Klager over tvangsbehandling med elektrostimulation

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvis den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 21. september 2000 om henholdsvis tvangsbehandling med elektrochok, tvangsfikseringer den 6. august 2000 fra kl. 21.45 til den 9. august 2000 kl. 19.30, den 22. august fra kl. 0.15 til kl. 02.30 og den 25. august 2000 fra kl. 14.40 til kl. 15.00, samt indgivelse af injektioner med beroligende medicin til <****> på <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at betingelserne for tvangsfikseringerne af <****> den 22. og den 25. august 2000 ikke var opfyldt.

er 56 år og uddannet pædagog. Hun har tidligere i psykisk henseende været rask, og således aldrig tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling eller været behandlet for psykisk lidelse. lider derimod af insulinkrævende sukkersyge, kompliceret af svær nyrepåvirkning, hvilket kræver, at hun er i løbende hæmodialysebehandling.

Aktuelt blev den 6. august 2000 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , på farlighedskriterium, idet det blev oplyst, at hun i tiden forinden ikke tilstrækkeligt havde passet behandlingen af sin sukkersyge. havde endvidere gennem nogen tid virket tiltagende manisk, havde virket forvirret og brugt mange penge, havde blandt andet købt ny bil og fyldt denne med blomster, samt havde indkøbt 20 boremaskiner. Endvidere havde på et tidspunkt jaget resten af familien hjemmefra.

fandtes opkørt og agiteret, præget af betydelig taletrang og storhedsforestillinger, idet hun samtidig ikke havde nogen fornemmelse af at være syg. Ved tvangsindlæggelsen var hun truende over for personalet, som hun slog ud efter, hvorfor hun på indlæggelsesdagen den 6. august 2000 kl. 21.45 blev tvangsfikseret med bælte og en time senere - kl. 22.45 - fik indgivet en beroligende injektion.

Den 7. august 2000 var fortsat aggressiv i perioder, og den følgende dag - den 8. august 2000 - ligeledes råbende og udadreagerende.

Den 9. august 2000 var ifølge sygeplejekardex fortsat opkørt og udskældende, og hun fik på ny indgivet beroligende injektion med Rivotril 1 mg. Samme aften var faldet så meget til ro, at tvangsfikseringen kl. 19.30 kunne ophæves.

I en efterfølgende periode var fortsat psykotisk, hyppigt urolig og råbende, samt tidvist angstpræget. Hendes sukkersyge var fortsat svært regulerbar, og det var vanskeligt at gennemføre de livsnødvendige dialysebehandlinger.

Den 22. august 2000 var fra kl. 0.15 til 02.30 igen tvangsfikseret i bælte, fra klokken 01.30 desuden med remme, idet der i tvangsprotokollen som begrundelse var angivet ”urolig tilstand”. Tvangsfikseringen er ikke nærmere beskrevet i journalen. Af sygeplejekardex fremgår det, at var udskældende samtidig med, at hendes blodsukker var højt.

Den 25. august 2000 var fra kl.14.40 til 15.00 igen tvangsfikseret i bælte, idet der i tvangsprotokollen var angivet ”urolig tilstand”. Tvangsfikseringen er ikke nærmere beskrevet i journalen. Af sygeplejekardex fremgår det, at havde modsat sig den tvangsbehandling med ECT, der forinden var besluttet.

fik i øvrigt indgivet injektioner med beroligende medicin henholdsvis den 10., 20., 22. og 24. august 2000 (på sidstnævnte dato 2 gange), idet der i alle tilfælde i tvangsprotokollen er beskrevet en meget urolig tilstand, ligesom der ved alle injektioner er givet præparaterne Rivotril ( 1-2 mg), Cisordinol Acutard ( 50 mg) og Nozinan ( 25 mg).

Den 25. august 2000 fandtes s tilstand tiltagende forværret, idet den var præget af svær vedvarende uro og fortsatte vrangforestillinger, hvilket i betragtning af hendes sukkersyge og deraf følgende behandlingsbehov måtte tages meget alvorligt. Det blev derfor besluttet, at skulle tvangsbehandles med elektrochok ( ECT) 3 gange ugentligt, om nødvendigt under fastholden. blev samtidig frivilligt behandlet med Trilafon mod mani / akut psykose.

Med henvisning til den farefulde situation i forbindelse med s sukkersyge og mulige risiko for udvikling af delir, blev ECT- behandlingen iværksat samme dag, således at s klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn i ikke fik opsættende virkning.

s klage blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i , som ved afgørelse af 21. september 2000 godkendte beslutningen om tvangsbehandling med ECT samt de foretagne tvangsfikseringer og indgivelserne af beroligende injektioner.

