Tvangsbehandling med mulighed for overgang til depotmedicin på grund af giftfrygt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 24. april 2001, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder betingel-serne for tvangsbehandling af <****> opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår overgang til depotmedi-cinering, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne herfor er opfyldt.

er en 13-årig dreng, der gennem et par år gradvist havde udviklet psykiske symptomer i form af vagt-somhed, mistroiskhed, tiltagende isolationstendens og interessetab. havde fået den opfattelse, at faderen ville skade og genere ham, og han havde i tiltagende omfang været optaget af forureningsspørgs-mål. blev i januar måned vurderet ambulant af en ungdomspsykiater, der fandt ham præget af social tilbagetrækning og vrangforestillinger.

blev tvangsindlagt på behandlingsindikation den 27. februar 2001. Det blev beskrevet, at forud for indlæggelsen havde den fornemmelse, at alle, inklusive forældrene, ville forgifte ham. Af denne grund havde spist og drukket utilstrækkeligt, ligesom han havde gået rundt med alle sine personlige ting i en plasticpose. I afdelingen fandt man ved indlæggelsen og efterfølgende psykotisk med forfølgelsesfo-restillinger samt forpint af tilstanden. havde således på et tidspunkt set en plet på sin dyne og tog dette som et tegn på, at faderen havde været i afdelingen. Ligeledes mente han, at faderen var skyld i, at afdelingens vaskemaskine på et tidspunkt gik i stykker.

mente endvidere, at personalet ville skade ham, eventuelt ved at komme medicin eller gift i maden. Han mente, at der kunne være gift i kanylerne. virkede generelt vagtsom, mistroisk og forpint og i perioder havde han vanskeligheder med at spise. Man fandt tilstanden forenelig med diagnosen paranoid psykose (sindssygdom med forfølgelsesforestillinger).

Fra indlæggelsens start forsøgte man at motivere for antipsykotisk medikamentel behandling, senere konkret i form af tablet Zyprexa (olanzapin) 5 mg dagligt, men var vedvarende afvisende over for det-te.

Tvangsbehandling blev besluttet den 4. april 2001, ca. 5 uger efter indlæggelsen. Ifølge journalen og de oplysninger, afdelingen gav på mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i blev der besluttet tvangs-behandling med tablet Zyprexa 5 mg dagligt, subsidiært injektion Cisordinol 10 mg i.m. x 1 dagligt, idet dosis skulle justeres indenfor almindeligt anvendt interval afhængig af effekt og bivirkninger. Hvis injektionsbe-handling blev nødvendig, skulle man efter få dage overgå til injektion Cisordinol Depot 200 mg i.m. hver 2. uge. I den først udfærdigede tvangsprotokol er alene anført behandling med Cisordinol, den 25. april 2001 blev der udfærdiget en ny protokol, hvor Zyprexa er anført.

ønskede at klage over beslutningen om tvangsbehandling, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 24. april 2001 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet god-kendte beslutningen om tvangsmedicinering, men underkendte anvendelsen af depotmedicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk/sindssygelig tilstand, præget af forfølgelsesforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem ca. 5 uger blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at overgang til Cisordinol i depot-form efter få dage, såfremt peroral medicinering måtte opgives, opfyldte kravet om mindst indgribende be-handlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den for-bindelse lagt vægt på, at det fra indlæggelsens start er anført i journalen, at havde giftfrygt og mente, at personalet ville forgifte ham, og at der var gift i kanylerne, hvorfor daglige indsprøjtninger sandsynligvis ville virke stærkt angstprovokerende på med risiko for, at disse ville blive forbundet med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund delvist tiltræde den afgørelse, der den 24. april 2001 er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i , idet Sundhedsvæsenets Patientklage-nævn godkender beslutningen om overgang til Cisordinol depot efter få dage, såfremt peroral medicinering måtte vise sig uigennemførligt.