Klage over tvangsfiksering herunder stillingtagen til tvang contra ikke-tvang

Sundhedsvæsenets Patientklage-nævn tiltræder den afgørelse, der er truf-fet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn i den 14. december 2000 for så vidt angår tvangsfikseringen af fra den 29. november til den 30. november 2000 på psykiatrisk afdeling, .Sundhedsvæsenets Patientklage-nævn ændrer den afgørelse, der er truf-fet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn i den 14. december 2000 for så vidt angår tvangsfikseringen af fra den 30. november til den 3. december 2000 på psykiatrisk afdeling, , idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der ikke var tale om et tvangsindgreb.

Sagsnummer:

0125001

Offentliggørelsesdato:

20. juni 2001

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklage-nævn tiltræder den afgørelse, der er truf-fet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn i <****> den 14. december 2000 for så vidt angår tvangsfikseringen af <****> fra den 29. november til den 30. november 2000 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklage-nævn ændrer den afgørelse, der er truf-fet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn i <****> den 14. december 2000 for så vidt angår tvangsfikseringen af <****> fra den 30. november til den 3. december 2000 på psykiatrisk afdeling, <****>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der ikke var tale om et tvangsindgreb.

 

er en 21-årig kvinde, der de seneste fire år har været misbrugende af såvel alkohol som euforiserende stoffer og Ecstacy, og som første gang blev indlagt på psykiatrisk afdeling i februar 1997 ved tvang på farlighedsindikation. Hun blev fundet psykotisk, præget af hørelseshallucinationer og tankeforstyrrelser.

I april og juli 1998 blev genindlagt på psykiatrisk afdeling på grund af en udtalt psykotisk tilstand, og hun blev ligeledes indlagt i januar 1999. Efterfølgende fik hun tilkendt førtidspension og udskrevet til socialpædagogisk institution.

har desuden været indlagt i april og juli 2000 på psykiatrisk afdeling i en psykotisk tilstand præget af hørelseshallucinationer. Hun blev vurderet lidende af en paranoid skizofreni (spaltningssindssygdom med vrangforestillinger).

Aktuelt blev indlagt den 8. september 2000 på i efter at have indtaget store mængder alkohol. Hun blev fundet i egen bolig, nærmest bevidstløs, i en elendig forfatning med opkast på gulvet, vådt tøj i møblerne, jordslåede håndklæder og lagner på gulvet i badeværelset, samt køleskabet fyldt med kattemad.

blev efterfølgende frivilligt overflyttet til den psykiatriske afdeling, , hvor hun blev vurderet som psykotisk (sindssyg), urolig, rastløs, hørelseshallucineret og med dårlig emotionel kontakt, ligesom hun var uden sygdomserkendelse og indsigt.
Under det fortsatte indlæggelsesforløb var hun uændret præget af sin psykotiske tilstand og herunder fortsat hørelseshallucineret.

spiste og drak uhæmmet, undertiden tandpasta og shampoo. Hun var kaotisk i tankegangen og ikke i stand til at holde orden på eget værelse, og hun kunne ikke fastholdes i hverken måltider eller samtaler i længere tid, på trods af behandling med Cisordinol 200 mg i.m. hver 14. dag (antipsykotisk medicin i depotform).

Den 29. november 2000 ønskede at blive udskrevet. Da det ikke blev imødekommet, blev hun tiltagende affektspændt samt kastede en kop på gulvet, og da hun blev forsøgt korrigeret heri, truede hun personalet.

I en efterfølgende episode gik korporligt til angreb på et personalemedlem, hvorefter hun kl. 17.00 blev bæltefikseret og frivilligt modtog injektion med beroligende medicin i form af Stesolid 10 mg i.m. Hun faldt derefter i søvn, og sov indtil hun den efterfølgende dag kl. 11 blev løsnet af bæltet.

I løbet af eftermiddagen den 30. november 2000 fremtrådte imidlertid tiltagende psykotisk og virkede herunder hallucineret. Hun gik pludselig og umotiveret til angreb på en kontaktperson med en tung metalvase og sparkede herunder kontaktpersonen i maven. Hun blev ført til sin stue, hvor hun kastede med kaffekopper, hvorefter hun, uden fysisk magtanvendelse, blev bæltefikseret kl. 17.45 med samtidig anlæggelse af en enkelt fodrem. Hun modtog endvidere frivilligt en injektion med Cisordinol Acutard 75 mg.

var på trods heraf efterfølgende ukorrigerbar i sine psykotiske forestillinger og verbalt aggressiv.

