Klage over, at en læge ikke undersøgte en patient før han fastslog, at de helbredsmæssige forhold var uændrede i forhold til en tidligere undersøgelse

Praktiserende læge <****> har overtrådt lægelovens § 8, stk. 1, ved afgivelsen af erklæring af 4. juni 1997 til Arbejdsskadestyrelsen om <****>.

havde siden en arbejdsskade i 1985 lidt af kroniske rygsmerter. Han havde i perioder modtaget fysiurgisk behandling og behandling hos kiropraktor, ligesom han selv havde trænet sin ryg i et motionscenter. I 1993 fik han foretaget en rygoperation på , hvorefter han var smertefri i cirka et år. I 1994 opstod der igen rygsmerter.

Ifølge henvendte han sig i november 1996 i konsultationen hos praktiserende læge , idet han havde problemer med udsivning fra endetarmen samt ukontrolleret urinafgang.

Ifølge læge s udtalelse og journal har ikke henvendt sig med disse gener i hans konsultation.

Ifølge journalen henvendte sig den 12. december 1997 i konsultationen hos læge på grund af kløe i endetarmen og udslæt omkring endetarmsåbningen. Lægen iværksatte behandling med lægemidler mod svamp.

Endvidere fremgår det, at ved en konsultation hos lægen den 22. december 1997 fortsat havde kløe og desuden revner i endetarmen. Der blev ordineret Doloproct stikpiller, der er et binyrebarkhormonholdigt middel med lokalbedøvende virkning.

Den 15. november 1996 kom til skade med sin ryg i forbindelse med oprydningsarbejde på sin arbejdsplads.

Ifølge henvendte han sig herefter til læge .

Ifølge læge fortalte ham første gang om hændelsen den 15. november 1996 ved en konsultation den 21. januar 1997, hvor han henvendte sig på grund af kortåndethed og blev sat i behandling for astmatisk bronkitis. Denne konsultation fandt ifølge journalen sted den 22. januar 1997.

Herefter havde læge en række samtaler med om hans symptomer på belastningssyndrom og depression. I perioden fra den 11. marts 1997 til den 13. maj 1997 var i behandling med medicin med antidepressiv virkning (Fontex). Denne behandling blev indstillet på grund af manglende virkning.

Den 4. juni 1997 udfærdigede læge en lægeerklæring (Lægeerklæring I) i forbindelse med, at s arbejdsgiver anmeldte hændelsen den 15. november 1996 som en arbejdsulykke.

Den 25. juli 1997, den 30. oktober 1997 og den 25. marts 1998 udfærdigede læge statusattester (LÆ015 og LÆ125) til s bopælskommune.

Den 2. juni 1998 udfærdigede læge en rådighedsattest (AR276) til s arbejdsløshedskasse.

Der er klaget over, at læge i perioden fra november 1996 til den 7. juli 1998 fejlagtigt behandlede s problemer med udsivning fra endetarmen samt ukontrolleret urinafgang med en salve. Disse gener skyldtes ifølge , at der var en nerve i klemme i ryggen.

Videre er der klaget over, at lægen først henviste til r, den 15. december 1997, da han på det tidspunkt allerede havde haft rygsmerter i et år.

Der er endvidere klaget over, at lægen i perioden fra januar 1997 til den 27. maj 1998 uden tilstrækkelig kundskab forsøgte at behandle psykiatrisk.

Endelig er der klaget over, at lægen ikke har udvist omhu ved de lægeerklæringer, han udfærdigede den 4. juni 1997 (Lægeerklæring I), den 25. juli 1997 (LÆ015), den 30. oktober 1997 (LÆ015), den 25. marts 1998 (LÆ125) og den 2. juni 1998 (AR276).

For så vidt angår klagen over læge s behandling af udsivning fra endetarmen og ukontrolleret urinafgang, finder Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik.

