Klage over manglende diagnostik af diskusprolaps

Kiropraktor har overtrådt § 8 i lov om kiropraktorer, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyg-gelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af den 24. og 29. februar og den 2. marts 2000.Praktiserende læge har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af den 2. marts 2000.Vagtlæge har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af den 4. marts 2000.

Sagsnummer:

0124206

Offentliggørelsesdato:

20. juni 2001

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger, Kiropraktorer

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Kiropraktor <****> har overtrådt § 8 i lov om kiropraktorer, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyg-gelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 24. og 29. februar og den 2. marts 2000.

Praktiserende læge <****> har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <****> den 2. marts 2000.

Vagtlæge <****> har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <****> den 4. marts 2000.

 

På baggrund af tre tidligere skader mod højre hofte og ryg havde udviklet kroniske smerter i lændeområdet og havde siden 1995 regelmæssigt modtaget kiropraktisk behandling hos kiropraktor . Alle henvendelserne skyldtes lændesmerter, af og til med udstrålende smerter til højre ben.

Den 24. februar 2000 henvendte sig igen til kiropraktor med lændesmerter og en sovende fornemmelse i højre ben. Kiropraktor undersøgte ham og gav forskellige kiropraktiske behandlinger.

Ved et besøg hos kiropraktor den 29. februar 2000 blev der fundet en mindre udtalt sovende fornemmelse i højre ben, mens symptomerne nu samlede sig i højre hofte. Kiropraktor gav igen kiropraktisk behandling.

Den 2. marts 2000 havde smerterne samlet sig næsten udelukkende i højre hofte. kontaktede derfor sin egen læge, , kl. 9, men kunne først få en tid til undersøgelse af ryggen kl. 13. I mellem tiden undersøgte kiropraktor igen og gav kiropraktisk behandling.

Kl. 13 samme dag henvendte sig til læge , som fandt, at hans symptomer var forenelige med nerverodstryk fra rygsøjlen på niveau mellem 5. lændehvirvel og 1. korsbenshvirvel. Hun ordinerede smertestillende medicin og gav ham en henvisning til en fysioterapeut, hos hvem han allerede havde aftalt tid til undersøgelse.

s symptomer blev imidlertid ikke bedre, og den 4. marts 2000 kunne han ikke forlade sengen uden hjælp, hvorfor han kontaktede vagtlæge , der efter at have fået oplyst sygehistorie og symptomer ordinerede yderligere smertestillende medicin (Nobligan). Vagtlæge rådede endvidere til at søge kontakt til egen læge igen samt at blive i sengen for at aflaste ryggen.

Den 5. marts 2000 foranledigede et familiemedlem, at blev akut indlagt på , hvor lægerne på ortopædkirurgisk afdeling fandt tegn på en diskusprolaps. Ved en akut CT-scanning blev der fundet en stor diskusprolaps svarende til 4. lændehvirvel og en mindre prolaps svarende til 5. lændehvirvel. blev herefter overflyttet til neurokirurgisk afdeling, , hvor han den 6. marts 2000 blev opereret.

Der er klaget over, at kiropraktor ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser og behandling af ved konsultationerne den 24. og den 29. februar samt den 2. marts 2000.

Endvidere er der klaget over, at læge ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse og behandling af ved konsultationen den 2. marts 2000.

Endelig er der klaget over, at vagtlæge ikke fandt grundlag for at foretage et hjemmebesøg hos den 4. marts 2000.

Patientklagenævnet finder, at kiropraktor har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin undersøgelse og behandling af ved konsultationerne den 24. og 29. februar samt den 2. marts 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at kiropraktor ved konsultationen den 24. februar 2000 noterede, at udover lændesmerter havde smerter og følelsesløshed i højre ben, hvorfor han foretog en undersøgelse af funktionen af højre hofteled og en bevægeundersøgelse af lænden.

Nævnet kan oplyse, at det forhold, at der ved konsultationen den 24. februar 2000 var smerteprovokation ved tryk og stræk af højre hofteled, ikke er ensbetydende med, at der ikke samtidig kunne være objektive tegn på en diskusprolaps.

