Klage over manglende behandling af tarmlæsion efter livmoderudskrabning

1. reservelæge <****> har overtrådt lægelovens § 6, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 13. august 1999 på gynækologisk afdeling, <****>.

Overlæge A har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <****> den 11. august 1999 på gynækologisk afdeling, <****>.

Den 5. august 1999 blev undersøgt på gynækologisk ambulatorium, , på grund af blødninger fra underlivet. Overlæge B forsøgte at udtage en prøve fra livmoderhulen med en lille pipette, men fandt det ikke muligt at komme igennem livmoderhalsen.

Den 11. august 1999 fik derfor foretaget en udskrabning fra livmoderhalsen og livmoderhulen. På grund af smerter i maven blev efterfølgende indlagt på gynækologisk afdeling, . Her fandt overlæge C hende forpint, gråbleg og lidt svedende, og ved undersøgelse af bughulen fandtes bugvæggen spændt med enkelte tarmlyde. En røntgenundersøgelse viste ingen fri luft.

I løbet af den 12. august 1999 blev undersøgt tre gange af overlæge A, som noterede, at virkede bedre i løbet af dagen.

Den 13. august 1999 fik overlæge A fra patologisk afdeling, , besked om, at man i det mikroskopiske præparat, der var udtaget i forbindelse med udskrabningen, havde fundet celler fra en tarmvæg.

Overlæge A rekvirerede derfor samme dag tilsyn fra parenkymkirurgisk afdeling, , ved 1. reservelæge . Hun fandt upåvirket og uden feber med naturlige tarmlyde, og valgte at se situationen an, samt at sætte på flydende kost.

Dette tilsyn blev gentaget den 14. august 1999, hvor 1. reservelæge konstaterede, at der havde været afføring, luftafgang og naturlige tarmlyde, og fandt i bedring. blev i løbet af den 15. august 1999 undersøgt af flere læger.

Den 16. august 1999 blev igen undersøgt af 1. reservelæge , der i sammenligning med tidligere beskrev hende som mere smertepåvirket og med sparsomme lyde fra bughulen ved stetoskopi.

Senere samme dag blev undersøgt af overlæge A, som fandt hendes tilstand utilfredsstillende, hvorfor han atter kontaktede parenkymkirurgisk afdeling, . Som følge heraf blev der foranstaltet yderligere tilsyn ved overlæge D, som fandt meget syg og fik mistanke om, at hun led af bughulebetændelse. Hun blev derfor opereret akut.

Ved operationen fandt overlæge D kraftig sammenvoksning mellem tyndtarm og urinblære, livmoder samt bugvæggen. Overlæge D førte to tarmslynger frem på maveskindet, og fjernede et stykke tarm, hvori der var skader efter underlivsudskrabningen den 11. august 1999. Der var sammenklæbninger og membrandannelse i området mellem tarmene, og der blev derfor foretaget en grundig sanering og skylning. I forbindelse med operationen fik antibiotika, for at undgå følger efter dette udslip af tarmindhold.

Efterforløbet blev kompliceret, og krævede blandt andet behandling i respirator og intensiv behandling med antibiotika, blod, sondemad samt skift af sonder. døde den 19. januar 2000.

Der er klaget over, at overlæge A, der foretog en udskrabning den 11. august 1999, gik igennem livmodervæggen og perforerede tarmen.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af overlæge As behandling af den 11. august 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at udskrabningen ifølge journalen blev udført i fuld bedøvelse, og at der ikke var mistanke om uheld under indgrebets udførelse. Først efterfølgende fik overlæge A mistanke om, at der kunne være sket en perforation af livmodervæggen med mulig tarmskade til følge.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at overlæge A umiddelbart herefter rekvirerede et parenkymkirurgisk tilsyn, som han senere fulgte op på, for at afbøde de negative følger af perforationen.

Patientklagenævnet kan oplyse, at perforation af livmoderen i tilslutning til en udskrabning er en kendt, men sjælden komplikation, som især opstår i forbindelse med udskrabning hos ældre, idet livmoderens væv kan være tynd og skrøbelig. Almindeligvis medfører en utilsigtet perforation ingen problemer.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at havde sammenvoksninger mellem tarm og livmoder efter tidligere operation for tarmkræft, og at perforationen som følge heraf forårsagede en tarmlæsion.

Sammenfattende finder nævnet, at den indtrufne perforation må betragtes som en hændelig komplikation, der ikke kan tilskrives manglende omhu og samvittighedsfuldhed fra overlæge s side.

Patientklagenævnet finder grundlag for kritik af 1. reservelæge s behandling af den 13. august 1999.

Nævnet kan oplyse, at risikoen ved en tarmperforation er udvikling af bughindebetændelse, der er en alvorlig tilstand. Hvis der er sikkerhed for beskadigelse af tarm, bør der foretages operation for at sikre mod yderligere bughindebetændelse. Forekomsten af tarmslimhinde i et udskrab fra livmoderen må således anses for at være ensbetydende med en indtruffen tarmperforation.

Nævnet har lagt vægt på, at 1. reservelæge den 13. august 1999 blev orienteret om, at der var tarmslimhinde i det væv, der var blevet fjernet ved udskrabningen.

Nævnet finder på denne baggrund, at hun umiddelbart herefter burde have foranlediget, at blev opereret i bughulen.