Klage over tvangsfikseringer og indgivelse af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 7. marts 2001 om tvangsfikseringer af <****> og indgivelse af beroligende medicin under hendes indlæggelse i perioden fra den 12. december 2000 til den 1. marts 2001 på <****>.

er en nu 39-årig kvinde, der efter en fødsel i 1987 kortvarigt var i behandling hos praktiserende speciallæge i psykiatri.

I 1993 var indlagt fem måneder på , på grund af forrykthedstilstand udløst af ydre omstændigheder (psychosis reactiva paranoides acuta). Ved indlæggelsen blev hun vurderet som sindssyg med vrangforestillinger og selvmordstanker, og hun blev behandlet med antipsykotisk medicin, hvorefter hendes sindssygelige symptomer svandt.

Fra november 1994 til januar 1995 var igen indlagt på , denne gang som tvangsindlæggelse på behandlingsindikation. blev behandlet med antipsykotisk medicin Cisordinol i depotform, hvorefter hendes tilstand blev stabiliseret. blev udskrevet til fortsat behandling på daghospitalet indtil juli 1997, hvor hun blev udskrevet til fortsat ambulant kontakt. Fra september 1998 var tilknyttet distriktspsykiatrisk center i , hvortil kontakten blev afsluttet i september 1998 med henblik på fortsat kontakt til egen læge.

I marts 1999 blev af egen læge henvist til praktiserende speciallæge i psykiatri.

Fra den 3. oktober til den 5. november 2000 var på ny indlagt på , med genopblussen i hendes sindssygdom, efter at hun seks uger tidligere var ophørt med at tage den ordinerede antipsykotiske medicin Cisordinol 10 mg x 2 dagligt. accepterede under indlæggelsen behandling med Cisordinol i depotform, og hun blev på grund af nedtrykthedssymptomer tillige behandlet med antidepressiv medicin Cipramil. Senere blev behandlingen med Cisordinol ændret til Risperdal, da alligevel ikke længere ønskede behandling med medicin i depotform. Efterfølgende blev udskrevet til fortsat ambulant behandling.

Aktuelt blev den 12. december 2000 for 4. gang indlagt på , under diagnosen sindsspaltningssygdom (skizofreni). blev bragt til skadestuen af politiet, som var tilkaldt til hendes bopæl grundet husspektakler. blev i første omgang frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling, men hun måtte senere tvangstilbageholdes på behandlingsindikation i tiden fra den 19. til den 20. december 2000 og igen i perioden fra den 1. januar til den 26. februar 2001.

Under indlæggelsen medvirkede lidt sporadisk, men dog rimelig kontinuerligt og frivilligt ved behandling med antipsykotisk medicin Risperdal 2 mg dagligt, senere stigende til maksimalt 6 mg dagligt. I en kort periode fra den 23. december 2000 til den 8. januar 2001 blev efter eget ønske i stedet behandlet med antipsykotisk medicin Cisordinol stigende til 6 mg dagligt, men hun vendte senere igen efter eget ønske tilbage til behandling med Risperdal. blev desuden behandlet med antidepressiv medicin Cipramil 20 mg daglig. Til trods for den medicinske behandling var s psykiske tilstand meget svingende.

Den 20. december 2000 var urolig og truende over for personale og medpatienter, flyttede rundt på møbler og gik uindbudt ind på medpatienters stuer. Hun blev forgæves søgt skærmet på sin stue men gik hvileløst og råbende rundt, var truende og tillige til fare for andre. blev derefter bæltefikseret fra kl. 19.45 til kl. 21.30, og fik samtidig indgivet injektion med beroligende medicin Cisordinol Akutard 75 mg og Stesolid 10 mg. Bæltefikseringen blev ophævet efter 1 ¾ time, da igen var faldet til ro.

Den 1. januar 2001 fremtrådte i afdelingen grænseoverskridende over for sine medpatienter. var verbalt aggressiv og truende uden at være i stand til at indgå aftaler, hvorfor det blev besluttet, at hun måtte overflyttes til lukket afsnit. I forbindelse hermed var det nødvendigt at bæltefiksere hende, da hun sparkede ud efter personalet og ramte et personalemedlem i ansigtet. var bæltefikseret i 3 timer og 10 minutter fra kl. 11 til kl. 14.10, og da hun i forbindelse med fikseringen desuden fremtrådte sindssyg (psykotisk), fik hun som akut beroligende medicin indgivet injektion med Cisordinol Akutard 75 mg og Stesolid 10 mg. Efter at være løsnet fra bæltet var fortsat rastløs, udskældende og svær at korrigere.

