Klage over afslag på akut DC-konvertering

Vagtlæge <***> har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <***> den 1. juli 2000.

1. reservelæge <***> har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <***> den 1. juli 2000 på medicinsk afdeling, <***>.

<***> havde i to korte perioder i marts og maj måned 2000 været indlagt på <***> på grund af atrieflimren (hurtige ukoordinerede sammentrækninger af hjertets forkammer) og var den 31. maj 2000 blevet behandlet med DC-konvertering (normalisering af hjerterytme ved hjælp af elektrisk stimulation) med god effekt.

<***> vågnede lørdag den 1. juli 2000 med ændret hjerterytme. Han kontaktede vagtlæge <***> og informerede ham om sit sygdoms- og behandlingsforløb, og oplyste, at han ønskede akut DC-konvertering.

Læge <***> har oplyst, at han herpå kontaktede 1. reservelæge <***>, medicinsk afdeling, <***> , som ikke fandt grundlag for at foretage akut DC-konvertering, men anbefalede, at <***> kontaktede egen læge den førstkommende mandag. Læge <***> meddelte <***> dette, og opfordrede ham samtidig til at kontakte lægevagten på ny, såfremt der skulle opstå brystsmerter eller besværet vejrtrækning.

1. reservelæge <***> har oplyst, at <***>s nye situation, efter at han havde fået recidiv af sin atrieflimren under medicinsk behandling, burde konfereres med speciallæge i hjertesygdomme og muligvis også <***>, <***>, da <***> er pilot, før der kunne tages stilling til den fortsatte behandling. 1.reservelæge <***> har endvidere anført, at tidsrammen for DC-konvertering er 3-5 døgn

Mandag den 3. juli 2000 blev <***> af sin praktiserende læge henvist til medicinsk afdeling, <***>, hvor man besluttede ikke at foretage akut DC-konvertering, men at fortsætte den medicinske behandling med henblik på senere konvertering.

Der er klaget over, at læge <***> og 1. reservelæge <***>, medicinsk afdeling, <***>, ikke iværksatte DC-konvertering af <***>, da han den 1. juli 2000 fik en markant ændret hjerterytme.

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere den behandling, <***> modtog af læge <***> lørdag den 1. juli 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at <***> var blevet DC-konverteret den 31. maj 2000 på grund af aterieflimren, og at han henvendte sig telefonisk til lægevagten den 1. juli 2000, da han på ny mærkede uregelmæssig puls.

Nævnet har videre lagt vægt på, at <***> ud over sin sygehistorie oplyste overfor læge <***>, at han ikke havde brystsmerter, havde normal vejrtrækning og puls på ca. 85, samt at han ønskede en akut DC-konvertering, da han tidligere var blevet informeret om, at optimal blodfortyndende behandling ikke var nødvendig forud for DC-konvertering, såfremt denne blev foretaget indenfor 2 døgn efter rytmeforstyrrelsens opståen. <***> oplyste endvidere, at han var erhvervspilot.

Nævnet har herudover lagt vægt på, at læge <***> konfererede med vagthavende 1. reservelæge på medicinsk afdeling, <***>, der på det foreliggende ikke mente at kunne tilbyde akut DC-konvertering, og at han videregav denne oplysning til <***>.

Nævnet finder, at <***>s helbredsmæssige situation den 1. juli 2000 ikke alene kunne begrunde akut behandling, hvorfor nævnet finder at det var korrekt af læge <***> at kontakte vagthavende læge på medicinsk afdeling på <***> og at følge dennes anvisning.

Nævnet finder således ikke grundlag for at kritisere, at læge <***> anbefalede <***> at henvende sig til egen læge den førstkommende hverdag.

Nævnet finder, at 1. reservelæge <***> ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af <***>.

Nævnet har lagt vægt på, at 1. reservelæge <***> på baggrund af læge <***> henvendelse ikke vurderede, at der var grundlag for at foretage akut DC-konvertering den 1. juli 2000, blandt andet under henvisning til at tidsrammen for DC-konvertering er på 3-5 døgn.

Nævnet skal oplyse, at det er generelt accepteret, at atrieflimmer med en varighed på mere end 48 timer ikke må forsøges DC-konverteret uden forudgående blodfortyndende behandling.