Nævnet har lagt vægt på, at det ikke af journalen fremgår, at henvendte sig til lægen med disse gener. Endvidere har læge i sin udtalelse anført, at han ikke har undersøgt og behandlet for disse gener.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 12. november 1997 fremgår, at henvendte sig i konsultationen hos læge på grund af kløe i endetarmen. Lægen fandt et stort højrødt udslæt omkring endetarmsåbningen, men ikke tegn på hæmorroider eller knuder. Han vurderede, at der var tale om en svampeinfektion, og ordinerede behandling med svampemidlerne Diflucan og Brentacort.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det af journalen den 22. december 1997 fremgår, at fortsat havde kløe i endetarmen, men at det røde udslet var svundet. Der var fortsat ikke tegn på hæmorroider, men der fandtes revner (fisurer) i endetarmsåbningen, hvorfor der blev iværksat behandling med Doloproct stikpiller.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at den 6. februar 1998 ifølge journalen fra blev undersøgt af en speciallæge i ortopædkirurgi, der anførte, at der ikke havde været påvirkning af ringmusklen (sphincter).

Nævnet har herefter lagt til grund, at læge ikke har haft i behandling for udsivning fra endetarmen og ukontrolleret urinafgang.

Det er nævnets opfattelse, at s gener med udsivning fra endetarmen og ukontrolleret urinafgang ikke var forårsaget af, at en nerve var i klemme i ryggen.

Nævnet finder, at læge s behandling af s gener med kløe i endetarmen var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet han fandt, at der var tale om en svampeinfektion, og iværksatte relevant behandling herfor.

For så vidt angår klagen over læge s behandling af s rygsmerter, finder nævnet ikke grundlag for kritik.

Nævnet har lagt vægt på, at lægen ifølge sin udtalelse første gang ved en konsultation den 22. januar 1997 blev bekendt med, at den 15. november 1996 var kommet til skade med sin ryg. Der findes ikke noget journalnotat herom.

Nævnet har videre lagt vægt på, at herefter ifølge journalen var til en række samtaler hos læge . Ifølge lægens udtalelse drejede disse samtaler sig om s symptomer på belastningssyndrom og depression, og gav under samtalerne udtryk for, at der var en tydelig sammenhæng mellem hans psykiske situtation og rygsmerterne. Dette er ikke noteret i journalen.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 18. juni 1997 fremgår, at rygtrænede.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at læge ifølge journalen den 17. september 1997 henviste til revurdering på , da gav udtryk for, at hans rygsmerter var forværret.

Nævnet har herefter lagt til grund, at læge i perioden efter den 22. januar frem til den 17. september 1997 behandlede s rygsmerter med samtaleterapi.

På denne baggrund finder nævnet, at læge behandlede s rygsmerter i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet han fandt, at s smerter var påvirket af hans psykiske situation, og derfor gennemførte samtaleterapi. Det indgik desuden i lægens behandlingsgrundlag, at trænede sin ryg. Da lægen blev opmærksom på, at s rygsmerter forværredes, henviste han korrekt til revurdering på .

For så vidt angår klagen over, at læge uden tilstrækkelig kundskab forsøgte at behandle psykiatrisk, finder nævnet ikke grundlag for kritik.

Nævnet har lagt vægt på, at læge ifølge sin udtalelse i perioden fra januar 1997 til februar 1998 havde flere samtaler med om hans psykiske tilstand og hans livssituation.

Nævnet har videre lagt vægt på, at det af journalen den 11. marts 1997 fremgår, at læge vurderede, at var reelt deprimeret.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af læge s udtalelse fremgår, at ikke ønskede henvisning til psykiater eller behandling hos psykolog, og at var tilfreds med samtalerne hos lægen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at fortsatte samtalerne hos læge frem til den 23. februar 1998.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at læge er praksiskonsulent for psykiatrien i i .

På denne baggrund finder nævnet, at læge i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i perioden fra januar 1997 til februar 1998 gennemførte samtaleterapi med , idet han havde erfaring hermed og ikke havde grund til at tro, at ikke ønskede og havde gavn af disse samtaler.

