Klage over en psykologs brug af personlig og konfronterende behandlingsmetode

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere psykolog <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 5. september til den 18. oktober 2000, i <****>.

havde i 1998 været indlagt på på grund af en depression, men efter længere tids medicinsk behandling, blev han udskrevet og stoppede selv den medicinske behandling, som han ikke fandt virksom.

henvendte sig i efteråret 2000 til psykolog , som han et par år tidligere havde haft et par samtaler med. Det blev aftalt, at psykolog skulle stille krav til ham om at yde en indsats i forbindelse med behandlingen.

afbrød efter 6 sessioner behandlingen, som han fandt utilfredsstillende.

Klagen
Der er klaget over følgende:

At psykolog ikke foretog en korrekt behandling af i perioden fra den 5. september til den 18. oktober 2000.

har anført, at han efter behandlingen hos psykologen blev endnu mere syg, idet psykolog var overdrevent konfronterende og udskældende, og i for høj grad brugte sin egen person som et virkemiddel i behandlingen samt gav ham faglig litteratur med hjem.

Nævnets afgørelse af klagen
Psykolog har ikke overtrådt lov om psykologer ved sin behandling af i perioden fra den 5. september til den 18. oktober 2000. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykolog havde vurderet grundigere og dermed erfaret skrøbeligheden på et tidligere tidspunkt, før han påbegyndte en konfronterende og personlig behandlingsmetode.

Begrundelse
Det fremgår af psykolog s udtalelse til sagen, at han i behandlingssessionerne bevidst var konfronterende over for . Baggrunden herfor var hans oplevelse af, at passivt lagde sin personlige lidelse frem uden at vise samarbejdsvilje og selvansvarlighed.

Nævnet kan oplyse, at en terapeut ved at konfrontere patienten med hans hjælpeløshed, i nogle tilfælde vil kunne fremprovokere mere sunde sider i patientens personlighed, og dermed fremme muligheden af et mere forpligtende engagement i behandlingen. Om en sådan strategi lykkes vil blandt andet afhænge af, om patienten er robust nok til at forstå og modtage denne form for håndsrækning, eller om patienten er for skrøbelig til dette.

Det fremgår af psykolog s udtalelse til sagen, at han på et tidspunkt blev klar over, at var for skrøbelig til at have gavn af den konfronterende form. Da han efter 3. session blev klar over dette, var han i de efterfølgende sessioner mere hensynsfuld.

Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykolog havde vurderet grundigere og dermed erfaret skrøbeligheden på et tidligere tidspunkt, før han anvendte den konfronterende behandlingsmetode.

Patientklagenævnet kan oplyse, at en konfronterende strategi ofte vil blive kædet sammen med et forsøg på at appellere til den personlige relation. Anlæggelsen af en personlig tone, vil ofte ske i håbet om at bryde igennem det upersonlige og tale til patientens "bedre jeg" - dvs. til patientens mere ligefremme sider. Hvorvidt en sådan strategi lykkes, vil blandt andet afhænge af, om patienten er i stand til at forstå en sådan form for personlig appel og på varigheden af terapien og karakteren af den relation, der er blevet bygget op, samt af patientens grad af robusthed.

Ifølge psykolog havde henvendt sig til ham, fordi han havde tillid til ham fra tidligere.

Det fremgår endvidere af psykolog s udtalelse til sagen, at han engagerede sig meget direkte med sin person i behandlingen. Baggrunden for denne personlige stil var, at han fandt det meget svært at tænde s samarbejdsvilje og selvansvarlighed.

Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykolog havde lært bedre at kende, før der blev taget beslutning om en sådan form for behandling. Nævnet har herved lagt vægt på, at psykolog s direkte brug af sin person i behandlingen skete meget tidligt i forløbet, og at opfattede denne form for behandling på en måde, hvor han blandt andet følte sig nedgjort og forkastet.

Det fremgår desuden af psykolog s udtalelse til sagen, at han i et forsøg på at inspirere , havde lånt ham faglig litteratur.

Nævnet kan oplyse, at en henvisning til faglig litteratur kan komme til at udgøre et alment og fælles erfaringsgrundlag for terapeuten og patienten.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at psykolog skulle have afholdt sig fra at foreslå en sådan litteratur.