Klage over manglende behandling i forbindelse med tarmslyng

Praktiserende læge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> i perioden den 17. februar til den 5. maj 2000 i sin konsultation.

Overlæge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> den 18. maj 2000 på medicinsk afdeling, <****>.

havde siden efteråret 1999 haft problemer med maven med symptomer, der mest gav mistanke om mavekatar. I henholdsvis december 1999 og begyndelsen af februar 2000 havde konsulteret to af læge s kolleger i Lægehuset. I forbindelse hermed var der bl.a. foretaget en kikkertundersøgelse af endetarmen, som viste normale forhold. havde fået ordineret mavemedicin (et sekretionshæmmende præparat, Nizax).

Den 17. februar 2000 konsulterede første gang læge . oplyste, at han siden en hjerteoperation i 1999 havde haft turvise smerter opadtil i maven, strålende ned i begge sider, samt megen luftudvikling i maven.

Ved konsultationen den 15. marts 2000 hos læge oplyste , at han havde forsøgt kostændring og nedskæring af cigaretforbruget, men der var fortsat megen luft og rumlen i maven samt periodisk tynd afføring. Smerterne opadtil i maven var forsvundet.

Den 25. april 2000 blev henvist af læge til kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm, samt eventuel yderligere udredning på medicinsk afdeling, .

, som den 28. april 2000 af vagtlæge på mistanke om mavesår var sat i behandling med tabletter mod mavesyre, konsulterede den 2. maj 2000 læge , fordi smerterne var tiltagende, og der nu var tilkommet opkastninger og kitfarvet afføring.

Den 5. maj 2000 kontaktede s samlever læge telefonisk og oplyste, at nu havde konstante kraftige smerter opadtil i maven samt diarré, hvorfor læge meget hurtigt indlagde på medicinsk afdeling, .

blev udskrevet den 10. maj 2000, idet det blev aftalt, at han ville blive indkaldt til samtale, når der forelå svar på undersøgelsen af vævsprøverne.

Den 17. maj 2000 blev af vagtlæge indlagt akut på kirurgisk afdeling, , på grund af akut forværring af mavesmerterne. På kirurgisk afdeling gjorde man ikke fund, der indicerede behov for kirurgisk behandling, hvorfor den 18. maj 2000 blev overført til medicinsk afdeling på samme sygehus.

På medicinsk afdeling blev undersøgt af overlæge , som ordinerede akut røntgenundersøgelse af brystkassen og røntgenoversigtsbillede af bughulen. Dette sidste viste begyndende tarmslyng i tyndtarmen, hvorfor overlæge , efter aftale med kirurgisk afdeling, , overflyttede til abdominal-kirurgisk afdeling på et andet sygehus, efter at der var anlagt sonde i mavesækken, og efter at man var påbegyndt intravenøs væskebehandling.

På abdominal-kirurgisk afdeling, , stillede man diagnosen tarmslyng, for hvilken lidelse blev opereret den 19. maj 2000.

Der er klaget over, at læge ikke foretog korrekt undersøgelse og behandling af i perioden fra den 17. februar til den 5. maj 2000.

Der er ligeledes klaget over, de undersøgelser og den behandling, som fik den 18. maj 2000 på af overlæge , som foretog kikkertundersøgelse af henholdsvis mave og tarm samt ultralydscanning af maven.

Patientklagenævnet finder, at læge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen af i perioden fra den 17. februar til den 5. maj 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen den 17. februar 2000 fremgår, at beskrev smerterne som både kolikagtige og brændende. Smerterne var opadtil i maven og sviende. Afføringen var vekslende normal og tynd. Det fremgår ligeledes, at læge foretog en undersøgelse af maveregionen uden at kunne påvise noget abnormt. Læge fandt, at symptomerne mest tydede på irritabel tyktarm, hvorfor fik mundtlig vejledning om sygdomsforløbet og skriftlig rådgivning om kosten. blev afslutningsvist vejledt i at melde hurtigt tilbage ved forværring af symptomerne med henblik på henvisning til kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af journalen den 15. marts 2000, at læge ordinerede Duspatalin, som anvendes til behandling af spasmer i mavetarmkanalen, samt råd om genhenvendelse ved manglende bedring. Det fremgår ligeledes af journalen, at læge tidligere havde tilrådet, at nedsatte sit tobaksforbrug, og at dette nu var skåret ned til det halve.

