Klage over for sen strålebehandling og afvisning af indlæggelse ved behandling

Læge <****>, onkologisk afdeling, <****>, har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> den 23. februar 2000.

Overlæge <****> onkologisk afdeling, <****>, har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> i relation til tidspunktet for strålebehandlingens begyndelse den 23. februar 2000.

I september 1999 fik diagnosticeret lungekræft af en speciel småcellet type, formentlig udgået fra lungen og med spredning til lymfeknuder både i brystskillevæggen (mediastinum) og i bughulen (abdomen). Der blev på onkologisk afdeling, Centralsygehuset i , givet fem serier kemoterapi uden virkning, hvorfor sygehuset i slutningen af januar 2000 kontaktede med henblik på strålebehandling.

Den 9. februar 2000 blev undersøgt på onkologisk afdeling, , hvor strålebehandling blev ordineret. Der var ved denne undersøgelse ifølge journalen ingen subjektive eller objektive tegn på åndedrætsbesvær.

Den 23. februar 2000 blev undersøgt af læge , som ordinerede strålebehandling samme dag, da han havde svært åndedrætsbesvær. Der er i journalen intet anført om s tilstand ved udskrivningen efter strålebehandlingen.

Ved ankomsten til hjemmet den 23. februar 2000 var fortsat stærkt generet af åndedrætsbesvær, havde blå læber og var kold. En ambulance blev tilkaldt, og blev indlagt på Centralsygehuset i , hvor han blev fundet svært åndedrætsbesværet, gråbleg med blåfarvning af læber og negle. Blodtrykket var 164/114, puls 136 og iltindholdet i blodet svært nedsat (SAT 65%).

Der er klaget over, at læge først iværksatte strålebehandling den 25. februar 2000 på trods af, at beslutningen herom allerede blev truffet den 9. februar 2000.

Der er videre klaget over, at læge afviste at indlægge med henblik på yderligere behandling, selv om hans tilstand var meget dårlig, og han havde brug for ilt til at kunne trække vejret.

Patientklagenævnet finder, at overlæge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af .

Nævnet har herved lagt vægt på, at i slutningen af januar 2000 besluttede at ophøre med kemoterapien, idet den tydeligvis ikke havde effekt, og at derfor blev henvist til onkologisk afdeling, , til lindrende strålebehandling.

Nævnet kan oplyse, at der for en patient med udbredt småcellet lungekræft, hvor kemoterapi ikke virker, ikke eksisterer nogen helbredende behandling.

Nævnet har videre lagt vægt på, at det ved undersøgelsen af ifølge journalen den 9. februar 2000 blev besluttet at tilbyde ham 10 strålebehandlinger med det formål at forsøge at mindske hans symptomer. fik tid til planlægning af strålebehandlingen den 23. februar 2000 og tid til den første strålebehandling den 25. februar 2000.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at onkologisk afdeling, , den 18. februar 2000 modtog en henvendelse fra s svigermor og den 21. februar 2000 fra egen læge, der beskrev situationen som svært belastende, idet var ulykkelig over ventetiden. tilbød derfor at arrangere indlæggelse på det lokale sygehus, , idet man ikke havde mulighed for at fremrykke tidspunktet for strålebehandlingen, men dette var ikke interesseret heri.

Det er nævnets vurdering, at den planlagte tidsfølge med planlægning af strålebehandlingen fjorten dage efter første ambulante undersøgelse og start på strålebehandling to dage senere ikke kan kritiseres ud fra et lægefagligt synspunkt. Nævnet finder det således ikke kritisabelt, at strålebehandlingen af først blev påbegyndt den 23. februar 1999, og nævnet finder derfor, at overlæge har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

For så vidt angår læge , finder nævnet, at hun ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af den 23. februar 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at læge , da den 23. februar 2000 mødte til planlægning af strålebehandling på , konstaterede, at hans tilstand i den mellemliggende periode var blevet betydeligt dårligere med udtalt åndenød og konstant hoste. blev fundet bleg og grå (kakektisk) med udtalt åndedrætsbesvær i hvile. Læge vurderede, at der alene var grund til at give én strålebehandling, og som følge af s udtalte symptomer og hans dårlige almentilstand arrangerede hun, at denne ene behandling kunne gives som en akut behandling samme dag.

Nævnet kan oplyse, at man i en situation som den aktuelle, hvor svulsten vokser hurtigt og ikke er følsom for kemoterapi, erfaringsmæssigt ved, at den forventede overlevelse er ganske kort, uanset hvad man gør. I denne situation ved man fra udenlandske undersøgelser, at én enkelt strålebehandling med en relativt høj enkeltdosis har lige så god symptomlindrende effekt i patientens restlevetid som en mere langvarig behandling med for eksempel 10 behandlinger.

Nævnet har videre lagt vægt på, at og hans hustru ytrede ønske om indlæggelse på , og at læge i stedet foreslog indlæggelse på det lokale sygehus, hvilket imidlertid blev afslået.

Nævnet kan oplyse, at formålet med en sådan indlæggelse alene er at bringe lindring og ro i situationen, hvilket er relevant, såfremt patienten og dennes familie ønsker dette. I modsat fald bør indlæggelse undlades.

Det er nævnets vurdering, at læge opfattede situationen korrekt, og at det derfor var relevant at foreslå indlæggelse på et lokalt sygehus. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om læge havde informeret om, at der ville kunne indtræde en forværring af tilstanden, samt at der var blevet aftalt forholdsregler med henblik herpå, idet dette ville have givet og hans hustru et bedre grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om indlæggelse på det lokale sygehus.

Nævnet kan hertil oplyse, at der i det første døgn efter en strålebehandling, som den der blev givet til , kan indtræde en forværring af tilstanden.

Ifølge s hustru fik han ilt under strålebehandlingen, hvorfor hun spurgte, om onkologisk afdeling ville bestille ilt, der kunne være i hjemmet, når han kom hjem. Hun fik imidlertid at vide, at de skulle selv sørge herfor, hvorfor hun på vej hjem i egen bil med standsede på en parkeringsplads for at bestille ilt, som ville være i hjemmet, når de ankom.

Ifølge læge blev ønsket om ilt ikke blev fremsat for eller drøftet med hende.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra s hustru og læge . Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring fremfor den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da der ikke i sagen findes journalmateriale, der belyser dette spørgsmål, og idet nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at der blev afslået at bestille ilt.

Nævnet kan imidlertid oplyse, at behandling med ilt i en sådan situation som den foreliggende alene er lindrende behandling men ikke en livsforlængende eller en livsreddende foranstaltning.

Nævnet finder det herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, at læge har overtrådt lægeloven. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om man havde sikret sig, at udskrivningen var foregået under betryggende omstændigheder, herunder at hjemtransporten kunne foregå på forsvarlig vis og at der var rekvireret ilt til hjemmet.

Da det ikke har været muligt for nævnet at finde frem til den sundhedsperson, der havde ansvaret for udskrivningen, sendes afgørelsen til administrerende overlæge , til orientering.