Klage over det lokale psykiatriske patientklagenævns afgørelse af tvangsfiksering med fodrem

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 9. marts 2001 om tvangsfiksering af <****> på <****>.

Af lægeerklæring af den 21. februar 2001 fremgår det blandt andet, at havde haft svære adfærdsmæssige problemer siden barndommen og har haft kontakt med det psykiatriske behandlingssystem siden 1982. Hun har tidligere haft misbrug af talrige "stoffer", men er nu ophørt hermed. har tilbragt adskillige år i fængsel, herunder blevet idømt retslig foranstaltning i form af behandlingsdom for tyveri og bedrageri. Behandlingen var vanskelig at gennemføre, da hun var tilbøjelig til at absentere sig med ny kriminalitet til følge. I juli 1999 modtog atter dom til psykiatrisk behandling med baggrund i ildspåsættelse. Gennem de sidste fire år har fremtrådt sindssyg (psykotisk) med klager over hørelseshallucinationer og styringsoplevelser. Diagnosen er nu sindsspaltningssygdom (skizofreni). I februar 1999 blev tvangsindlagt på fareindikation på psykiatrisk afdeling, , under trusler om ildspåsættelse. Den 23. november 2000 bringes hun tilbage af politiet i forbindelse med absentering, hvor hun skal have fremsat trusler om at sætte ild på . Blev atter overflyttet til lukket afsnit.

Den 13. februar 2001 blev under et ophold på skærmet afdeling tiltagende psykisk dårlig, præget af affektlabilitet og tristhed. Hun hørte stemmer, der opfordrede hende til at skære sig i håndledet eller tage en overdosis af medicin, ligesom stemmerne opfordrede hende til ildspåsæt-telse. Hun havde tidligere forsøgt at sætte ild til toiletpapir på afdelingen og også forsøgt at skære sig med en skarp genstand.

Personalet skærmede hende og forsøgte at tale hende til ro, ligesom hun fik beroligende medicin i form af 200 mg Truxal, men med ringe virkning.

fremtrådte vågen, angst, aggressiv med affektlabilitet og affektudbrud. Den formelle kontakt med hende var dårlig, og den følelsesmæssige kontakt endnu dårligere. Hun fremtrådte fuldstændig ukorrigerbar og skønnedes stærkt selvmordstruende. Da der ikke var mulighed for tæt observation på den skærmede afdeling, udover hvad der allerede var foretaget, blev der truffet beslutning om overflytning til lukket afsnit.

ønskede ikke dette, men der tilkaldtes ekstra personaleforstærkning, hvorpå overflytningen kunne ske. Hun gik derpå frivilligt ind på det lukkede afsnit. Kort efter ankomsten var hun fortsat meget urolig, omkringvandrende og vil tænde et stort bål og brænde afdelingen af med en lighter hun havde gemt.

Til slut blev det nødvendigt at bede hende om at gå ind på stuen for at blive lagt i bælte. Hun modsatte sig dette, men gik kort tid efter ind på stuen, hvor hun blev bæltefikseret den 13. februar 2001 kl. 22.20. Da hun var kendt for at have nemt ved at komme ud af bæltet, anlagde man en fodrem om venstre fod for ikke at skulle stramme bæltet unødigt hårdt.

Reservelægen orienterede sin bagvagt om forløbet og anlæg-gelsen af fodrem. Efterfølgende blev tvangsindgrebet, i henhold til tvangsprotokol, skema 3, sanktioneret af en overlæge.

I forbindelse med fikseringen blev der givet beroligende medicin i form af tablet Truxal 200 mg og angstdæmpende medicin i form af tablet Oxazepam 30 mg, og fik fast vagt.

Kl. 23.15 ønskede at tale med en læge, og denne fandt ikke, at det på daværende tidspunkt var muligt at løsne hende af bælte eller fodrem, idet hun virkede truende. faldt herefter i søvn.

Den 14. februar 2001 om morgenen fremtrådte vågen, bevidsthedsklar og stemningsmæssigt i neutral stemning. Hun var ved samtalen rolig og afspændt. Kontakten var formelt i orden, men følelsesmæssig ikke helt god. Hun frembød intet sikkert åbent sindssygeligt og var ikke affektlabil eller selvmordsfarlig.

Fodremmen blev herefter fjernet kl. 9.40.

Med henblik på at vurdere s affektlabilitet og evne til at overholde aftaler og modstå impulser, aftaltes det, at hun fik lov til at komme i bad og efterfølgende lægge sig roligt tilbage i bælte. Hvis dette forløb vel, ville man senere kunne ophæve bæltefikseringen.

