Klage over hjemmeplejen

Hjemmesygeplejerske <****> har ikke overtrådt lov om sygeplejersker ved sin behandling af <****> i perioden fra 8. oktober til den 3. november 2000 i hans bolig.

I oktober 1997 var flyttet i ældrebolig efter en længere sygdomsperiode, da han var begyndende alderdomssvækket (dement) som følge af flere blodpropper i den forreste (frontale) del af hjernen. Hans tilstand havde desuden været præget af dårlig hjertefunktion, mangeårig gigtlidelse i ryggen (morbus Bechterew), gangbesvær og tilbageløb fra mavesæk til spiserør (refluks-øsofagitis), og fik således medicin for disse lidelser.

I julen 1999 kontaktede s datter, , hjemmeplejen i for at gøre opmærksom på, at hans egenomsorg i tiltagende grad svigtede.

I løbet af efteråret 2000 bemærkede en hjemmehjælper, at byttede om på dag og nat, at han ikke benyttede det rene tøj, som hun havde lagt frem, at han spiste sin mad sent, at han ikke barberede sig, og at han glemte at tage sin medicin om morgenen. Flere af hendes kolleger fandt ham endvidere afvisende.

Den 8. oktober 2000 foreslog hjemmehjælperen, at s ressourcer blev kortlagt, og at hans døgnrytme blev undersøgt. Ved denne lejlighed henviste hjemmehjælperen til at tale med hjemmeplejen. Hun overvejede en sådan henvendelse, men undlod dette, da hun mente, at det for hjemmeplejen måtte være indlysende, at faderen var dement og havde behov for hjælp.

Den 3. november 2000 faldt uden for sin dør og blev indlagt på med mistanke om knoglebrud. Han sløjede hurtigt af og afgik ved døden den 11. november 2000.Ved den efterfølgende obduktion blev det påvist, at led af lungekræft (storcellet, lavt differentieret adenokarcinom) med spredning (metastaser) dog ikke efter det oplyste i synligt omfang til hjernen.

Der er klaget over, at fra den 8. oktober til den 3. november 2000 ikke fik sin daglige medicin. Endvidere, at ikke blev plejet tilstrækkeligt. har oplyst, at faderen ved indlæggelsen den 3. november 2000 led af mangel på væske og ernæring og havde tabt sig 12 kg. Desuden at han ikke længere fik leveret aftensmad, fordi han spiste sin frokost sent.

Patientklagenævnet finder, at hjemmesygeplejerske ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af .

Nævnet har herved lagt vægt på, at sygeplejerske har oplyst, at fik udleveret medicin i doseringsæsker til 2 uger ad gangen, senest den 23. oktober 2000. Nævnet har videre lagt vægt på, at det af kardex fremgår, at hjemmehjælpen den 28. september 2000 fandt s medicin i skraldespanden, og da han blev konfronteret med dette, svarede han, at han nok selv skulle bestemme, om han skulle tage piller.

Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at kommunikationen imellem og kommunen ifølge ledende hjemmesygeplejerske foregik via hjemmehjælperen, og at hjemmesygeplejen først den 18. oktober 2000 blev gjort bekendt med, at der var enighed imellem datteren og hjemmehjælpen om, at s tilstand og adfærd var bekymrende. Samme dag rettede hjemmeplejen henvendelse til demenskonsulent <***> med henblik på besøg, som blev aftalt til den 3. november 2000.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at hjemmeplejen ifølge ledende hjemmesygeplejerske først den 1. november 2000 blev opmærksom på, at ikke spiste sin mad og ikke indtog tilstrækkelig væske. På denne baggrund intensiverede hjemmeplejen sine besøg hos for dagligt at tilskynde ham til at indtage tilstrækkelig føde og væske. Ligeledes blev hjemmehjælperne instrueret i at observere ham. Hensigten hermed var også at få afklaret, i hvilket omfang han var dement med henblik på at planlægge det videre behandlingsforløb. Det var hjemmeplejens opfattelse, at ikke var inhabil, hvad angik hans evne til at varetage sine egne anliggender.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at der var aftalt levering af kølemad 3 gange ugentligt. Ved den sidste levering den 2. november 2000 lukkede ikke op.

Det er nævnets vurdering, at frem til sin indlæggelse fik sin medicin i det omfang, det var muligt for hjemmehjælpere og sygeplejerske at overtale ham til det, og at han fik føde og væske i det omfang, det var muligt at påvirke ham til det. Hjemmeplejen tog endvidere omgående initiativ til at revurdere s tilstand, da det blev klart, at denne var forværret.

Nævnet finder, at der ikke var lovhjemmel til at tvinge til at spise, drikke eller til at modtage anden hjælp mod hans ønske. Nævnet finder således, at hjemmesygeplejerske har behandlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet kan hertil oplyse, at den periode fra en patient kan klare sig selv nogenlunde godt i hjemmet med støtte fra hjemmeplejen til, hvor patienten pludselig bliver ude af stand til at klare sig selv går hurtigt. Sådan en periode er meget svær at forudse, idet det pludselig kan gå hurtigt med en demens udvikling. Det betyder, at når en sådan situation opstår, skal hjemmehjælperne og hjemmesygeplejersken til at vurdere, hvornår klienten er inhabil og til fare for sig selv eller andre. Så længe han ikke vurderes som inhabil, kan man ikke fratage ham hans selvbestemmelsesret. Så hvis klienten ikke vil indtage sin medicin eller spise sin mad, kan man kun motivere ham til at gøre det alligevel og samtidig holde nøje øje med, hvornår han ikke er habil mere.