Vedrørende tvangsbehandlingen med ECT finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet vurdering, at forud for tvangsindlæggelsen den 6. august 2000, ved selve indlæggelsen og i perioden frem til beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 25. august 2000 var i en psykotisk/ sindssygelig tilstand, svarende til diagnosen manisk enkeltepisode eller eventuel akut mani-lignende psykose. Da en sådan psykisk tilstand almindeligvis kan behandles, og da den livsnødvendige behandling af s legemlige sygdom – sukkersygen - syntes at være afhængig af behandling af hendes psykiske lidelse, måtte det anses for uforsvarligt ikke at beslutte tvangsbehandling, da udsigten til en betydelig og afgørende bedring af s tilstand ellers ville forringes væsentligt. Samtidig ville en undladelse af behandling have indebåret en betydelig risiko for s liv.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har i den forbindelse, lagt vægt på, at , under sin ca. 3 uger lange indlæggelse op til beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 25. august 2000, må anses at være forsøgt motiveret for frivillig antipsykotisk behandling. Ligeledes finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at den valgte behandlingsform med elektrochok (ECT) må anses for at opfylde kravet om mindst indgribende foranstaltning. Der er således tale om en behandlingsform med sikker og hurtig virkning, under hensyn til s aktuelle alvorlige tilstand.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen med elektrochok (ECT) opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at elektrochok er en almindeligvis effektiv behandling af maniske tilstande, når det er nødvendigt at opnå en hurtig effekt, hvilket må anses at have været tilfældet i s situation - for at kunne gennemføre den livsnødvendige behandling af hendes sukkersyge, samt på grund af den mulige risikoen for udvikling af delir. Vedrørende eventuelle bivirkninger er den væsentligste bivirkning ved ECT-behandling forbigående svækkelse af hukommelsen, almindeligvis af kortere varighed.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det desuden berettiget, at s klage ikke blev tillagt opsættende virkning, idet nævnet herved lagde vægt på den igangværende forværring af hendes psykiske tilstand, og under hensyntagen til det livsnødvendige i at kunne fortsætte den somatiske behandling af hendes sukkersyge, herunder dialysebehandlingen.

Vedrørende tvangsfikseringen af fra den 6. august 2000 kl. 21.45 til den 9. august 2000 kl.19.30 finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne herfor var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at der måtte anses at være en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred.

Ligeledes finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at forinden havde truet og slået ud imod personalet, og at det - udfra en samlet vurdering ud fra det beskrevne - ikke var muligt på anden måde i nødvendigt omfang at berolige hende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder desuden, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at i de efterfølgende dage fortsat blev beskrevet som råbende, aggressiv, udadreagerende, ligesom der i forløbet 2 gange blev suppleret med beroligende injektion.

Vedrørende tvangsfikseringen af den 22. august 2000 fra kl.00.15 til kl. 02.30 ( fra kl. 01.30 inklusive remme), finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne ikke var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at der i tvangsprotokollen er anført indikationen ”urolig tilstand” hvilket i sig selv ikke er begrundelse for tvangsfiksering. Ligeledes er der i journalen i øvrigt ikke anført noget vedrørende den pågældende tvangsfiksering, ligesom der i sygeplejekardex som baggrund for tvangsfikseringen alene er anført, at s blodsukker var højt.

Vedrørende tvangsfikseringen af den 25. august 2000 fra kl.14.40 til 15.00 finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne ikke var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at der som begrundelse i tvangsprotokollen alene er anført ”urolig tilstand”, uden at der i journalen i øvrigt er anført nogen begrundelse for tvangsfiksering. I sygeplejekardex er det som begrundelse for tvangsfikseringen anført, at skulle til ECT-behandling, men nægtede at følge med derned. Nævnet har yderligere lagt vægt på, at såfremt det i forbindelse med tvangsbehandlingen med ECT måtte være nødvendigt at anvende fysisk magt - herunder fiksering - skulle dette være påført tvangsprotokollen under tilladt fysisk magtanvendelse.

Vedrørende de i forløbet givne injektioner med beroligende medicin, finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne herfor var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ved samtlige beroligende injektioner er beskrevet en meget urolig tilstand, som efter nævnets vurdering ikke lod sig dæmpe på anden måde. Ligeledes finder nævnet, at de anvendte præparater er almindeligt anvendte beroligende midler i sædvanlige doseringer.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund kun delvis tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 21. september 2000.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan således tiltræde afgørelsen for så vidt angår godkendelsen af beslutning om tvangsbehandling, de givne beroligende injektioner og tvangsfikseringen den 6. august 2000, mens tvangsfikseringerne 22. august og 25. august 2000 ikke kan tiltrædes.