Det blev senere i journalen anført, at havde været rolig og i stand til at overholde indgåede aftaler, hvorpå hun forsøgsvis blev løsnet af bæltet kl. 12.45, og bæltefikseringen kunne endelig ophæves den 14. februar 2001 kl. 13.40, idet man dog fortsatte med fast vagt i endnu nogle timer.

har i sin klage oplyst, at den udløsende faktor for hendes dårlige tilstand var, at hun har haft en telefonsamtale med sin mor. Hun ville ikke nærmere ind på indholdet heraf, men fortalte om sin bekymring for moderen, der er svært syg af en kræftlidelse.

Den følgende dag den 15. februar 2001 var faldet til ro og kunne tilbageflyttes til fortsat behandling på det skærmede afsnit .

Der havde ikke i forbindelse med tvangsindgrebet været ændret på den medicinske behandling, udover de to tilfælde af indgivelse af beroligende medicin.

blev behandlet med indsprøjtning med Cisordinol depot 100 mg ugentligt og bivirkningsmedicin i form af tablet Cogentin 2 mg ved behov max.3 gange i døgnet, beroligende medicin med tablet Truxal 50 - 200 mg, ved behov max. 400 mg dagligt og angstdæmpende medicin med tablet Oxazepam 15 mg ved behov max. 3 gange dagligt.

påklagede beslutningen om tvangsfiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i .

Klagen blev herefter behandlet den 9. marts 2001, og nævnet godkendte beslutningen om tvangsfiksering, idet nævnte fandt, at s tilstand var af en sådan karakter, at tvangsfiksering var nødvendig for at afværge, at hun udsatte sig selv eller andre for nærliggende risiko for at lide skade på legeme og helbred. Nævnet lagde vægt på, at var meget affektpræget og urolig, og at hun råbte, at hun havde gemt en lighter og ville sætte ild på afdelingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 13. februar 2001 kl. 22.25 til den 14. februar 2001 kl. 12.45 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at om aftenen den 13. februar 2001 blev tiltagende urolig, affektlabil og trist. Hun hørte endvidere stemmer der opfordrede hende til at skære i sig selv og sætte ild på afdelingen, ligesom hun smadrede nogle termokander og en radio. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at fortsat efter skærpet observation og beroligende injektion truede med at ville beskadige sig selv og andre ved at sætte ild på afdelingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved samtale og overflytning til lukket afsnit hvor der er bedre muligheder for observation af . Nævnet har endvidere lagt vægt på, at fortsat var urolig efter indgift af en beroligende injektion. Nævnte finder endvidere, at der var grundlag for at anlægge en fodrem. Nævnet har lagt vægt på, at ikke ønskede bæltet strammet til om maven, idet hun ikke mente at kunne få vejret, ligesom det af personalet var kendt, at , når bæltet ikke var strammet til, havde nemt ved at undslippe bæltet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at man i stedet for at stramme bæltet valgte at anlægge en fodrem.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at ved den lægelige vurdering kl. 23.15 var truende og hævede stemmen, og at hun herefter faldt i søvn og sov resten af natten. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at fodremmen blev løsnet næste morgen kl. 9.40 og at man med henblik på vurdering af s affektlabilitet, evne til at overholde aftaler og modstå impulser løsnede bæltet i forbindelse med et bad. Nævnet har endelig lagt vægt på, at da fandtes at være i stand til at indgå aftaler blev bæltet løsnet kl. 12.45.Nævnet finder endvidere, at afdelingsflytning og kropsvisitering ikke er omfattet af reglerne i psykiatriloven.
Nævnet har lagt vægt på, at det af justitsministeriets bekendtgørelse nr. 605 af 23. august 1990 fremgår, at psykiatrilovens §10 ikke finder anvendelse for patienter, der er indlagt i henhold til en strafferetlig afgørelse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at kropsvisitering ikke henhører under de i psykiatriloven nævnte tvangsindgreb og at det henhører under afdelingens kompetence at fastsætte regler for og tilsikre de fysiske rammer for patienternes ophold på afdelingen, herunder hvilke effekter en patient må medtage på afdelingen.
Nævnet bemærker sig, at klagen over overflytning til anden afdeling og kropsvisitation er overbragt til videre foranstaltning ved hospitalsledelsen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet den 9. marts 2001 af Det Psykiatriske Patientklagenævn .