Den 16. januar 2001 var igen meget urolig og opkørt. Hun sad i dagligstuen med en båndoptager, der spillede med så stor lydstyrke, at medpatienterne blev urolige. var udskældende og vred, og hun gav udtryk for, at hun ville lukkes ud, så hun kunne dø. Det blev herefter nødvendigt, som akut beroligende medicin ved tvang og under fastholden, at indgive injektion med Cisordinol Akutard 75 mg og Stesolid 10 mg. faldt efter nogen tid til ro og opholdt sig efterfølgende på sin stue.

Den 30. januar 2001 om aftenen udøvede hærværk i <***>, idet hun skilte inventaret ad, nedtog lampeskærme og pærer for at slukke for lyset, spredte salt og peber rundt omkring, åbnede alle vinduer, og lukkede for radiatorerne, idet hun anførte, at cafeen ikke skulle anvendes som varmestue, da det var spild af energi. Personalet blev tilkaldt og forsøgte at overtale til at komme med tilbage i afdelingen. Da personalet rakte ud efter hende, kastede hun sig på gulvet, sparkede ud efter personalet og i nødværge fandtes det nødvendigt kl. 23.00 at bæltefiksere hende. var fortsat svært affektspændt, råbende og satte sig kraftigt til modværge, ligesom hun fremtrådte sindssyg. For at kunne føre tilbage til afdelingen, måtte der i tiden fra kl. 23.10 - 23.30 anlægges såvel hånd- som fodremme, idet disse kunne løsnes, efter at hun var kommet tilbage i afdelingen. På baggrund af, at fortsat var svært opkørt, fik hun ved tilbagekomsten til afdelingen en injektion med beroligende medicin Cisordinol Akutard 75 mg. Bæltefikseringen kunne efterfølgende ophæves kl. 03.30, efter at var faldet til ro.

Selvom den antipsykotiske medicinering af efterfølgende blev intensiveret med Risperdal stigende til 5 mg dagligt, var hun imidlertid fortsat tilbøjelig til at komme i konflikt med sine medpatienter, således at det ind imellem var nødvendigt at skærme hende på stuen, hvilket hun havde svært ved at overholde aftalerne om, især om natten, hvor hun kun sov sparsomt og tidvis virkede forpint.

Den 19. februar 2001 var højrøstet i dagligstuen og nedladende over for personalet, hvilket påvirkede hendes medpatienter. fremtrådte forpint, hun ønskede ikke at gå på sin stuen, ligesom hun var anspændt og grådlabil. ønskede ikke at få beroligende medicin frivilligt, og på baggrund heraf fik hun ved tvang indgivet mikstur Rivotril 2 mg som beroligende middel, hvorefter hun faldt til ro og fremtrådte mere afdæmpet i afdelingen.

Den 1. marts 2001 blev udskrevet til fortsat ambulant behandling, idet hun samtidig var indstillet til et opgangsbofællesskab, da hendes lejlighed var uegnet til bolig grundet manglende køkkenfaciliteter.

havde den 20. februar 2001 ved sin patientrådgiver klaget til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> over de gennemførte tvangsfikseringer og indgivelser af beroligende medicin.

Klagen blev behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 7. marts 2001, hvor nævnet godkendte beslutningen om de anførte tvangsindgreb i form af tre tilfælde af bæltefiksering, herunder et tillige med hånd- og fodremme, samt fem tilfælde af tvangsmæssig indgivelse af beroligende middel.

ankede derefter ved sin patientrådgiver afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn <***> til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Vedrørende forholdet den 20. december 2000 finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for tvangsfikseringen af var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at var urolig og truende over for personale og medpatienter, var højtråbende og forpint, og at hun forinden forgæves var forsøgt skærmet på sin stue. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ligeledes, at indgivelsen af beroligende medicin var velbegrundet, idet nævnet herved har lagt vægt på, at forud herfor var truende over for såvel personale som medpatienter, ligesom hun forulempede disse, og at det var af afgørende betydning for bedring i hendes urolige tilstand, at hun fik beroligende medicin.