Nævnet finder, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at læge den 15. marts 2000 fandt, at irritabel tyktarm var den mest sandsynlige forklaring på s symptomer.

Nævnet har videre lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at det ved telefonkonsultationen den 25. april blev oplyst, at smerterne opadtil i maven nu var kommet igen, ligesom de øvrige mavegener, luft i tarmen og udspiling, var til stede. Læge henviste til kikkertundersøgelse på medicinsk afdeling, .

Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen den 28. april 2000, at læge ved sin undersøgelse fandt ømhed svarende til galdeblærestedet. Der blev taget nye blodprøver, som viste normale forhold, og samtidig skrev læge til medicinsk afdeling, , og anmodede om fremskyndelse af den allerede bestilte kikkertundersøgelse, idet hun samtidig anmodede om, at der også blev foretaget en ultralydscanning af maven.

Nævnet kan oplyse, at irritabel tyktarm er en overordentlig hyppig lidelse, hvis nøjere årsag er ukendt, men almindeligvis opfatter man generne som delvist værende betinget af uhensigtsmæssig levevis (fiberfattig kost, tobaksrygning, for lidt væske og for lidt motion). Symptomerne består i vekslende afføring, overvejende med forstoppelse, oppustethed, kolikagtige smerter og rigelig luft. Kendetegnene er, at samtlige undersøgelser er normale. Irritabel tyktarm er en langvarig, ofte livslang lidelse. Generne kan ofte lindres med lægemidler der nedsætter spasmer i tarmene (for eksempel Duspatalin).

Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen den 2. maj 2000 fremgår, at havde haft tiltagende smerter, der kom nærmest turevis opadtil i maven, men også under højre ribben. Læge anmodede medicinsk afdeling, , om, at undersøgelserne blev fremskyndet.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 5. maj 2000 fremgår, at læge foranledigede, at blev akut indlagt.

Nævnet finder, at der ikke var noget i sygehistorien der pegede på, at tidligere indlæggelse var påkrævet.

Nævnet kan oplyse, at tarmslyng i løbet af få timer kan udvikle sig dramatisk og indebære livstruende komplikationer, samt at tarmslyng har en udpræget tendens til i en periode at være selvhelbredende, og at der findes ikke metoder, som på et tidligere tidspunkt havde kunnet belyse dette.

Sammenfattende finder nævnet, at læge ved henvendelserne fra i perioden fra den 17. februar til den 5. maj 2000, har ikke udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed, og hver gang foretaget de til lejligheden relevante undersøgelser, samt endvidere henvist til yderligere undersøgelser.

For så vidt angår indlæggelsen på medicinsk afdeling, , den 18. maj 2000 finder Patientklagenævnet, at overlæge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen af .

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af journalen den 18. maj 2000, at overlæge foretog en objektiv undersøgelse af , der havde et akut anfald, hvorefter smerterne forsvandt gradvist. Blodtrykket var 120/80. Overlæge fandt ifølge journalen maven lidt spændt, men ved afledning var der normale forhold. Han planlagde en gentagelse af ultralydscanningen, og foranledigede, at der blev taget røntgenoversigtsbillede over bughulen, og da dette viste begyndende tarmslyng, overflyttede han omgående til mavetarmkirurgisk specialafdeling på et andet sygehus.

Samlet finder nævnet, at overlæge foretog en tilstrækkelig og relevant undersøgelse af under indlæggelsen på medicinsk afdeling den 18. maj 2000.

Nævnet kan oplyse, at tarmslyng i tyndtarmen er en sjælden lidelse. Årsagen er ganske ofte polypper i tarmen, idet polyppen (som skal have en vis størrelse) bliver fanget af tarmens muskelsammentrækning og føres med denne. Herved sker samtidig en optagelse af det tarmstykke, som polyppen sidder fast på. Dette kan føre til afklemning af blodkarrene til det "fangede" stykke tarm. Smerterne skyldes dels dårlig blodforsyning til tarmen, dels mekanisk passagehindring.