Klage over manglende behandling af mavesmerter og feber hos en psykisk udviklingshæmmet person

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere læge <****> for hendes behandling af <****> den 7. februar 2001 på skadestuen, <****> , jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 7. februar 2001.

er udviklingshæmmet og bor i en boinstitution, hvortil der er knyttet hjælpepersonale.

Den 2. februar 2001 tilkaldte personalet på institutionen en læge, da gik foroverbøjet og havde smerter i maven. Lægen vurderede, at der var tale om influenza.

Vagtlægen tilkaldtes den 4. februar 2001, da fortsat havde mavesmerter og 38,3 i feber. Lægen ordinerede rigeligt at drikke samt hvile. Vagtlægen blev kontaktet på ny senere samme dag, men mente ikke, at der skulle foretages noget udover det, der allerede var iværksat.

Den 7. februar 2001 kontaktede personalet praktiserende læge , da var blevet tiltagende dårlig og havde voldsomme smerter. Efter samtalen med lægen ringede personalet 112, og blev bragt til skadestuen på .

På skadestuen blev undersøgt af læge fra medicinsk afdeling. Hun konkluderede, at der ikke var tale om en behandlingskrævende lidelse i mave- tarmsystemet, men at formentlig var blevet svimmel efter længere tids sengeleje og væskeunderskud. Han blev herefter sendt hjem og personalet på boinstitutionen fik besked på at observere ham og sørge for rigeligt væskeindtag.

Den 8. februar 2001 blev undersøgt af endnu en vagtlæge, som indlagde ham på sygehuset. Han blev samme dag opereret, og man fandt en sprængt blindtarm.

Klagen
Der er klaget over følgende:

1. At praktiserende læge ved anmodning den 7. februar 2001 afviste at tilse , på trods af, at han var blevet tiltagende dårligere.

2. At læge på skadestuen, , den 7. februar ikke iværksatte tilstrækkelige undersøgelser til afklaring af, hvad fejlede.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
Praktiserende læge har ikke overtrådt lægeloven i forbindelse med behandlingen af den 7. februar 2001.

Begrundelse
Det fremgår af læge s journal fra den 7. februar 2001, at han blev ringet op af en hjælper, som oplyste, at havde feber. Det er anført, at der er mulighed for at komme i klinikken. Det fremgår endvidere af journalen, at lægen blev ringet op 5 minutter efter den første samtale, hvor det blev oplyst, at personalet nu overhovedet ikke kunne røre . Det anføres videre, at lægen ikke havde mulighed for at komme nu, hvorfor alternativet kunne være 112.

Læge har efterfølgende forklaret, at han i sin EDB maskine har registreret, at patienten var opskrevet, hvilket er udtryk for, at han forventede, at kom i klinikken, og han at han havde forberedt sit personale derpå. Læge erindrer ikke, om han gav hjælperen en fast tid, eller om han blot sagde, at de kunne komme med det samme. Han har endvidere forklaret, at den person, der ringede 5 – 10 minutter senere, lød meget forskrækket, og at han på baggrund af de oplysninger, der fremkom vurderede, at det kunne dreje sig om et krampeanfald, og at han derfor anbefalede tilkald af ambulance via 112.

Nævnet har herefter lagt til grund, at læge blev kontaktet af personalet fra s boinstitution 2 gange i løbet af formiddagen den 7. februar 2001, og at han ved den første samtale tilbød at tilse i konsultationen. Det lægges endvidere til grund, at han ved den anden telefonsamtale på baggrund af hjælpepersonalets oplysninger anbefalede, at der blev tilkaldt en ambulance via 112.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Læge har overtrådt § 6 i lægeloven i forbindelse med behandlingen den 7. februar 2001 af på skadestuen, .

Begrundelse
Det fremgår af journalnotat udarbejdet af læge i forbindelse med s besøg på skadestuen den 7. februar 2001, at han ikke selv kunne bidrage med oplysninger vedrørende sygehistorien, hvorfor det medfølgende personale redegjorde herfor.

Personalet fra boinstitutionen oplyste ifølge journalnotatet, at havde haft diffuse mavesmerter ca. 6 dage. Han havde kun spist og drukket sparsomt. Han havde haft temperatur imellem 37,5 og 38,4. Han havde haft normal afføring og havde ikke haft opkastninger, men personalet havde ikke et sikkert indtryk af, hvorvidt han havde haft kvalme. De sidste dage forud for henvendelsen havde han stort set ligget i sengen. Samme dag som henvendelsen til skadestuen fandt sted, var han pludselig faldet sammen, han havde rystet over hele kroppen og havde set syner, men var kommet sig forholdsvis hurtigt.

I forbindelse med den objektive undersøgelse, som læge foretog af , har hun anført, at havde svært ved at samarbejde ved undersøgelsen, og at det ikke var muligt at måle blodtrykket. Pulsen var 72. Da lægen foretog en føleundersøgelse af maveregionen (abdomen), angav , at han havde diffuse mavesmerter, men han var ikke slipøm. Lægen kunne ikke mærke nogen sygelige udfyldninger, og der var normale tarmlyde. I forbindelse med undersøgelsen bevægede han sig frit og livligt på lejet.

Læge konkluderede, at formentlig var blevet svimmel i forbindelse med lettere væskemangel og efter at han, efter længere tids sengeleje, pludselig var kommet op at stå. Personalet på institutionen blev opfordret til at observere ham tæt med henblik på væskeindtag samt symptomer på en akut sygdomstilstand med smerter i maven (akut abdomen). Egen læge eller lægevagten skulle kontaktes, hvis en sådan tilstand indtrådte.

Læge har efterfølgende forklaret, at hun overvejede muligheden for en behandlingskrævende lidelse i maveregionen, men at hun ikke fandt tegn herpå. Hun har endvidere forklaret, at personalet fra boinstitutionen spurgte, om der kunne være tale om en blindtarmsbetændelse. Hun svarede, at hun ikke mente at dette var tilfældet, men at en blindtarmsbetændelse kan være en lusket lidelse, og at det derfor var vigtigt at observere ham tæt og søge læge, hvis hans tilstand skulle forværres. Læge tilbød at kontakte en kirurgisk læge, hvis personalet fra boinstitutionen ønskede en anden læges vurdering. Før tog hjem, spurgte læge om personalet var trygge ved at observere ham i hjemmet, hvilket de var.

Nævnet finder ikke, at læge har handlet i overensstemmelse med almindeligt anerkendt praksis ved undersøgelsen og behandlingen.

Nævnet kan oplyse, at psykisk udviklingshæmmede personer kan have alvorlig sygdom i bugorganer med forholdsvis beskedne symptomer.

Nævnet lægger bl.a. vægt på, at det overfor læge var blevet oplyst, at havde haft mavesmerter i ca. 6 dage, og at han havde haft vekslende let temperatur forhøjelse. Nævnet lægger endvidere vægt på, at læge fandt en diffus ømhed af bugen ved sin undersøgelse af .

Patientklagenævnet finder, at det på baggrund af lægens undersøgelse havde været relevant at bede om tilsyn fra en kirurgisk læge. Nævnet finder ikke, at stillingtagen til dette kunne overlades til det medfølgende personale. Det havde endvidere været relevant at måle temperaturen samt at foretage en føleundersøgelse af endetarmen (rektalexploration).

På denne baggrund finder nævnet, at læge har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med undersøgelsen og behandlingen af den 7. februar 2001.