Klage over valg af reguleringsmetode

Specialtandlæge <****> har overtrådt tandlægelovens § 12, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i forbindelse med sin behandling af <****> i perioden fra den 14. januar 1997 til den 26. maj 2000.

Tandlæge <****> har overtrådt tandlægelovens § 12, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i forbindelse med sin behandling af <****> i perioden fra den 25. september 1997 til den 26. maj 2000.

blev den 14. januar 1997 undersøgt af specialtandlæge , Kommunale Tandpleje. Der blev optaget røntgenbilleder, og specialtandlægen konstaterede et åbent bid på fortænderne som følge af fingersutning. Det blev aftalt, at skulle ses i tandplejen igen i august 1997 med henblik på en vurdering af, om det åbne bid ændrede sig, som følge af at fingersutningen netop var ophørt.

Den 23. september 1997 tilbød specialtandlæge behandling med aftageligt apparatur (aktivator) med henblik på normalisering af biddet i planet forfra/bagtil. Det var planen, at der efter normalisering af biddet i dette plan, skulle tages stilling til det åbne bid på fortænderne.

fik aktivatoren udleveret den 4. december 1997 af tandlæge , der tillige instruerede både og hendes moder i brug og renhold.

udeblev fra kontrolbesøg den 9. februar og den 16. og 23. marts 1998.

Den 30. april 1998 talte tandlæge med s moder, der oplyste, at ikke havde brugt aktivatoren ret meget, da den generede hende.

Den 18. maj 1998 udeblev igen fra kontrolbesøg.

Ved en behandling den 28. maj 1998 indskærpede tandlæge overfor , at hun skulle bruge aktivatoren, hvis den skulle have effekt. Desuden opfordrede hun til at henvende sig i tandplejen, hvis hun havde gener fra aktivatoren, og ikke bare lade være med at bruge den. Den 18. juni 1998 anførte tandlæge i journalen, at det nu gik fint med aktivatoren.

Den 23. september 1998 anførte specialtandlæge i journalen, at behandlingen med aktivator skulle fortsætte cirka et år, hvorefter der skulle tages stilling til behandling af det åbne bid med fast apparatur.

Ved kontrolundersøgelse den 1. februar 1999 anførte tandlæge , at det fortsat gik fint med brug af aktivator.

Den 18. marts og den 8. april 1999 udeblev fra kontrolbesøg.

Ved kontrolundersøgelse den 22. april 1999 informerede tandlæge om, at hun fortsat skulle bruge aktivatoren hver nat.

udeblev fra kontrolbesøg den 10. juni, den 9. og 19. august og den 14. september 1999.

Den 23. september 1999 undersøgte tandlæge og fandt, at det åbne bid var reduceret, men dog ikke helt lukket. Der var foretaget rimelig korrektion af forfra/bagtil-planet. Tandlæge anførte i journalen, at skulle undersøges af specialtandlæge med henblik på vurdering af, om der skulle monteres fast apparatur. udeblev imidlertid fra aftalen med specialtandlæge den 26. november 1999.

Ved kontrolundersøgelse den 16. december 1999 påtalte tandlæge de mange udeblivelser, idet hun gjorde opmærksom på, at dette ville forlænge behandlingen. Hun informerede om, at aktivatoren fremover kun skulle bruges hver anden nat.

Specialtandlæge undersøgte den 28. januar 2000, hvor hun vurderede, at aktivatoren skulle bruges hver nat og desuden i dagtimerne frem til maj 2000. Der blev optaget et håndrøntgenbillede, og specialtandlægen vurderede, at væksten næsten var afsluttet.

Den 2. marts 2000 modtog Kommunale Tandpleje et brev fra s moder, hvori hun anmodede om, at blev henvist til tandreguleringsbehandling hos en privatpraktiserende specialtandlæge i . Denne anmodning blev afvist ved brev af 22. marts 2000 fra klinikchef . Dog kunne konsultere den privatpraktiserende specialtandlæge for egen regning.

