrænfrihed den 22. maj og udvidelse af denne den 23. maj 2000.

For så vidt angår tvangsindlagte patienter, kan nævnet oplyse, at lægerne i henhold til Lov om Tvang i Psykiatrien er forpligtet til at anvende tvang i mindst muligt omfang og til stadighed søge at opnå patientens frivillige medvirken til behandlingen. Dette gælder også hvad angår tvangstilbageholdelse. Vedrørende bevægelsesfrihed har ikke-frihedsberøvede patienter samme bevægefrihed som patienter indlagt i for eksempel somatiske afdelinger, således at man generelt er henvist til at lave frivillige aftaler med patienten.

Nævnet har lagt til grund for afgørelsen, at var frivilligt indlagt i perioden fra den 22. maj til den 25. maj 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at 1. reservelæge ved sin undersøgelse af den 22. maj 2000 fandt, at han aktuelt ikke gav udtryk for psykotiske tanker, og at hun opnåede en rimelig god kontakt med ham, samt at han hurtigt responerede på den medicinske behandling, og accepterede denne. På baggrund af at han klarede terrænfriheden den 22. maj 2000 problemfrit, udvidede hun denne udgang til 2 x 2 timer.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at havde været indlagt i cirka 3 ½ måned, og at han havde været i stand til at fastholde frivillig indlæggelse i størstedelen af perioden, samt at han under indlæggelsesforløbet havde været i stand til at overholde aftaler om udgang i gennem cirka 6 uger ved dagligt arbejde i værksted samt udgang til hjemmet, hvor han af og til overnattede. Bortset fra af den 12. maj 2000 og ved overflytningen til lukket afsnit den 18. maj 2000.

Nævnet har herudover lagt vægt på, at tidligere i forløbet havde haft korterevarende forværring af sin tilstand på grund af medicinsvigt, og at han trods dette havde fortsat terrænfrihed, samt at han overholdt aftalerne.

Patientklagenævnet finder herefter, at 1. reservelæge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med hendes undersøgelse og behandling af .