Klage over udtrækning af kariesangrebet tand

Tandlæge har ikke overtrådt tandlægeloven i forbindelse med sin behandling af den 14. april 2000 i Kommunale Tandpleje.

Sagsnummer:

0125402

Offentliggørelsesdato:

1. november 2005

Faggruppe:

Tandlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Tandlæge <****> har ikke overtrådt tandlægeloven i forbindelse med sin behandling af <****> den 14. april 2000 i <****> Kommunale Tandpleje.

, der nu er 11 år, var siden 1991 blevet behandlet i Kommunale Tandpleje. Den 29. september 1999 blev 04+ (første mælkekindtand i højre side af overkæben) penslet med fluorlak (duraphatlak).

Den 12. april 2000 ringede s mor til Tandplejen, da hun mente, at hendes søn havde tabt en fyldning i 04+. Den 14. april 2000 fandt tandlæge et stort hul (carieskavitet) i 04+ og lagde en fyldning (Fujii) i tanden.

Den 13. juni 2000 ringede s mor til Tandplejen og oplyste, at hendes søn havde fået en tandbyld (absces) på 04+. Desuden havde hun i sin egenskab af tandklinikassistent optaget et røntgenbillede af 04+ og fundet, at der var overskud af fyldning i 04+.

Den 16. juni 2000 udskrev en tandlæge recept med penicillin til og planlagde, at 04+ skulle trækkes ud få dage senere. Den 20. juni 2000 blev 04+ trukket ud.

Der er klaget over, at 04+ ikke blev udrenset korrekt, inden der blev ilagt en fyldning. Desuden var der perforation og fyldningsoverskud.

Patientklagenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det af OCR-registreringerne fremgår, at der i marts 1994 blev registreret begyndende caries på 04+ på tandfladen ind mod den bagerste mælkekindtand. I de følgende år blev denne og andre tandflader med begyndende caries behandlet med fluorbehandling (duraphatlak) for at sinke cariesudviklingen.

Nævnet kan oplyse, at OCR-registreringer er blanketter, der én gang årligt registrerer blandt andet barnets cariessituation (nye cariesangreb, som enten skal behandles med fyldning eller forsøges standset ved forebyggende behandling, tidligere lagte fyldninger og tænder fjernet på grund af caries).

Videre kan nævnet oplyse, at det er sædvanligt ved vurdering af, om en given tandflade på et barn skal behandles med en fyldning eller fortsat fluorbehandling, når der er en større defekt i tanden ind i tandbenet (dentinen), at jo nærmere man er ved det tidspunkt, hvor tanden falder ud (tandens normale fældningstidspunkt), som for 04+ er 9-10 års alderen, at undlade en egentlig fyldningsterapi, specielt hvis man må formode, at en fuldstændig fjernelse af carieret væv (renexcavering) vil medføre behov for en rodbehandling. En rodbehandling på dette tidspunkt, hvor rødderne stort set er væk (resorberet), har en meget dårlig prognose, idet tandens nerve er degenereret og således ikke længere reagerer normalt på en rodbehandling, som derfor vil mislykkes. I den situation kan man undlade renexcavering af tanden og i stedet lave en midlertidig (provisorisk) fyldning, hvis det skønnes, at cariesangrebet vil give smerter eller medføre risiko for caries på den tilstødende flade. Alternativt kan man undlade behandling, hvis der er mulighed for renholdelse af fladen, eller man kan trække tanden ud.

Tillige kan nævnet oplyse, at i april 2000, hvor s mor mente, at han havde mistet en fyldning, skyldtes dette, at cariesangrebet i 04+ nu var af et sådant omfang, at den del af tyggefladen, der lå over cariesangrebet var blevet så tyndt, at tyggefladen brød sammen ved tygning, hvilket ofte vil opfattes som en mistet fyldning.

Endelig kan nævnet oplyse, at infektion i tandnerven og deraf følgende absces ikke er en ukendt reaktion på ovennævnte behandling forårsaget af en meget udtalt degeneration i tandnerven.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det under hensyn til s alder blev valgt ikke at trække tanden ud, idet det måtte forventes, at tanden i nær fremtid ville falde ud af sig selv.

Tillige har nævnet lagt vægt på, at den provisoriske fyldning i 04+ ifølge røntgenbilledet var lagt med fyldningsoverskud. Nævnet finder, at dette var af mindre betydning, idet tanden i nær fremtid måtte forventes at falde ud.

Nævnet finder det endvidere i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at tandlæge forsøgte at behandle tanden i stedet for at trække denne ud, idet de færreste børn ønsker, at få trukket tænder ud og idet det, som tidligere anført, måtte forventes, at tanden snart ville falde ud af sig selv.

Sammenfattende finder nævnet således ikke anledning til kritik af den af tandlæge udførte behandling, idet behandlingen blev udført i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.