Klage over manglende kejsersnit, manglende information og manglende behandling af sprængning af endetarmslukkemusklen

Jordemoder <****> har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin information af <****> den 18. maj 1999 på fødegangen, <****>.

1. reservelæge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> den 19. maj 1999 på fødegangen, <****>.

var 37 år, førstegangsfødende og i uge 43, da hun den 18. maj 1999 blev indlagt til fødsel på . Kl. 11.00 foretog jordemoder hindepunktur med udtømmelse af en lille skylle klart fostervand og kl. 16.20 blev der sat et drop op med vestimulerende medicin. Herefter skred fødslen fremad i normalt tempo, og syv timer efter start af droppet begyndte presseperioden. Efter 1 times pressen i forskellige stillinger tilkaldte jordemoder den vagthavende 1. reservelæge , da der ikke var fremgang. Hjertelyden var fin hele tiden.

Efter anlæggelse af lokalbedøvelse (pudendusblokade) anlagde 1. reservelæge blød cup og efter 3 vesynkrone træk blev barnet født med en arm ned langs hovedet. fødte således en dreng den 19. maj 1999 kl. 1.00.

Der var udrift bagtil medinddragende endetarmslukkemusklen og 1. reservelæge syede derfor efter afdelingens retningslinier rift og ruptur i fuld bedøvelse (generel anæstesi).

Efter fødslen blev der givet afføringsblødgørende kost efter afdelingens sphinkterrupturregime, hvilket vil sige rigelig væske, fiberrig kost og Laktulosesaft (afføringsmiddel). Den 25. maj 1999 fik endvidere sveskesaft efter hendes ønske om blødere afføring. I efterforløbet fik vedvarende problemer med at holde på afføring og luft, således at hun blev henvist til undersøgelse på . Senere måtte man operere for defekter i både interne og eksterne muskelring af analsphinkter.

Der er klaget over, at der ikke blev ordineret kejsersnit, og at man forløste barnet med sugekop, når han havde den ene arm fremme.

Der er endvidere klaget over, at fik forkert information om vestimulation.

Endelig er der klaget over, at 1. reservelægen ikke foretog en korrekt syning af s sprængning, og at man ikke i efterforløbet ordinerede mere afføringsmiddel.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere, at 1. reservelæge ikke ordinerede kejsersnit.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at s fødsel gik i gang ved en gestationsalder på 42 uger og 2 dage, og da der ikke kom effektive veer spontant blev der først foretaget hindesprængning med udtømmelse af klart fostervand den 18. maj 1999 kl. 11.00, og senere foretaget vestimulation med drop fra kl. 16.20.

Det er nævnets opfattelse, at der var herefter var langsom, men dog acceptabel fremgang i fødselsforløbet og kl. 23.30 påbegyndtes presseperioden. Da denne havde stået på en time var barnets hoved kommet ned til spinae - det vil sige, at hovedet var trængt godt ned i bækkenet uden dog at have nået bækkenbunden.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at vagthavende 1. reservelæge blev tilkaldt og efter at have undersøgt skønnede han, at fødslen kunne afsluttes vaginalt.

Det er nævnets opfattelse, at på baggrund af forløbet og de foretagne observationer var dette skøn i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, og der var efter nævnets opfattelse ikke indikation for at forløse ved kejsersnit.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere beslutningen om at anlægge blød sugekop.

Det er i den forbindelse nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at søge at forkorte forløbet ved anlæggelse af en blød sugekop, da der efter presseperiode på en time ikke var tilfredsstillende fremgang i forløbet, og da det blev skønnet, at
fødslen kunne afsluttes vaginalt.

Nævnet har lagt vægt på, at barnets hoved fulgte pænt med ned i forbindelse med træk på koppen og efter tre veer blev barnet forløst. Denne procedure var efter nævnets opfattelse i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det ved fødslen viste sig, at barnet havde den ene arm ved siden af hovedet. Det er nævnets opfattelse, at dette kan være årsagen til, at der opstod en bristning af mellemkødet medinddragende endetarmens lukkemuskel.

Nævnet kan oplyse, at det normalt ikke er muligt at føle en arm, der ligger ved siden af barnets hoved og man kan således ikke kritisere 1. reservelæge for, at dette forhold først blev erkendt ved hovedets forløsning.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere den informationen, som modtog om det vestimulerende drop af jordemoder .

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at til sagen har anført, at hun blev misinformeret om vestimulationen, idet hun fik at vide, at det var det naturlige vestimulationshormon, som skulle hjælpe hendes egne veer. Ifølge er virkeligheden, at der er tale om et kunstigt fremstillet hormon, der forcerer veer hos den fødende.

Videre har nævnet lagt vægt på, at både administrerende overlæge og jordemoder til sagen har oplyst, at man på afdelingen sædvanligvis fortæller den fødende, at hormonet i droppet svarer til kroppens eget vestimulationsmiddel, samt at jordemoder normalt ikke siger, at det er kunstigt fremstillet.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at en jordemoder i journalen fra kl. 14.00 har anført, at og hun aftalte, at hun skulle i bad en time og hvis der ikke var sket noget skulle hun havde drop med vestimulerende medicin (såkaldt S-drop).

Nævnet kan oplyse, at veerne kan stimuleres med S-drop, hvilket står for Syntocinon-drop. Syntocinon er et syntetisk fremstillet stof, der kemisk er identisk med oxytocin, som er det hormon, der dannes i hypofysen og fremkalder fødselsveerne.

På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at det ikke er forkert at betegne den vestimulerende medicin som "naturlig". Nævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at kritisere den information, som jordemoder gav om det vestimulerende drop.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere 1. reservelæge for hans syning af lukkemuskelsprængningen.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at der var udrift bagtil medinddragende endetarmslukkemusklen og at 1. reservelæge derfor syede rift og ruptur i generel anæstesi efter afdelingens retningslinier, hvilket vil sige, at han først isolerede ringmusklen (sfinkteren) på begge sider og syede den, hvorefter han lukkede sprængningen i skeden (vagina) med fortløbende knudesuturer i mellemkødet (perineum).

Videre har nævnet lagt vægt på, at 1. reservelæge ved operationens afslutning sikrede sig, at syningen var korrekt ved at føle efter i endetarmen.

Det er på denne baggrund nævnets opfattelse, at behandlingen af bristningen i mellemkødet og endetarmens lukkemuskel blev udført i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet kan oplyse, at det er en kendt komplikation til en sådan syning, at der kan opstå en defekt i lukkemusklen på langt sigt til trods for korrekt sammensyning umiddelbart.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere den ordinerede mængde afføringsmiddel.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der efter fødslen blev givet afføringsblødgørende kost efter afdelingens sphinkterrupturregime, hvilket vil sige rigelig væske, fiberrig kost og Laktulosesaft (afføringsmiddel), og at man den 25. maj 1999 øgede med sveskesaft på s ønske om blødere afføring.

Nævnet kan oplyse, at det er almindelig praksis at ordinere afføringsblødgørende medicin efter en bristning af endetarmens lukkemuskel. Dosis kan individuelt justeres afhængigt af medicinens effekt på patienten.

Nævnet har noteret sig, at medicinen blev ordineret i overensstemmelse med afdelingens instruks og da der blev behov for yderligere blødgørende behandling blev denne givet. Nævnet finder ikke anledning til at kritisere denne fremgangsmåde.