Klage over udfærdigelse af speciallægeerklæring

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge for hans behandling af i perioden fra juni 1999 til februar 2000.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge , psykiatrisk afdeling, , for hans behandling af i juni 2000.

Sagsnummer:

0126327

Offentliggørelsesdato:

20. november 2001

Juridisk tema:

Lægeerklæringer

Speciale:

Psykiatri, Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra juni 1999 til februar 2000.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****>, psykiatrisk afdeling, <****>, for hans behandling af <****> i juni 2000.

Den 1. juni 1999 henvendte sig til praktiserende læge og meddelte telefonisk til sekretæren, at han gennem 14 dage havde haft senebetændelse i venstre achillessene. På grund af smerter havde han taget Brufen og det sidste døgn endvidere Ketogan.

Den 10. juni 1999 konsulterede læge på grund af depression og blev sat i behandling med antidepressiv medicin. Læge har oplyst, at i den forbindelse oplyste, at han havde behandlet sig selv med indsprøjtning af steroid i achillessenen, og at han planlagde at få zoneterapi. Læge blev ikke anmodet om vejledning vedrørende behandlingen af achillessenen.

Den 21. juni 1999 kontaktede læge telefonisk med henblik på at få Ketogan som injektion på grund af smerter i achillessenen. Det blev aftalt, at kom til undersøgelse den 24. juni 1999. udeblev imidlertid.

Den 6. juli 1999 henvendte sig igen telefonisk og anmodede om henvisning til en psykiater, og den 9. juli 1999 anmodede han om henvisning til røntgen (scintigrafi). I den anledning blev han bedt om at kontakte lægerne mellem kl. 8 og 9, hvilket han imidlertid ikke gjorde. Den 27. juli 1999 udeblev fra en aftalt konsultation.

Den 18. august 1999 henvendte sig i konsultationen, da det venstre ben var hævet, og der var et sår på 2 x 3 cm ovenover ankelknoen. Læge henviste til karkirurgisk afdeling, . Der blev den 23. august 1999 taget blodprøver, som viste tegn på infektion samt nedsat skjoldbruskkirtelfunktion (thyreotropin: 7,7 miu/l, total thyroxin: 63 nmol/l). Læge iværksatte ikke på den baggrund behandling.

På grund af fortsat hævelse af benet blev den 30. august 1999 tilbudt indlæggelse på medicinsk afdeling, , hvilket han ikke ønskede, idet han skulle til undersøgelse på karkirurgisk ambulatorium.

Den 9. september 1999 mødte igen i konsultationen, og læge aftalte indlæggelse den efterfølgende dag. afviste imidlertid dagen efter at blive indlagt.

Den 17. september 1999 forsøgte læge igen at indlægge på medicinsk afdeling, . lod sig udskrive samme dag, og læge aftalte derfor, at han skulle kontakte ham den efterfølgende dag, hvilket imidlertid ikke gjorde.

Den 20. september 1999 kontaktede telefonisk læge kl. 1 og anmodede lægen om at foranledige, at han fik lægevagtsbesøg. Læge har oplyst, at det ville han ikke, da et par dage før havde undladt at lade sig indlægge akut.

Efter den 21. september 1999 har læge ikke behandlet .

I februar 2000 henvendte sig til cheflæge , på grund af smerter i foden og gangbesvær. Han blev henvist til og undersøgt i ortopædkirurgisk ambulatorium, , hvor man fandt, at der angiveligt for måneder siden var sket en overrivning af achillessenen, og at der ikke var mulighed for rekontruktion af achillessenen. Ved undersøgelse på , i marts og juni måned kom man til samme resultat.

I perioden fra 27. februar til 5. marts 2000 var indlagt på psykiatrisk afdeling, , med henblik på afrusning efter alkohol- og medicinmisbrug. Under indlæggelsen blev afdelingen anmodet om at udfærdige en speciallægeerklæring til vedrørende s egnethed til at virke som læge. Erklæringen blev udfærdiget af 1. reservelæge , som varetog behandlingen af , superviseret af overlæge .

Klagen
Der er klaget over følgende:

1) at læge ikke foretog en korrekt undersøgelse og behandling af i perioden fra den 10. juni til september 1999, herunder ikke fandt grundlag for at henvise til speciallæge i ortopædkirurgi.

har herved oplyst, at hans ben var rødt og ømt, og at han fortalte lægen, at han havde følt et smæld i benet.

2) at læge i perioden fra den 23. august 1999, efter senebristningen, ikke behandlede med medikamentet Eltroxin mod for lavt stofskifte, men i stedet tilbød indlæggelse på medicinsk afdeling.

3) at læge ikke fandt grundlag for at foretage hjemmebesøg i perioden fra den 23. august 1999, efter senebristningen, i anledning af s lave stofskifte.

har herved oplyst, at hans lave stofskifte blev forværret af, at han på grund af smerterne i benene næsten ikke kunne bevæge dem, samt at det lave stofskifte medførte siddesår, hævelser af og blærer på benene, samt koldbrand i den ene storetå.

4)at s psykiatriske attest er underskrevet af overlæge , som ikke har undersøgt ham.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
Praktiserende læge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af s achillessenesprængning i perioden fra den 10. juni 1999 til september 1999.

Begrundelse
Af journalen fra praktiserende læge fremgår det, at først 2 uger efter sit uheld henvendte sig og orienterede kliniksygeplejersken, og at han 10 dage senere ved konsultation i anden anledning orienterede læge om, at han som læge havde behandlet sig selv for en irritationstilstand omkring venstre achillessene (achillessenetendinit). Læge er således ikke blevet bedt om at se på benet og har oplyst, at han ikke er blevet orienteret om de primære symptomer.

