Klage over ordination af vanedannende medicin

Praktiserende læge <****> har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> i perioden fra december 1994 til den 16. januar 2000.

havde gennem 10-15 år havde været i behandling for smerter og migrænelignende symptomer, da hun som 30-årig i 1993 fik praktiserende læge som læge.

Læge behandlede med Dextropropoxifen tabletter og Ketogan stikpiller som dagligt forbrug suppleret med Somadril tabletter og Cipramil som antidepressivum.

havde svært ved at administrere medicinen, og hendes ægtefælle, , oplyste læge om flere episoder, hvor havde været sanseløs af medicinpåvirkning.

I april 1999 kontaktede Embedslægeinstitutionen i Amt med henblik på vejledning omkring s tilstand. Embedslægeinstitutionen henstillede til, at hun blev trappet ud af den afhængighedsskabende medicin, og læge forklarede, at hun allerede var i gang med at aftrappe medicinforbruget. Misbruget fortsatte imidlertid, da det ikke lykkedes med medicinaftrapningen.

Den 10. december 1999 blev indlagt akut på efter at have mistet bevidstheden som følge af indtagelse af Panodil- og Dextropropoxifentabletter.

Den 13. januar 2000 blev ledsaget af sin ægtefælle til læge . Her oplyste , at indtog sin medicin yderst uhensigtsmæssigt.

Den 16. januar 2000 blev fundet død i sin bil efter at have indtaget overdosis af medicin angiveligt i selvmordsøjemed.

Den efterfølgende retskemiske undersøgelse viste, at dødsårsagen var forgiftning med lægemidlerne Dextropropoxifen og Paracetamol (Pamol).

Der er klaget over, at praktiserende læge s ordination af vanedannende medicin til i perioden fra december 1994 til den 16. januar 2000 ikke var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Patientklagenævnet finder, at læge har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af og ordination af stærktvirkende smertestillende lægemidler til i perioden fra december 1994 til den 16. januar 2000, idet han ikke i tilstrækkeligt omfang forsøgte at bringe ud af hendes medicinmisbrug.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at det af journalen samt af læge udtalelse til sagen af 22. februar 2001 fremgår, at læge i 1994 videreførte en behandling af med Dextropropoxifen, som var blevet iværksat i 1987, og med Ketogan, som var indledt i 1993. Han behandlede hende endvidere med Panodil. Det fremgår desuden, at læge gennem årene fik et grundigt kendskab til på grund af hendes mange henvendelser, og at han allerede fra den 16. januar 1995 blev advaret om, at hun havde et medicinmisbrug. Der blev indgået adskillige kontrakter om nedtrapning, som blev brudt, uden, at det havde den konsekvens, at medicinordinationerne blev stoppet.

Det er nævnets opfattelse, at læge tillige havde mulighed for at afskrive sig som tilmeldt patient med begrundelsen, at han ikke fagligt kunne tage ansvaret for hendes fejlagtige brug af medicinen, men dette skete ikke.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at den 10. december 1999 blev indbragt til skadestuen på , hvor hun oplyste at have indtaget 6 tabletter Pamol og 2 tabletter Dextropropoxifen. Alligevel fortsatte læge med ordinationen frem til den 6. januar 2000.

Videre har nævnet lagt vægt på, at selv om der ikke blev ordineret et gennemsnitligt forbrug af præparatet Dextropropoxifen, der var større end maximale døgndoser, (der blev ordineret 65 mg x 3-4 dagligt) reagerede læge ikke, da han blev klar over, at overdoserede lægemidlet Dextropropoxifen. Det fremgår af læge s journalnotater fra den 18. februar, den 4. , 8. og 9. marts, den 8. april, den 25. oktober 1999, samt den 6. og 13. januar 2000, at han var bekendt med, at havde et medicinmisbrug.

Nævnet kan hertil oplyse, at lægemidlet Dextropropoxifen er et svagtvirkende smertestillende stof, til behandling af svage smerter, som ved indtagelse af normal dosis på 65 mg 3-4 x dagligt kun har en beskeden risiko for misbrug, fordi det ikke umiddelbart virker vanedannende.

Endvidere kan nævnet oplyse, at der i 1995 blev udsendt advarsler om, at Dextropropoxifen var et præparat med meget ringe forskel mellem den dosis, som gav behandlingseffekt, og den dosis, som gav dødelig forgiftning (et smalt terapeutisk index). Den særlige risiko skyldtes stoffets uforudsigelige virkning på åndedræt og hjerteaktion, og Sundhedsstyrelsen frarådede brug af lægemidlet til medicin- og alkoholmisbrugere.

Det er herefter nævnets opfattelse, at en praktiserende læge burde være bekendt med, at Dextropropoxifen ikke siden 1995 blev brugt til potentielle misbrugere.

På denne baggrund finder nævnet, at læge s behandling med Dextropropoxifen af i perioden fra december 1994 til den 16. januar 2000 var under almindelig anerkendt faglig standard.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at efter en indlæggelse på neurologisk afdeling, i december 1994 fik stillet diagnosen migræne (hemicrania) med en anfaldshyppighed på 2 gange om ugen. Alligevel accepterede læge ifølge journalen et dagligt forbrug af supplerende Ketoganstikpiller fra 25. juni 1996.

Nævnet finder ikke, at den ordinerede dosis Ketogan på 10 stikpiller pr. uge i sig selv var for høj, men samlet set overskred dosis almindelig accepteret faglig standard, fordi der ikke var indikation for et dagligt forbrug.