Klage over manglende behandling under indlæggelse på psykiatrisk afdeling

Lægerne på psykiatrisk afdeling, <****>, har ikke overtrådt læge-loven ved deres behandling af <****> i perioden den 15. til 25. april 2000.

Den 15. april 2000 blev indlagt frivilligt i åbent afsnit, , på mistanke om psykotisk tilstand. Kort tid efter indlæggelsen forlod hun afdelingen og gik rundt i i et par timer. Ca. kl. 17.30 vendte hun tilbage til afdelingen. Efter en længere samtale accepterede hun indlæggelse til næste dag.

Natten til den 16. april 2000 havde svært ved at falde til ro, og omkring kl. 05.30 havde hun en samtale med en sygeplejerske, som kort tid efter konstaterede, at hun havde forladt afdelingen. Kl. 08.15 var hun tilbage i afdelingen, hvorefter man låste dørene og tilkaldte en læge.

Ved indlæggelsen virkede under samtalen med lægen ikke psykotisk eller forpint, men dagen efter, den 16. april 2000, var tilstanden ændret, og hun blev beskrevet som havende klare symptomer på en psykose. Hun havde vrangforestillinger om jordens snarlige undergang og var bange for at miste sine venner og familie.

Samme dag blev hun frivilligt overflyttet til psykiatrisk , hvor overlæge ved gennemgangen den 17. april 2000 vurderede, at led af en akut psykotisk tilstand, og at hun tillige skulle observeres for svær nedtrykthed (depression). Hun blev tilbudt beroligende, angstdæmpende og antipsykotisk medicin samtidig med, at det blev besluttet, at hun skulle observeres tæt, da det ikke kunne udelukkes, at hun var selvmordstruet.

ønskede imidlertid ikke at modtage medicinen. Den 18. april 2000 var hendes tilstand betydeligt bedre, idet hun fandtes nær stemningsneutral, men stadig psykotisk med vrangforestillinger. Den 19. april 2000 fandtes s tilstand yderligere bedret, men der var stadig mistanke om sindssyge. Da blev forespurgt om selvmordstanker tog hun på overbevisende måde afstand herfra, og overlæge vurderede på denne baggrund, at hendes ønske om overflytning til åbent afsnit kunne imødekommes, dog kun med ledsaget udgang fra afdelingen.

Ifølge sygeplejekardex var de følgende dage meget garderet og mistroisk, afglidende paranoid samt trist og forpint. Hun gav gentagne gange udtryk for, at hun mente, der ville ske noget voldsomt den 25. april 2000.

Den 23. april 2000 tog hun afsked med en sygeplejerske, overfor hvilken hun samtidig gav udtryk for, at hun ikke ønskede at være organdonor. I anden anledning anførte hun, at hun ikke ønskede at leve.
Reservelæge tilså i den forbindelse , som under hele samtalen på overbevisende måde fastholdt, at hun ikke ønskede at dø, og at hun ikke havde planer om at gøre skade på sig selv. Lægen fandt klart sindssyg med dårlig følelsesmæssig kontakt, neutralt stemningsleje med normalt psykomotorisk tempo. Tankegangen var usamlet og springende, og der var vrangforestillinger. Da hun om aftenen ønskede at tage hjem og sove, fandt reservelæge af ovennævnte grunde ikke, at dette var forsvarligt, og blev overtalt til at forblive frivilligt indlagt i afdelingen, og døren blev låst.

Den 24. april 2000 havde en samtale med 1. reservelæge , som vurderede, at hun fortsat var psykotisk, idet hun blandt andet anførte, at hun frygtede, at der skulle ske noget voldsomt dagen efter. Hun var imidlertid indstillet på at blive i afdelingen og påbegynde den medicinske behandling. Lægen vurderede, at tvangsforanstaltninger i form af døraflåsning kunne ophæves men med tæt observation under hensyn til mindstemiddelsprincippet, idet det skønnedes, at der kunne laves aftaler med om ophold på afsnittet og medicinindtagelse. fik lov at gå ud med følge af personalet. Dette skete kl. 16.30, men turen varede kun 10 minutter, idet hun, ifølge sygeplejekardex, var utryg ved at være udenfor afdelingen.

Omkring en time senere kontaktede s mor afdelingen og oplyste, at havde ringet og taget afsked med sin far. Sygeplejersken som talte med s mor gik kort tid efter samtalen til s stue for at tale med hende. Da hun ikke befandt sig dér, ledte sygeplejersken efter hende og fandt hende på badeværelset, hvor hun havde hængt sig. Der blev straks herefter tilkaldt hjælp og påbegyndt genoplivningsforsøg, hvorefter der kom hjerteaktion. blev overflyttet til intensiv afdelingen, hvor hun imidlertid afgik ved døden den 25. april 2000.

Der er klaget over, at lægerne ikke iværksatte tilstrækkelig behandling af under hendes indlæggelse fra den 15. til den 25. april 2000.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for kritik af den behandling modtog af lægerne på psykiatrisk afdeling , , i perioden den 15. til 25. april 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at lægerne løbende vurderede dels under stuegang, dels efter anmodning fra plejepersonalet.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at man ved indlæggelsen vurderede, at var selvmordstruet, hvorfor man flyttede hende til lukket afsnit.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at under indlæggelse på åben afdeling blev observeret tæt, samt at der blev ordineret dørlåsning med henblik på at skærme hende.

Patientklagenævnet finder ikke at kunne kritisere, at der ikke blev ordineret antidepressiv medicin.

Nævnet har lagt vægt på, at først og fremmest fremtrådte sindssyg, hvorfor der var indikation for at behandle for dette.

Nævnet skal bemærke, at virkningen af antidepressivt virkende medicin som regel først sætter ind efter 2-6 ugers forløb.

Patientklagenævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om var blevet observeret på lukket afsnit, indtil man havde etableret en mere sikker behandlingsalliance med hende, samt med henblik på en nærmere vurdering af selvmordsrisikoen.

Nævnet har lagt vægt på, at ved indlæggelsen frembød et broget symptombillede, hvor hun var klart sindssyg med vrangforestillinger, men hvor der også var mistanke om, at hun led af en svær depression, ligesom hun ikke accepterede at indtage den ordinerede antipsykotiske medicin.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at s psykiske tilstand forekom meget svingende, hvor hun til tider fremtrådte med neutralt stemningsleje og andre gange trist, forpint og selvbebrejdende med frygt for katastrofe for hendes familie og hende selv.