Nævnet bemærker, at de umiddelbare symptomer på brist af achillessene (pludselige smerter og et "smæld" i læggen ) helt umiddelbart vil henlede mistanken på fibersprængning eller senesprængning. Det forekommer derfor ikke sandsynligt, at som læge selv skulle have overset betydningen af disse symptomer.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere læge for ikke at have foretaget undersøgelse og behandling af achillessenen den 10. juni 1999.

I den efterfølgende periode henvendte sig flere gange på grund af smerter i achillessenen og hævelse i venstre ben. Ved disse henvendelser aftalte læge konsultationer med , fra hvilke dog udeblev. Ved konsultation 2 måneder efter uheldet var benet så hævet, at læge henviste til karkirurgisk afdeling, , på mistanke om alvorlig kredsløbsforstyrrelse, og efter aftale blev undersøgt der et par dage senere. Herefter blev benet behandlet af specialafdelinger.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge har forsøgt at få foretaget de fornødne undersøgelser af venstre ben, og at grunden til, at dette ikke lykkedes tidligere, var s manglende samarbejde. Nævnet finder desuden, at henvisningen til karkirurgisk afdeling, , var relevant, da venstre ben var meget hævet.

Nævnet finder herefter, at læge har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af i perioden juni til september 1999.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Praktiserende læge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling i perioden august til september 1999 af s stofskiftesygdom.

Begrundelse
De blodprøver, som blev taget i august og september 1999 med henblik på undersøgelse af stofskiftet, viste at niveauet af stofskiftehormon i blodet var normalt, om end nær undergrænsen til det normale.

Nævnet kan oplyse, at det i denne situation er sædvanligt at foretage løbende undersøgelser med måneders mellemrum, idet stofskiftet kan ligge på dette niveau i halve til hele år uden at udvikle sig til symptomgivende lavt stofskifte (myxødem).

Nævnet finder herefter, at læge har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, selv om han ikke igangsatte behandling med stofskiftehormon på dette tidspunkt. Endvidere findes de omtalte henvisninger til medicinsk afdeling ligeledes rimelige under hensyntagen til patientens andre sygdomme, herunder alkoholmisbrug, sukkersyge, leverpåvirkning samt forstyrrelser i saltene i blodet, som det fremgår af blodprøverne.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt
Praktiserende læge har ikke overtrådt lægeloven ved ikke at komme på sygebesøg hos i anledning af hans lave stofskifte i perioden august til september 1999.

Begrundelse
Af journalen fra læge fremgår det ikke, at der er anmodet om eller afvist sygebesøg. Derimod fremgår det, at selv var i stand til at henvende sig i klinikken.

Endvidere fremgår det af journalen fra læge , at den 20. september 1999 kl. 1 ringede til læge og bad ham foranledige, at han fik vagtlægebesøg, hvilket læge dog afslog, da et par dage tidligere havde undladt at lade sig indlægge akut.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge ikke har afvist at komme på sygebesøg, hvor dette var nødvendigt. Nævnet finder endvidere, at læge har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig praksis ved at afvise at foranledige vagtlægebesøg den 20. september 1999 under henvisning til, at ikke havde ladet sig indlægge akut.

Nævnets afgørelse af 4. klagepunkt
Overlæge , psykiatrisk afdeling på har ikke overtrådt lægeloven ved at underskrive psykiatrisk attest vedrørende i juni 2000.

Begrundelse
Speciallægeerklæringen blev udfærdiget af 1. reservelæge, , som varetog behandlingen af under indlæggelsen og ambulant, under supervision af overlæge . Overlæge har i sin udtalelse til sagen anført, at sådanne erklæringer tiltrædes af den superviserende overlæge, der således ikke nødvendigvis behøver at have været i direkte kontakt med patienten.

Nævnet kan oplyse, at det er i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at lægeerklæringer, herunder også speciallægeerklæringer, kan udfærdiges af ikke-speciallæger under forudsætning af, at den tilgrundliggende undersøgelse og udfærdigelse af erklæringen superviseres af en speciallæge, som ved sin tiltrædelse af erklæringen også dokumenterer, at supervision har fundet sted.

Nævnet kan endvidere oplyse, at der ikke eksisterer generelle regler eller kriterier for, i hvilket omfang den superviserende læge personligt (alene eller sammen med den superviserede læge) skal have foretaget en vurdering af den enkelte patient for at yde den supervision, der er nødvendig for at sikre en behandling, der er i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard. Dette gælder også i forbindelse med udfærdigelse af erklæringer, der efterfølgende tiltrædes af den superviserende læge. Den superviserende læges stillingtagen til, hvorvidt vedkommendes egenhændige og personlige vurdering af patienten er påkrævet som led i supervisionen, beror således på en individuel vurdering baseret på den kliniske problemstillings art og kompleksitet, den superviserede læges uddannelses- og kompetenceniveau og dennes kliniske viden og erfaring.

Nævnet finder, at overlæge har vurderet, at 1. reservelæge på tidspunktet for den påklagede hændelse besad den faglige viden og de faglige kvalifikationer, der var nødvendige for at varetage behandlingen af og efterfølgende udfærdige erklæring til . Nævnet finder herefter, at overlæge har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved at have underskrevet erklæringen uden personligt at have undersøgt .