Vedrørende forholdet den 1. januar 2001 finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for tvangsfikseringen af var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at forud herfor var verbalt aggressiv og truende, sparkede et personalemedlem i ansigtet, og desuden var grænseoverskridende i forhold til sine medpatienter. Nævnet finder således, at tvangsfikseringen var nødvendig for at afværge nærliggende fare for skade på andre, ligesom indgivelsen af den beroligende medicin var nødvendig for at bedre s akut urolige psykiske tilstand.

Vedrørende forholdet den 16. januar 2001 finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for indgivelse af beroligende medicin til var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at forud herfor var udskældende og vred, ligesom hun angav at ville lukkes ud for at kunne dø, og da hun ikke ville gå til på sin stue, var det således ikke muligt at skærme hende. Nævnet finder på den baggrund, at den beroligende injektion var nødvendig for en bedring af s meget urolige tilstand.

Vedrørende forholdet den 30. januar 2001 finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for tvangsindgrebene overfor var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at havde udøvet betydelig hærværk i <***>, havde fremstået urolig og sindssyg (psykotisk), havde sparket ud efter personalet, ligesom det ikke havde været muligt at få hende frivilligt med tilbage til afdelingen. havde ligeledes været så opkørt, at det nærmest var umuligt at komme i kontakt med hende. Nævnet finder således, at det var nødvendigt for overhovedet at få til at falde til ro og fulgt tilbage til afdelingen, at hun blev bæltefikseret. Ligeledes finder nævnet det af sikkerhedsmæssige grunde uforsvarligt ikke også at anlægge hånd- og fodremme på grund af den nærliggende fare for skade på legeme og helbred for andre. I øvrigt anser nævnet det for nødvendigt for at bringe til ro, at hun tillige ved tvang fik indgivet beroligende medicin. Nævnet har i øvrigt lagt vægt på, at hånd- og fodremme blev løsnet efter 20 min. forløb, da var tilbage i afdelingen, ligesom bæltefikseringen blev ophævet efter 4 ½ times forløb, da igen var faldet til ro.

Vedrørende forholdet den 19. februar 2001 finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for tvangsindgrebene overfor var opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at igen var højrøstet i dagligstuen, talte nedladende til personalet, hvilket påvirkede hendes medpatienterne, og at hun ikke ønskede at gå på sin stue, selv om hun bliver bedt herom. fremtrådte desuden forpint, anspændt og grådlabil, og da hun i øvrigt ikke frivilligt ville tage beroligende medicin, finder nævnet det velbegrundet, at hun tvangsmæssig fik indgivet beroligende medicin for at bedre hendes akut urolige tilstand.

Sammenfattende finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne var opfyldt for de beskrevne 8 tvangsindgreb overfor i form af tvangsfiksering og samtidig indgivelse af beroligende medicin den 20. december 2000, den 1. og 30. januar 2001, hvor det tillige var sikringsmæssigt uforsvarligt ikke også at anlægge remme.

Nævnet har således lagt vægt på, at den 20. december 2000 var truende over for personale og medpatienter, som hun tillige forulempede, at der den 1. januar 2001 var nærliggende fare for, at udsatte andre for at lide skade, og at den 30. januar 2001 havde udøvet hærværk af ikke ubetydelig omfang, og desuden havde fremstået sindssyg og fuldstændig ukontaktbar, hvorfor brug af hånd- og fodremme var nødvendig for at hun kunne føres tilbage til afdelingen.

I forbindelse med den ved tvangsfikseringerne og tillige den 16. januar og den 19. februar 2001 ved tvang indgivne beroligende medicin finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i øvrigt, at disse var af afgørende betydning for at bedre s meget urolige tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder desuden, at kravet om mindst indgribende foranstaltning er opfyldt i forbindelse med de gennemførte tvangsindgreb. Nævnet har herved lagt vægt på, at - forinden tvangsindgrebene blev gennemført - hver gang er forsøgt skærmet, dels ved at forsøge at få hende til trække sig i kontakten til medpatienterne, når deres tilstedeværelse synes at være for meget for hende og give anledning til konflikter, dels ved at forsøge at overtale hende til at gå på sin stue.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 7. marts 2001 om tvangsfikseringer af og indgivelse af beroligende medicin under hendes indlæggelse i perioden fra den 12. december 2000 til den 1. marts 2001 på .