Klage over praktiserende læges behandling med Nozinan af patient med vejrtrækningsproblemer

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A, praktiserende læge B og praktiserende læge C for deres behandling af <****> den 10. november 2000 i Lægehuset i <****>.

 

Hændelsesforløb

ankom i følge med sin svigermor den 10. november 2000 ca. kl. 8.50 til Lægehuset . Hun havde de seneste dage haft tiltagende vejrtrækningsbesvær og hoste, og hun blev ca. kl. 9.00 tilset af praktiserende læge A, som ved sin undersøgelse fandt tegn på en lungebetændelse samt nervøst betinget påskyndet vejrtrækning. blev sat i behandling med penicillinpræparat og blev på grund af den urolige vejrtrækning bragt til observationsrummet, hvor læge A tilså hende med 15 minutters intervaller. På grund af vedvarende påskyndet vejrtrækning gav læge A beroligende medicin i form af 25 mg Nozinan (beroligende antipsykotikum) som indsprøjtning i muskelvæv.

Praktiserende læge B var på tidspunktet, hvor ankom til Lægehuset, optaget af en telefonkonsultation og efterfølgende formiddagen igennem af tidsaftalte patienter. Læge B havde ikke under s ophold i Lægehuset set denne eller haft ærinde i det lokale, hvor hun blev observeret.

Praktiserende læge C var ved afslutningen af sine telefonkonsultationer på det tidspunkt, hvor ankom til Lægehuset. Han observerede, at læge A straks tog imod , og han gik selv i gang med formiddagens konsultationer. Midt på formiddagen var læge C inde for at hente vaccine i køleskabet, som var placeret i det rum, hvor blev observeret. var ikke kendt af læge C.

Læge B og læge C tilså ikke under hendes ophold i Lægehuset, da læge A forespurgt herom ikke havde udtrykt behov herfor.

Da s trods den iværksatte behandling ikke fik det bedre, besluttede læge A at indlægge på det lokale sygehus. Her blev hun modtaget ca. kl. 12.30, hvor det samtidig blev konstateret, at hun havde hjertestop.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At læge A foretog en utilstrækkelig undersøgelse og behandling af .

Det er bl.a. oplyst, at lå i flere timer i konsultationen og kæmpede med vejrtrækningen, uden at læge A foretog sig yderligere.

2. At læge A gav afslappende medicin, som virkede kontra på vejrtrækningen, og derved gav færre kræfter til at trække vejret.

3. At lægerne B og C, der kendte , ikke tilså hende i forbindelse med hendes ophold i konsultationen.

Det er oplyst, at lægerne flere gange kom ind for at hente ting i det lokale, hvor lå, uden at se på hende.

Nævnets afgørelse af 1. og 2. klagepunkt
Læge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 10. november 2000. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om læge A havde undladt at give Nozinan indsprøjtningen.

Begrundelse

søgte den 10. november 2000 akut læge efter at have været syg et stykke tid og sengeliggende i 3 dage, idet hun var bange for lungebetændelse. Hun kom straks ind til læge A, der var ansat med henblik på kompagniskab. Af journalen fremgår, at læge A udspurgte om sygdomsforløbet, der blev beskrevet som besværet vejrtrækning og let hoste uden feber, og orienterede sig om tidligere sygdomme.

Af journalen fremgår endvidere, at læge A herefter foretog en klinisk undersøgelse med inspektion, blodtryk, undersøgelse af mundhule m.v., ligesom hun undersøgte for forandringer i lungerne ved stetoskopi og perkussion (bankning på brystkassen for at høre ansamling). Ved inspektionen blev fundet bleg og med forstærket vejrtrækning (hyperventilation), men ikke blå om læberne og ikke klam eller svært påvirket. Der blev hørt let knitren under venstre skulderblad, hvilket nævnet kan oplyse, man hører ved let lungebetændelse.

Af journalen fremgår yderligere, at læge A fandt frie luftveje og ingen tegn på besværet iltoptagning fra lungerne (lungeinsufficiens). Hun opfattede s sygdom som en lille lungebetændelse med forøget vejrtrækning. Nævnet kan oplyse, at forøget vejrtrækning er en ret almindelig nervøs reaktion på angst. Lungebetændelsen blev behandlet med penicillin (Primcillin) og vejrtrækningsbesværet med råd om øvelser, beroligelse og fortsat observation.

Det er nævnets opfattelse, at diagnoserne var sandsynlige efter den kliniske vurdering, og at formodningen om hyperventilation blev understøttet af selv, de pårørende og moderens forklaring om s vejrtrækningsbesvær som barn.

Ifølge s svigermor blev ikke tilset i 2 timer.

Ifølge læge A tilså hun hvert kvarter.

Der foreligger modstridende oplysninger fra s svigermor og læge A, vedrørende hvor længe der gik mellem læge As tilsyn. Det er herefter afgørende, om der foreligger yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden, således at Patientklagenævnet kan vurdere, hvad der er foregået.

Af journalen fremgår, at blev observeret i flere timer i Lægehuset med tilsyn hvert kvarter, og at hun ikke blev ladt alene.

Patientklagenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at ikke blev tilset i 2 timer.

Af journalen fremgår endvidere, at s vejrtrækning blev bedre i perioder, men ikke nok til hjemsendelse. Der blev bedt om beroligende medicin, og læge A indvilligede og gav en Nozinan indsprøjtning (middel mod mange former for psykiske lidelser, smerter og andre specielle tilstande) og afventede effekt indenfor 10 minutter. Da tilstanden ikke blev bedre, blev der bestilt en ambulance, som der blev rykket for.

Nævnet kan oplyse, at der var tale om en meget sjælden form for lungebetændelse, som kan sløre symptomerne, og at pludseligt hjertestop dermed kan indtræffe.

Nævnet finder på baggrund af ovenstående ikke grundlag for at fastslå, at læge A har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af den 10. november 2000. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om læge A havde undladt at give Nozinan indsprøjtningen og i stedet allerede på dette tidspunkt foranlediget indlæggelse.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt
Læge B og læge C har ikke overtrådt lægeloven ved ikke selvstændigt at foranstalte tilsyn af den 10. november 2000.

Begrundelse
Læge A havde 5 års erfaring med akut skadestuearbejde samt 7 års erfaring ved lægevagtskørsel.

Læge C så og vurderede og sikrede sig, at læge A havde styr på behandlingen. Da han senere bemærkede, at fortsat opholdt sig i klinikken, forespurgte han igen til hende og forhørte sig om diagnose og behandling.

Læge B orienterede sig om , forhørte sig om hendes tilstand og behandling og spurgte specielt til fri vejrtrækning.

Under hensyn til læge As erfaring finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at læge B og læge C har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved at overlade behandlingen til læge A.