Den 30. marts 2000 konstaterede tandlæge ved en kontrolundersøgelse, at kun brugte aktivatoren om natten. Brugen skulle fortsætte som planlagt til maj 2000.

Den 26. maj 2000 blev undersøgt af specialtandlæge , der udfærdigede en ny behandlingsplan med fast apparatur.

Herefter valgte s moder at fortsætte tandreguleringsbehandlingen hos den privatpraktiserende tandlæge.

Der er klaget over, at man valgte en forkert reguleringsmetode med den følge, at fik saksbid med hovedpiner til følge.

Endvidere er der klaget over, at man ikke i tilstrækkeligt omfang fulgte s knoglevækst, idet der kun blev taget røntgenbilleder ved behandlingens start, og derefter først røntgenbillede af hånden i januar 2000.

For så vidt angår klagen over, at der blev valgt en forkert reguleringsmetode, har Patientklagenævnet lagt vægt på, at havde åbent bid på fortænderne, og at specialtandlæge på denne baggrund den 14. januar 1997 lagde en behandlingsplan med henblik på normalisering af funktionen. Den 23. september 1997 ordinerede specialtandlæge behandling med aktivator. Behandlingen blev iværksat den 4. december 1997. Det var planen, at det senere skulle vurderes, om der skulle monteres fast apparatur.

Nævnet har videre lagt vægt på, at røntgenbilleder fra den 14. januar 1997 viser, at befandt sig på højden af sin vækstspurt.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at studiemodellerne viser, at der i løbet af behandlingen kun blev opnået meget små positive ændringer. Sammenbiddet i vandret retning er langt fra normaliseret, og overbiddet i vandret retning er kun reduceret ubetydeligt. Det åbne bid i fortandsregionen er nærmest uændret. Der er i løbet af behandlingsperioden opstået behandlingsskabt krydsbid (ikke saksbid) i højre side af kæben på de store kindtænder (molarer) og de små kindtænder (præmolarer).

Nævnet har endelig lagt vægt på, at udeblev fra 14 behandlingsaftaler i perioden fra den 9. februar 1998 til den 26. november 1999. Endvidere blev det ved flere kontroller konstateret at ikke have brugt aktivatoren som foreskrevet.

Nævnet finder på denne baggrund, at specialtandlæge og tandlæge har overtrådt tandlægelovens § 12, fordi de ikke har været tilstrækkelig omhyggelige og samvittighedsfulde i forbindelse med deres behandling af .

Det er således nævnets opfattelse, at tandreguleringsbehandlingen under hensyn til s vækst burde have været iværksat allerede i januar 1997, også af behandlingspsykologiske årsager.

Endvidere finder nævnet, at aktivatoren burde have været forsynet med en ekspansionsskrue for at give størst mulig effekt og for at undgå behandlingsbetinget krydsbid. Alternativt kunne der have været forbehandlet med ekspansion af overkæbetandbuen.

Ligeledes finder nævnet, at specialtandlæge og tandlæge burde have bragt behandlingen af til ophør, da det viste sig, at hun ikke var i stand til at samarbejde omkring behandlingen. Da dette ikke skete, har og hendes forældre efter nævnets opfattelse kunnet have en berettiget forventning om, at behandlingen, på trods af svigtende samarbejde kunne få et tilfredsstillende resultat.

Samlet set har de kritisable forhold betydet, at tandreguleringsbehandlingen af har ligget under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

For så vidt angår klagen over, at man ikke i tilstrækkeligt omfang fulgte s knoglevækst, har nævnet lagt vægt på, at røntgenbilleder fra den 14. januar 1997 viser, at tidspunktet for den største knoglevækst var nået, og dermed det tidspunkt, hvor det er mest gunstigt at igangsætte tandreguleringsbehandling.

Nævnet kan oplyse, at der foregår en målbar knoglevækst i et par år efter tidspunktet for den største knoglevækst, om end i aftagende grad og at der i disse år kan gennemføres vækstbaseret tandreguleringsbehandling med et godt resultat.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for kritik af, at specialtandlæge ikke foranledigede optagelse af yderligere røntgenbilleder for at følge knoglevæksten.