Endvidere kan nævnet oplyse, at det er velkendt, at bensmerter og/eller følelsesløshed i benet forudsætter, at en objektiv undersøgelse inkluderer en undersøgelse af, om der er rodpåvirkning (diskusprolaps). Udover en bevægeundersøgelse af lænden, som den kiropraktor foretog, inkluderer undersøgelsen som minimum en strakt benløft-test, eventuelt omvendt strakt benløft-test og en undersøgelse af sensibilitet, muskelkraft og senereflekser i benene.

Nævnet har herefter tillige lagt vægt på, at kiropraktor ikke ved nogen af de tre konsultationer foretog ovennævnte undersøgelser for nerverodspåvirkning.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at kiropraktor den 29. februar og den 2. marts 2000 koncentrerede sig om at behandle højre bækkenled samt blødvæv omkring højre hofte.

Det er herefter nævnets opfattelse, at der ikke er grund til at mistænke, at behandlingerne den 29. februar og den 2. marts 2000 forværrede s tilstand eller fremkaldte en diskusprolaps.

Imidlertid kan nævnet oplyse, at en vigtig bestanddel af den konservative varetagelse af diskusprolapstilfælde dels er en løbende vurdering af, om de neurologiske forhold bedres eller udvikler sig, dels er information til patienten om de tegn, som patienten selv skal være opmærksom på, og som kan føre til akut operation.

Endvidere kan nævnet oplyse, at en operation for diskusprolaps almindeligvis først kommer på tale, når konservativ behandling med smertestillende medicin og forskellige former for fysikalsk behandling er forsøgt i 4-6 uger uden virkning. Akut eller subakut operation kan imidlertid også komme på tale, hvis patienten udvikler fremadskridende lammelser i benet over få dage, hvilket netop skete i s tilfælde.

På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering, at kiropraktor har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin undersøgelse og behandling af ved konsultationerne den 24. og 29. februar samt den 2. marts 2000.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af læge s undersøgelse og behandling af den 2. marts 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at læge den 2. marts 2000 gav en akut tid, da hun blev kontaktet af kiropraktor angående en henvisning af til fysioterapi. På grundlag af de oplysninger, som hun havde om s længerevarende rygsmerter, foretog hun en undersøgelse, som viste let lammelse, svækket reflex og nedsat følelse, hvorfor hun stillede diagnosen ?tryk på nerve fra ryggen (rodtryk) formentlig grundet en diskusprolaps?.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at læge herpå gav den ønskede henvisning til fysioterapi og ordinerede smertestillende behandling samt observation. Hun orienterede ham tillige om hvilke risikosymptomer, der indikerede behov for en akut operation (vandladningsbesvær m.v.).

Endelig har nævnet lagt vægt på, at de nævnte undersøgelser og behandlinger svarede til anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens MTV rapport 1999.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af vagtlæge s undersøgelse og behandling af den 4. marts 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at det af båndoptagelsen af vagtlæge s telefoniske samtale den 4. marts 2000 fremgår, at læge havde konstateret nervepåvirkning fra en diskus i lænden, og at var meget forpint. Det fremgår endvidere, at vagtlæge opfattede henvendelsen som en smerteproblematik, hvorfor han øgede den smertestillende behandling.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af båndoptagelsen fremgår, at vagtlæge under samtalen to gange sikrede sig, at skulle tilses igen af sin egen læge, samt at gav vagtlæge ret i, at han var bedst tjent med at forblive i sin seng. Det fremgår ikke af båndoptagelsen, at skulle have ytret ønske om sygebesøg.

Det er herefter nævnets opfattelse, at under samtalen havde mulighed for at korrigere vagtlæge s opfattelse af, at henvendelsen var foranlediget af et ønske om mere smertestillende behandling, men at dette ikke skete.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at vagtlæge s smertebehandling og råd om, at blev i sengen, indtil han kunne konsulteres af sin egen læge, svarede til anbefalingerne i Sundhedstyrelsens MTV rapport.

På denne baggrund finder nævnet, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at vagtlæge den 4. marts 2000 vurderede, at s sygehistorie ikke gav anledning til akut sygebesøg.

Nævnet kan hertil oplyse, at operationsresultaterne for diskusprolaps kun er rimelige, hvis man kritisk udvælger de egnede patienter til operation. I så fald er resultatet, at 60-70 % af de opererede patienters tilstand bedres.