Indberetning vedrørende læges manglende opfølgning på depression og selvmordstanker

Praktiserende læge <****> har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 17. maj og den 24. maj 2000 på sin klinik.

Praktiserende læge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> den 26. april 2000 på sin klinik.

havde siden 1975 lidt af en maniodepressiv psykose. Hun ønskede dog ikke at blive indlagt, hvorfor hendes praktiserende læge den 29. november 1999 anmodede psykiatrisk afdeling, , om indkaldelse til ambulant vurdering. I mellemtiden blev dog indlagt på på grund af en kronisk lungesygdom. Under denne indlæggelse blev der ikke rekvireret psykiatrisk tilsyn.

Den 26. april 2000 konsulterede sin læge , da hun, trods behandling med Fontex, led af træthed, dårlig appetit og vægttab. Hun anmodede om antidepressiv medicin, og læge ordinerede præparatet Zoloft.

Den 17. maj 2000 var atter til konsultation hos læge . Hun var på dette tidspunkt ophørt med Zoloft på grund af en allergisk reaktion, og ved undersøgelsen fandtes hun depressiv og suicidal. Hun ønskede litiumbehandling, hvilket læge ordinerede.

Ved konsultation hos læge den 24. maj 2000 oplyste , at hun ikke kunne tåle litium og derfor var ophørt med behandlingen. Læge fandt hende fortsat depressiv, suicidal og forpint. Han henviste hende derfor til ambulant undersøgelse på psykiatrisk afdeling, .

Den 28. maj 2000 begik selvmord.

Sundhedsstyrelsen har indberettet læge s behandling af i forbindelse med konsultationerne den 26. april samt den 17. og den 24. maj 2000.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge s behandling af den 26. april 2000.

Nævnet har herved lagt vægt på, at i forbindelse med denne konsultation ifølge journalen klagede over træthed, dårlig appetit samt vægttab og anmodede om en anden behandling end Fontex, hvorefter læge ordinerede det antidepressive præparat Zoloft.

Nævnet kan oplyse, at et skift til et andet præparat indenfor en stofgruppe (SSRI-præparater), som gennem længere tid har haft en positiv virkning, ofte er effektivt.

Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om læge med havde truffet en aftale om opfølgning 2-3 uger senere for at vurdere, om behandlingen havde haft den tilsigtede effekt.

Patientklagenævnet finder grundlag for kritik af læge s behandling af den 17. maj 2000.

Nævnet har herved lagt vægt på, at siden 1975 havde lidt af en alvorlig psykisk lidelse (maniodepressiv psykose), og at læge havde behandlet hende herfor siden 1995.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ved konsultationen den 17. maj 2000
var ophørt med behandlingen med det antidepressive præparat Zoloft på grund af en allergisk bivirkning. Hun ønskede nu behandling med et litiumpræparat, hvilket læge accepterede at ordinere, uden at aftale opfølgning af denne behandling.

Nævnet kan oplyse, at litiumpræparater overvejende anvendes som forebyggende behandling mod tilbagefald af depression (og mani) eller som supplement til egentlig antidepressiv behandling. Der ordineres således ikke et litiumpræparat som den eneste behandling af en svær depression. Endvidere bør der indgås faste aftaler om opfølgende konsultationer for klinisk at følge udviklingen af tilstanden og vurdere behandlingens effekt samt udføre blodprøvekontrol med hensyn til litiumpræparatets indvirkning på organismen.

På denne baggrund finder nævnet, at læge burde have ordineret et andet præparat som den egentlige antidepressive behandling. Nævnet finder endvidere, at læge burde have aftalt opfølgning af litiumbehandlingen, for at vurdere effekten og udføre kontrol med laboratorieprøver.

Patientklagenævnet finder grundlag for kritik af læge s behandling af den 24. maj 2000.

Nævnet har herved lagt vægt på, at på dette tidspunkt var ophørt med litiumbehandlingen, som hun ifølge journalen ikke kunne tåle. Læge konstaterede, at hun var meget forpint psykisk og havde selvmordstanker, og han henviste hende til ambulant behandling på psykiatrisk afdeling, .

Nævnet kan oplyse, at en patient, der er stærkt deprimeret med selvmordstanker, ikke må henvises til ambulant vurdering på en psykiatrisk afdeling, uden at der er truffet en fast aftale om, hvornår patienten kan modtages.

På denne baggrund finder nævnet, at læge burde have foranlediget en akut psykiatrisk vurdering af eller have tilbudt og aftalt efterfølgende konsultationer for nøje at vurdere udviklingen i hendes tilstand, indtil den psykiatriske vurdering var blevet udført.