Den 1. december 2000 var medicinvægrende, ligesom hun ved samtale den 2. december 2000 fortsat virkede vredladen.

Den 3. december 2000 var hun i perioder ude af bæltet, uden at dette havde givet anledning til problemer, hvorfor bæltefikseringen blev ophævet kl. 19.30.

klagede over beslutningen om tvangsfiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i .

Klagen blev herefter behandlet den 14. december 2000. Nævnet valgte at betragte begge fikseringer som tvangsfikseringer og godkendte beslutningerne herom. Nævnet lagde vægt på, at var tiltagende farlig overfor personalet, idet hun blandt andet gik til angreb på en kontaktperson.

Vedrørende perioden fra den 29. november kl. 17.00 til den 30. november 2000 kl. 11.00:

Den 29. november 2000 kl. cirka 17.00 blev truende overfor personalet samt øvede hærværk, og hun blev på denne baggrund bæltefikseret. Ifølge tvangsprotokollen var begrundelsen farlighed og hærværk.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 29. november til den 30. november 2000 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at var truende, aggressiv, samt at hun slog ud efter personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at tale hende til ro uden effekt samt fulgt hende rundt på afdelingen og forsøgt at skærme hende på egen stue.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at kort efter bæltefikseringen og efter frivillig indtagelse af beroligende middel faldt i søvn, og at hun, da hun vågnede ved 11-tiden næste dag, blev løsnet af bæltet. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at man afventede at løsne bæltet til vågnede, så man kunne konstatere, om hun faktisk var faldet til ro.

Vedrørende perioden fra den 30. november kl. 17.45 til den 3. december 2000 kl. 19.30:

I løbet af eftermiddagen den 30. november 2000 blev tiltagende aggressiv, og angreb på et tidspunkt umotiveret sin kontaktperson, først ved at kaste en vase efter denne og dernæst ved at sparke denne i maven. Hun blev herefter ført tilbage til sin stue, hvor hun kastede med kaffekopper samt fortsat virkede latent aggressiv og urolig. Under efterfølgende samtale med reservelæge sad hun på sengen men kørte hurtigt op, og efter konferering med overlæge blev der foreslået bæltefiksering, hvilket hun accepterede. Der blev endvidere anlagt en fodrem, og ifølge tvangsprotokollen var begrundelsen for fikseringen farlighed, forulempelse og hærværk. Det blev endvidere angivet i tvangsprotokollen, at bæltefikseringen var frivillig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der ikke var tale om en tvangsfiksering. Nævnet kan oplyse, at for at en fiksering skal kunne anses for tvangsmæssig, da skal patienten modsætte sig denne. Nævnet kan endvidere oplyse, at anvendelsen af fodremme kan indikere, at der er tale om en tvangsfiksering, men at der kan være tilfælde, hvor anlæggelsen af en fodrem kan være berettiget, selvom der er tale om en frivillig fiksering. Nævnet har lagt vægt på, at blev foreslået bæltefiksering, og at hun uden videre accepterede forslaget og frivilligt gik hen til sengen og lod sig fiksere. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at grunden til, at der blev anlagt en fodrem var, at tidligere havde sparket ud efter personalet, og at denne blev løsnet, så snart hun var faldet til ro. Endelig har nævnet lagt vægt på, at fikseringen blev registreret som en frivillig fiksering i tvangsprotokollen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at fikseringen i det fortsatte forløb frem til den 3. december 2000 forblev med at være frivillig. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen flere gange var ude af bæltet, og at hun uden videre lagde sig tilbage i bæltet. Det er således nævnets opfattelse, at ikke på noget tidspunkt modsatte sig fikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 14. december 2000 for så vidt angår tvangsfiksering af fra den 29. november kl. 17.00 til den 30. november 2000 kl. 11.00.

Sundhedsvæsenets Patientklage-nævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truf-fet af Det Psykiatriske Pati-entklagenævn i den 14. december 2000 for så vidt angår tvangsfiksering af fra den 30. november kl. 17.45 til den 3. december 2000 kl. 19.30.