Nævnet kan oplyse, at det er almindeligt, at praktiserende læger behandler lettere depressioner eventuelt forårsaget af livsproblemer med samtaler.

For så vidt angår klagen over lægeerklæringen af 4. juni 1997 (Lægeerklæring I), finder nævnet, at læge ikke har udvist tilstrækkelig omhu.

Nævnet har lagt vægt på, at lægen heri har anført, at han ved undersøgelse to måneder efter skaden den 15. november 1996 fandt samme forhold med hensyn til s rygsmerter som tidligere. Lægen vedlagde ifølge sin udtalelse denne erklæring en speciallægeudtalelse af 15. maj 1997, hvori det blev konkluderet, at rygskaden den 15. november 1996 havde givet anledning til forværring af en tidligere kronisk rygsygdom.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det af læge s udtalelse fremgår, at ved konsultationen den 22. januar 1997 nævnte, at han den 15. november 1996 var kommet til skade med sin ryg, og at han herefter havde en længere samtale med om hans arbejdssituation, der var præget af megen stress og stort ansvar, men at de ved denne konsultation i øvrigt ikke talte yderligere om de kroniske rygsmerter.

Nævnet har herefter lagt til grund, at læge ikke den 22. januar 1997 undersøgte s ryg.

På denne baggrund finder nævnet, at læge ikke havde grundlag for i erklæringen af 4. juni 1997 at vurdere, at forholdene ved s ryg var uændrede efter skaden den 15. november 1996, idet han ikke herefter foretog en undersøgelse af ryggen.

For så vidt angår klagen over de lægeerklæringer (LÆ015 og LÆ125), læge udfærdigede den 25. juli 1997, den 30. oktober 1997 og den 25. marts 1998, finder nævnet ikke grundlag for kritik.

Nævnet har lagt vægt på, at det af erklæringerne fremgår, at s tilstand var præget af belastningssyndrom og depression, hvorfor han for tiden ikke fandtes egnet til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Lægen vurderede, at s tilstand var i bedring, og at han med tiden igen ville blive i stand til at påtage sig et arbejde.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af læge s udtalelse fremgår, at han i perioden efter den 22. januar frem til juni 1997 havde en række samtaler med om hans symptomer på belastningssyndrom og depression.

Nævnet finder, at læge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin udfærdigelse af lægeerklæringerne af 25. juli 1997, 30. oktober 1997 og 25. marts 1998, idet han på baggrund af sine samtaler med relevant vurderede, at han ville have gavn af at komme i arbejde, når han igen var i stand hertil.

For så vidt angår klagen over den lægeerklæring (AR276), læge udfærdigede den 2. juni 1998, finder nævnet ikke grundlag for kritik.

Nævnet har lagt vægt på, at der er tale om en rådighedsattest, der er udfærdiget i samråd med , og at selv på attesten har anført, at han er rask og i stand til at påtage sig arbejde fra den 25. maj 1998.

Nævnet har videre lagt vægt på, at læge i erklæringen har anført, at ikke må påtage sig rygbelastende arbejde, men gerne lettere, varieret fysisk arbejde.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 27. maj 1998 fremgår, at læge havde en længere samtale med om rygsmerterne, og at lægen fastholdt, at han skulle aktiveres, dog at hans arbejde ikke måtte være voldsomt rygbelastende.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fra den 6. februar 1998 fremgår, at en CT-scanning ikke havde vist tegn på prolaps. En myelografisk undersøgelse havde vist gode pladsforhold i rygmarvskanalen og ingen sikker rodpåvirkning. Endvidere fandtes der ingen kliniske rodtrykssymptomer.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at det af journalen fra , den 20. marts 1998 fremgår, at havde påbegyndt fysioterapeutisk behandling med godt resultat, og at smerterne ud i benet var næsten helt aftaget.

På denne baggrund finder nævnet, at læge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin udfærdigelse af lægeerklæringen af 2. juni 1998, idet han med udgangspunkt i udviklingen af s fysiske og psykiske situation vurderede, at han på dette tidspunkt igen var i stand til at varetage et arbejde.